Heartbreak.

Anna er en livlig, pige på godt 20 år. Hun tager snart det næste skridt ind i voksenlivet. Hendes bedste veninde hedder Caroline. De bor begge i Los Angeles, og de bor rent faktisk sammen. Hendes liv er helt almindeligt, lige indtil hun støder ind i én. Og fra den dag af, er hendes liv ikke det samme som før.

3Likes
5Kommentarer
1101Visninger
AA

1. Strandturen.

"Caroline, du får mig ikke med ned på stranden" Beklagede jeg mig, og pillede ved mit hår. "Årh, kom nu! Du er så kedelig, måske møder du en sød fyr" Lokkede Caroline. "Jeg ved ikke, jeg har lige spist en is den ligger ret tungt i maven." Jeg tror hun mistede tålmodigheden, for inden jeg vidste af det blev jeg hevet op af stolen, som jeg ellers havde sat pænt godt i. "Nu er det nok, du kommer med mig NU" Sagde hun bestemt. "Fint fint, nu hvor du insisterer så meget" Sagde jeg muggent. Vi skiftede til bikini, og tog t-shirt og shorts ovenpå. Jeg redte mit hår igennem med hånden, snuppede mine solbriller, og tog min taske. Caroline kiggede på mig. "Det bliver sjovt, TRO mig" Jeg grinede. "Lad os nu bare komme derned" Vi gik i tavshed. Der er cirka 40 meter til stranden fra vores hus, og alligevel orkede jeg nogengange ikke gå derned. Jeg gik i mine egne tanker. "Anna... Anna? ANNA!?" Jeg fik et kæmpe chok, og jeg fløj da mindst en meter op i luften. "Hvad?" Spurgte jeg irriteret. "Du stener igen" Mumlede hun. "Sorry, dårlig vane." Jeg kiggede ned. Sandet var allerede kommet, og det føltes irriterende, da der var kommet noget i mine klip klapper. Jeg gik og sparkede for at det skulle falde ud, men det endte egentlig bare med at jeg så ualmindeligt dum ud. "Hvad laver du!?" Nærmest hviskede Caroline. "Der er sand i min sko" Svarede jeg irriteret. Der kom ikke rigtig noget svar. Da vi var kommet, bredte jeg mit håndklæde ud, og lagde mig. Jeg satte mig irriteret op. "Den pokkers solcreme" Mumlede jeg for mig selv. "Hvad sagde du?" Spurgte Caroline. Hun troede sandsynligvis jeg havde forsøgt at sige noget til hende. "Glem det" Sagde jeg fraværende. Jeg smurte mig ind i solcreme. Endelig kunne jeg ligge mig ned, og nyde solen. Bare slappe helt af.. Det troede jeg ihvertfald i starten... "ARH" Udbrød jeg, noget koldt strømmede ud over mig. Jeg kiggede op. Det var Caroline, hun stod nu med den tomme spand, og et uskyldigt blik. "Caroline din nar!" Grinede jeg. Jeg rejste mig hurtigt op og jagede hende ud i vandet. Vi pjattede, og sprøjtede på hinanden. Da vi kom op fra vandet igen, var vi vidst begge to udmattede. Vi væltede nærmest ned på vore håndklæder. "Når vi er tørre, går vi på café, aftale?" Spurgte Caroline. "Så er det også dig der gir'" Sagde jeg. "Aftale" Smilede hun. Da vi var tørre pakkede vi vores ting, og gik op mod vores ynglings café, nemlig Aroma café. "Fuck, min pung er hjemme!" Sagde Caroline. "Hent den" Sagde jeg udfordrende. Hun sendte mig dræberblik. "Fint" Jeg kastede mine ting til hende. "Tag det med hjem, så er du sød" Sagde jeg og sendte hundhvalpe blikket. Det virkede, og nu var hun på vej tilbage til huset. Imens gik jeg og kiggede på postkort ved siden af café'en. Der var nogle ret søde nogen. Jeg burde måske sende et til mine forældre. Jeg havde set den sødeste taske et sted i den butik. Jeg kiggede mig omkring, ja jeg så alle vegne. Jeg holdt enlig ikke øje med hvor jeg gik. Pludselig mærkede jeg et stød. Og noget der faldt på gulvet. Jeg kiggede frem for mig, og jeg så ind i de bruneste øjne. "Eh åh øh.. Un-un-und-skyld" Fik jeg fremstammet. Jeg kiggede ned på jorden, der lå to par solbriller. Jeg samlede dem hurtigt op, og gav 'den fremmede' dem. "Det må du virkelig undskylde" Sagde jeg forlegent og så ned i jorden. "Det er mig der undskylder, jeg så mig ikke ordenligt for" Sagde 'den fremmede' og smilede. Det gjorde jeg heller ikke, tænkte jeg. Han rakte hånden frem og præsenterede sig selv: "Peter Gene Hernandez, også kendt som Bruno Mars" Jeg måbede. Jeg havde slet ikke lagt mærke til det var ham. Han havde jo haft solbriller og hat på. Jeg rakte hånden frem: "Anna Stone" Jeg smilede genert. "Hyggeligt at møde dig Anna" Aww hvor var han bare sød. "Nå ehm.. Ja ha-har du lyst til at udveksle numre?" Spurgte jeg genert. "Klart" Sagde han og smilede. Vi byttede mobiler, jeg skrev mit nummer, og han skrev sit. Han tog oven i købet et billede af sig selv. "Lad mig tage et billede af dig" Sagde han. "Okay" Jeg smilede så godt jeg kunne. Vi stod lidt i tavshed. "Nå men jeg må vidst hellere til at gå." Sagde Bruno. "Jaa. Du har vel en masse du skal nå" Jeg kikkede ned i jorden. Pludselig blev vores lille samtale afbrudt af Caroline der kom luntende. "Heeeej Anna og... Kender jeg dig?" Hun kikkede på mig med sådan et blik i øjnene: Hvem er han?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...