Justin, jeg elsker dig! [JDB] 2

2'eren af min historie. Prøver at skrive så tit jeg kan......

Okay, stinker til det her :D

Nå men læs den, så finder du ud af hvad den handler om.

Follow mig på Twitter :D
Min Twitter: celinedufrechou

17Likes
188Kommentarer
7180Visninger
AA

12. Justin - Kapitel 12.

Jeg satte mig op I sengen og svang benene ud over kanten. I det jeg rejste mig op, kom hele aften, fra i går, op i mit hoved. Jeg hev irriteret døren til badeværelset op og gik ind. Hvorfor fanden skal jeg også være sådan en stor idiot. Nu har jeg såret Melissa. Min elskede kæreste. Hvordan skal jeg gøre det godt igen? Jeg tror faktisk aldrig at jeg har elsket en pige så meget, som jeg elsker Melissa. Hun er bare så fantastisk, så unik. Jeg er sikker på der ikke findes nogen, som hende. I mine øjne er hun det man kalder perfekt. Jeg må gøre alt for at gøre det godt igen. Jeg tog mig et hurtigt bad og fik derefter noget tøj på. Så trampede jeg ned ad trappen og ned i gangen, igennem spisestuen og så ind i stuen, hvor jeg blev mødt at et syn der gav mig lyst til at tude. Bokstaveligt talt. 
Frederikke og Ryan sad og råsnavede. Okay, måske overdriver jeg lidt, men overdrivelse fremmer forståelse. 
"Ahem," jeg rømmede mig. De kiggede begge forskrækket på mig. Ryan løftede det ene øjenbryn og kiggede spørgende på mig. 
"Ja?" spurgte han, lettere irriteret. Ja okay, undskyld jeg afbryder jer, men i sidder i min stuen, i mit hus? Jeg valgte at holde min kæft, så jeg ikke sagde noget forkert. Jeg havde gjort nok, i forvejen. 
Jeg gik i ud i køkkenet og fandt noget morgenmad. Så gik jeg ind i stuen, og igen blev jeg ramt at et syn, der irriterede mig. De skulle prøve hvordan der er, at ens venner kysser, når man er uvenner med sin kæreste. 
"Gider i godt stoppe med det dér? Jeg gider ikke se på det," vrissede jeg, da jeg havde sat mig i sofaen og de havde stadig ikke skænket mig et blik. De trak sig ud af deres våde kys og Ryan kiggede flabet på. 
"Og det kommer fra dig?" spurgte han med en flabet stemme. 
"Du dræber jo nærmest Lissa med dine kys," fortsatte han og lo selv lidt over sin platte joke.
"Og andre piger, for den sags skyld," mumlede han. Da det gik op for mig hvad han egentligt havde sagt, brød jeg sammen. Jeg havde prøvet at være stærk, så de andre ikke skulle se mig græder, igen, men jeg kunne bare ikke holde ud længere. 
"DU HOLDER BARE DIN FUCKING KÆFT!" Skreg jeg og skubbede til sofa bordet, så min skål med morgenmad, væltede. Med vrede skridt og tårende rendene ned ad mine kinder, forlod jeg stuen. 
"Det var din egen fejl," kunne jeg høre Ryan råbe, inden jeg smækkede døren i til Melissas og mit værelse. 
Jeg smed mig i sengen og lod tårene få frit løb. Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg være så dum? Jeg elsker jo Melissa. 
Først dér gik det kom jeg til at tænke på hvor Melissa egenligt var henne. Hun var jo ikke nede i stuen. Måske sov hun stadig? Det vil jeg klart gætte på, ellers er hun måske bare inde på gæsteværelset? Hm, det finder jeg i hvert gald ikke ud af lige nu. Desværre. 
Jeg lagde pludselig mærke til at jeg hulkede. Ret højt faktisk. Men hvad kunne jeg gøre ved det? Jeg var jo selv uden om det. 
Lidt efter gik døren op. Jeg havde hovedet i puden, så jeg kunne ikke se hvem det var. Jeg kunne mærke at én satte sig i sengen. Hvem vidste jeg dog ikke. Endnu. 
"Ååh Justin, hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage," sukkede Frederikke. Hm, så det var hende der kom ind. 
Jeg sukkede. 
"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg fortabt. Jeg havde drejet hovedet, så jeg kunne kigge på Frederikke. Hun kiggede hen på døren ind til værelset, vi var i. 
"Jeg ved det virkelig ikke," sagde hun og kiggede på mig med et trist blik. 
"Er Ryan sur på mig?" spurgte jeg og kiggede nervøst på hende. 
"Lidt," mumlede hun bare. Jeg nikkede hurtigt og kiggede på min hånd der lå foran mit hoved. 
"Hvor er Melissa?" spurgte jeg, med blev ved med at glo på min hånd. 
"Hun er i bad," svarede hun og lagde en hånd på min skulder. 
"I skal nok finde ud af det igen, Justin. Det er jeg sikker på," forsikrede hun mig. 
"Tak, jeg håber virkelig ikke at der går for lang tid," mumlede jeg og fældede en tåre. 
Frederikke klappede mig på skulderen og og rejste sig så fra sengen. 
"Sig hvis der er noget jeg kan hjælpe med," sagde hun og smilede svagt til mig. 
"Tak, og det skal jeg nok," svarede jeg og fremtvang et smil. Jeg tror godt hun kunne se at det var et falsk et, men jeg kunne bare ikke smile et ægte smil, ligenu. 
Frederikke gik ud ad døren og lukkede den forsigtigt bag sig. 
Jeg bliver simpelthen nød til at finde på noget, der kan gøre det hele godt igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...