Smerten holder ikke op!

Jeg kiggede stille ud over havet. Den dejlige brusen der nærmede sig mine fødder. Det var som om jeg kunne stå her ude for evigt.
Ingen der spurgte efter mig, jeg var ingenting, i forhold til dig.

3Likes
5Kommentarer
1327Visninger

1. Smerten

Jeg kiggede ud over havet, imens mine spinkel krop sad oppe på en af de mange sten. Jeg kiggede stift ud over havet, uden endelig rigtig vide hvad jeg kiggede efter. Det eneste der var i mine tanker var, dig. Dine smukke bevægelser, dit grin, din latter, alt ved dig.  "Amalie kom nu hjem!" jeg lyttede stille efter mit stille viskene. Det var den samme stemme der gav genlyd, den eneste lyd der var at finde her. Midt om natten, midt ude i ingenting, kun vandet der kom strømmende ind og så hurtig ud igen. Men ingen lagde mærke til mig, ingen kom og bad mig komme hjem, ingen. Selv ikke mine forældre der ellers altid havde elsket mig.  Men alt ændret sig på et spilt sekundt, alt blev anderledes. Jeg lukkede mig stille inde, inde i mine engen lille vidunderlig verden, sagde jeg hele tiden til mig selv. Siden den dag, den dag du bestemte dig for ikke at ville leve mere, har mit verden vendt på hoved. "Amalie, jeg er her stadige... Du var skylden i jeg dræbte mig... Og alt det skulle du se" Jeg vendte mig forskrækket om og kiggede stadige ud i ingenting, men med en anden udtryk, skrækslagen var det rigtig ord. Det eneste ord, den eneste ting der var sand.

 

"jeg dræbte dig ikke. Du bestemte det selv, jeg prøvede alt hvad jeg kunne!" jeg råbte det surt, vredt, skrækslagen. Jeg viste der ingen var, men alt følelse så ægte, så skrækslagen. Alt jeg havde gemt væk, blev gravet frem på under 5 sekunder.  "Jeg hader dig, jeg ved hvad du gjorde. Jeg lader dig ikke glemme det, forstået!" skreg en stemme, jeg kendte alt for godt, en stemme der havde betydet så meget for mig. En stemme der havde været med i min hverdag, min drømme. Du var mit et og alt, jeg elsker dig. Du gjorde mig til den jeg er idag, men intet er, var godt nok til dig. Du valgte at tage dit eget liv, dræbte dig selv på skolen. Ude på tolitet, hvordan skulle jeg rede dig. 

 

Jeg rejste mig rystende op, og stod og kiggede ud over havets blå farve. Som snart ville få en hel anden farve, en farve mere dramatisk, mere trist. Mere død, mere selvhævn. "hvorfor ser ingen mig, hvorfor høre ingen mig. Jeg elsker dig.. Farvel mor, far, Lisa"  jeg hviskede det stille og traskede stille ned for min sten, og kiggede ud over vandet, det smukke fredfyldte hav. Jeg stilte mig stille ud, og kiggede en ektra gang ud over stranden, det sidste blik inden dagen, lyset var omme.  Jeg mærkede hvordan jeg stille midstede herredømen over mig selv, og dumpede stille ned i vandet. Jeg kiggede stille og roligt op, op til overfalden. Alt var alligevel ikke det samme uden dig, jeg lukkede stille øjne og faldt stille i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...