Trekanter og drama

Victoria er dybt forelsket i Felix og en aften hvor hun endelig har tid ALENE med ham sker der ngoet der vil forandre Victorias liv til en evig tid. Også selv hvis det hele vil "ordne" sig igen.

0Likes
8Kommentarer
1643Visninger
AA

1. Brutale råb

Jeg skulle over til Amanda fordi vi skulle holde filmaften. Jeg måtte ikke overnatte hos hende på grund af en familiefest dagen efter, men alligevel glædede jeg mig af to grunde: Amanda havde snakket om det i to uger og sagde at hun havde en fantastisk overraskelse til mig, og jeg blev også ellevild for hvem vidste hvad den store overraskelse var? Og den anden grund var at jeg måske kunne bruges hendes boligblade til at mikse mit nye værelse op, og det var jo to fluer med ét smæk, så det var jo herligt. Min mor havde sagt at når bare jeg blev kørt hjem af Amandas’ forældre eller at jeg blev fulgt hjem var det hele okay, og jeg synes jo at det var fint. Og så var aftenen på dagen kommet og jeg cyklede derovre med en lille gave, min jakke, mobil, penge og ipod i lommen, og det var i hvert fald tydeligt at jeg havde en masse ting med, når man så min lomme. Jeg ringede på og Amanda træk mig ud i den lyse stue på trods af at det var ved at blive lidt mørkt. ”Jeg glæder mig meget til at vise dig min overraskelse, så du skal også glæde dig.” Lo hun og smilede. Jeg nikkede ivrigt og kastede et blik mod døren da det ringede på. Amanda blev ellevild og styrtede hen til døren, mens hendes hår piskede hende i ansigtet og jeg grinte. Hun åbnede døren og ind kom mit livs lys.. for dér, få meter fra mig, stod selve Felix! Jeg rødmede dybt ved synet af hans øjne, hans flotte grønne øjne. Amanda fortalte hviskende til mig at Felix, var overraskelsen og at han også skulle være med i vores selskab. Tiden gik og vi hyggede også, og jeg foræret mit lille portræt af Amanda og mig som små, i gave til hende. Men da jeg så mod Felix, og så hans udtryk kunne jeg se at han følte sig lidt udenfor. ”Felix, jeg anede ikke du ville komme, og derfor har jeg altså ikke nogle..” Sagde jeg rødmende. ”… Gave til mig? Det er altså helt okay, Victoria. Jeg anede faktisk heller ikke du ville komme!” Grinte han og lagde sit hoved skrå mens hans hånd kløede sig bagi. Hans position mindede mig om en japansk tegneseriefigur og jeg begyndte også at grine med. Tiden gik og vi så en håndfuld af søde og sjove film og da klokken sagde at den var halv tolv, gik der panik i mig. ”Jeg skal altså smutte, Amanda!” Sagde jeg efter ti sekunders tavshed. ”Allerede? Når ja, klokken er jo halv tolv. Men hvad med dig, Felix?” Felix kløede sig bagi i sit hår, og kiggede op mod mig. ”Jeg tror også jeg skal smutte, og så kan vi da følges, eller hvad Victoria?” Smilte han. Jeg nikkede ganske småt, som en lille mus. Felix og jeg pakkede sammen og gik ud af døren mens Amanda lyste op ved synet af ham og mig, side om side, og da Felix ikke så det blinkede hun og satte en tommelfinger op i vejret. Jeg nikkede og smilte, og så gik vi ellers af sted. Da vi var drejet rundt om hjørnet af Amandas’ hus var der to veje. Den ene førte en til en lille sti ved indersiden af en skov, og den anden var ude på gaden. Felix spurgte om hvilken vej vi skulle tage og jeg valgte skoven, for der var sikkert mest fred og rod, end ude hvor de fulde mennesker sikkert gik. Der var mørkt derinde selvom der var en lygtepæl. Jeg hørte en lille pibende lyd, og til min store angst så jeg en fed og ækel rotte. Jeg hoppede forskrækket lige ind i Felix, og rødmede nummer femtende gang, den dag. Felix rettede sit blik ind i mine øjne og vi begyndte langsomt at flette en smule fingre. Jeg smilte dybt og han lo. ”Hør her, Victoria. Jeg har i lang tid, faktisk synes du var rigtig sød, men jeg forstod bare ikke dine reaktioner, når jeg var i nærheden..” Hviskede han, ret højt. Vi stoppede op ved et træ, og gav slip i hinandens hænder. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg, mens jeg vendte mig om og kiggede fascineret på et træ. Hans hænder tog fat i mine spinkle arme, mens han sagde: ”Du er ualmindelig sød, en dejlig ven. Men hvad mener du? Jeg forstår ikke hvad du vil, kan du li mig som ven eller hvad?” Hans læber pustede lettet ud, da han havde sagt og spurgt om alt det han skulle. Jeg sank en klump i halsen og bed mig i læben. ”Jeg synes du er en vidunderlig ven, og jeg kan li dig rigtig, rigtig meget, men jeg føler bare at jeg.. føler lidt mere end dét.” Sagde jeg med et bankende hjerte. Jeg vendte mig om mod ham og lagde mit hoved på skrå. ”Hvad føler du?” Spurgte jeg åbent. Hans blik fulgte lige ud over min skulder og hans øjne blev kolde og bitre. Jeg lagde straks mærke til det og kiggede forundret på ham. ”Hvad er der?” ”Nej.. jeg følte bare at der var et eller andet.. undskyld.” ”Vil du gerne svare på mit spørgsmål?” Spurgte jeg lidt tvivlsomt. ”Victoria, jeg kan godt li dig.” Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere og jeg fyldtes med glæde. Mit hoved rykkede sig lidt tilbage mod et træ, og han nærmede sig. Han skulle lige til at kysse mig, og jeg ham, og jeg hoppede og dansede af glæde i mine tanker. Langsomt nærmede han sig mine læber men så hørte jeg et grufuldt råb, og et brutalt brag, og så blev det hele sort.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...