Kærligheden er døden♥

Léa og hendes familie har det svært. 2. verdenskrig er igang og Tyskerene er ved at overtage Frankrig, som er deres hjemland. De fleste er flygtet men Léa og hendes familie frygter at de vil blive taget til fange og sendt til en koncentrationslejr hvor de vil blive nødt til at arbejde hårdt og sulte. De har levet hele deres liv i luksus men det er snart slut. Da de bliver tvunget til at flygte møder Léa en smuk ung dreng på hendes egen alder der er bare ét problem. Han er Tysker.

3Likes
12Kommentarer
1706Visninger
AA

4. Kapitel 3.

1940 19. Maj

Vi blev igen vækket da solen stod op og så skulle vi ud til minen og arbejde igen. Tyskerene havde taget mine sko så det gjorde ondt på mine fødder da jeg gik på de små, skarpe sten og jeg var så sulten at jeg havde helt ondt i maven. Maria sagde man vendte sig til det men jeg havde svært ved at tror det. Jeg havde stadig ikke set skyggen af min familie selvom vi snart havde gravet i fire timer og jeg savnede dem mere end nogensinde. Jeg gik og pjattede lidt med Maria imens vi gravede selvom vi i virkeligheden ikke måtte snakke med hinanden når vi arbejdede. Jeg gik og samlede små sten op i en kurv da jeg så HAM igen. Hans brune, krøllede hår der faldt ham ned i øjnene som havde en dejlig nødebrun farve, gjorde mig helt blød indeni. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere da han kom hend imod mig. Jeg kiggede op på ham en sidste gang og skyndte mig så at arbejde videre. Pludselig stod han foran mig og jeg kunne mærke hvordan jeg smeltede da jeg rejste mig op og så ham lige ind i øjnene. Det var en dejlig følelse men den skræmte mig også en lille smule, jeg havde aldrig følt sådan før. Han smilede til mig og jeg så hans øjne lyse op. Jeg skulle lige til at smile tilbage da jeg opdagede hans sorte tøj med hitlers symbol der viste at han arbejdede med tyskerne. Mit blik faldt på den pisk han holdt i hånden og lidt efter lidt gik det op for ham hvad der var galt. Han åbnede munden for at sige noget men jeg sendte ham det koldeste blik jeg havde og gik igang med at arbejde igen. Han nåede ikke at gøre noget for der var en der kaldte på ham så han blev nødt til at gå. Jeg blev lettet men dybt inde i mig selv vidste jeg godt at det i virkeligheden ikke var det jeg havde håbet på. Jeg kiggede op og så ham gå med stive skridt hen til en anden Tysker og det gjorde ondt inden i. Det gjorde ondt at vide at jeg havde såret ham selvom jeg ikke engang kendte ham. Resten af dagen arbejdede jeg hårdt for at undgå de såret men alligevel, bedende blikke han sendte mig. Og hver gang jeg fangede hans blikke føltes det som om mit hjerte blev revet i tusinde stykker på én gang. Jeg vidste godt at jeg havde fortjent smerten, jeg havde såret ham jeg elskede mest, og det vár faktisk gået op for mig at jeg elskede ham selvom jeg prøvede at benægte det. Da vi endelig var færdige og skulle op og have lidt aftensmad var mine fødder helt smadrede. De små, skarpe sten havde sat sig fast i min bare hud under fødderne og nu løb der blod fra de små sår de havde efterladt. Under aftensmaden var jeg helt stille og det gjorde Maria bekymret så da vi var færdige med aftensmaden, som igen bestod af en tynd suppe der smagte af vand, blev vi ført tilbage til vores hytte hvor Maria vaskede mine fødder med små klude der var så hårde at det gjorde ondt at blive vasket med dem men bagefter havde jeg en dejlig følelse af at være ren igen, ihvertfald på mine fødder. "Du får snart hård hud på fødderne og så gør det ikke så ondt mere, det hele skal nok gå" sagde Maria og viste mig sine fødder som var fulde af små ar. Det var utroligt at hun kunne være så rolig når hun vidste at det ikke ville blive bedre, vi var fanget her forevigt og vi var nødt til at arbejde indtil vi døde. Jeg fik tåre i øjnene og fik fremstammet et halvkvalt "Tak". Et tak for at prøve gøre mig glad, et tak for at have hjulpet mig med mine fødder og et tak for at hun var her for jeg tror ikke jeg ville have klaret det uden hende. Jeg var glad for at hun ikke spurgte ind til Tyskeren jeg havde mødt, som jeg faktisk ikke kendte navnet på, selvom hun havde set alt der var sket imellem os. Jeg ville helst have det som min egen hemmelighed og jeg ville alligevel blive slået ihjel hvis der var nogen der fandt ud af at jeg var forelsket i en Tysker, min mor ville i hvert fald slå mig ihjel. Maria foreslog at vi gik i seng så vi ikke var alt for trætte imorgen, for så ville vi blive straffet, og jeg var fuldstændig enig så vi gik i seng og ikke lang tid efter sov vi begge to dybt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...