Forladt

Denne novelle handler om en dames erindringer, om sit eget liv.

1Likes
1Kommentarer
1559Visninger
AA

1. (hel historie) Forladt

                                                                                                                                                       Forladt                                                                        

Blæsten rev i hendes hår. Der lugtede af salt. Af hav. Bølgernes skvulpen og hendes eget åndedræt var alt hvad kunne høres. Stranden var mennesketom. Det var måske ikke så mærkeligt. Der plejede ikke at være så mange mennesker på stranden i januar, og slet ikke så tidligt. Hun var gået hjemmefra lidt over seks. Nu var klokken otte, og hun stod, og stirrede ud over det oprørte vand. Det var som om havet, kunne mærke hendes smerte, og gav udtryk for den på hendes vegne. Hun lod blikket glide hen over det våde sand. En sten fangede hendes opmærksomhed. Eller rettere, det der lå på stenen. Der lå et blåt håndklæde sammenfoldet med en dukke ovenpå. Dukken lå,og gloede op i himlen. Hun så på den, og minderne begyndte at skylle ind over hende.

Det var juleaften. Lysene brændte på grenene, og pakkerne lå i dynger om hende. Hun så rundt på sine forældre og på sin bror. Hun følte sig lykkelig. Hendes bror åbnede en klodset indpakket gave. Der var et computerspil i den. Hun havde selv valgt gaven til ham. Godt nok var det hendes mor, som havde betalt den, men den var stadig fra hende. Hun så hans ansigt lyse op. Smilet der bredte sig fra øre til øre og helt op til øjnene. Han omfavnede hende, og sagde, at det var den bedste gave, han nogensinde havde fået. Nu var det hendes tur. Hendes forældre så på hende med rolige smil. Hendes bror sad, og knugede spillet indtil sig med lys i de små øjne. Hun dykkede ned i en gavedynge, og fiskede en lyserød pakke frem. Den var blød i midten, og hård i kanterne. Hun åbnede den, og hvinede af fryd, da hun så den mest henrivende dukke i æsken. Dukken stirrede med et åndsfraværende smil på hende, som i hendes øjne, var det sødeste smil i verden. Hun overfaldt sin bror, og takkede ham igen og igen. Omfavnede ham derefter gentagne gange. Ingen anden pige i hele verden kunne have sådan en fantastisk bror. Hun var 6 år.

Stranden forekom hende lang, mens hun nærmede sig den efterladte dukke. Sandet lavede knasende lyde under hendes støvler. Hun så ikke andet end dukken. Det var som om den tvang hende nærmere. Som om den lå der, og kaldte på hende. Øjnene blev ved med at stirre opad. Den havde ikke noget tøj på. Den kunne ikke have ligget der ret længe. Hun så på håndklædet. Hvor mange gange havde hun ikke selv brugt et håndklæde som dette?

Det var sommer. Familien var taget til Frankrig. De havde været ude og bade meget, men det var ikke det hun huskede bedst. Hendes mor og hende, havde været ude og shoppe. De slentrede ned af gade efter gade, så ind i alle forretningerne, gik ind i nogen af dem, og kom ud med flere poser. Pengesedler blev lagt på flere diske, og forskellige stykker tøj blev lagt i forskellige poser. Hun elskede det. Fornemmelsen af at kunne købe lige hvad hun ville. Følelsen af at have styr på det hele.  Bevidstheden om, at hendes mor var der, og kunne hjælpe hende med at finde præcis de bukser, hun manglede, eller den top, hun bare måtte eje. Hun elskede hvert eneste øjeblik af den tur. Selv da hun kom til at vælte sin mors kaffe ned i skødet på sig selv. Hun havde jo flere poser fyldt med splinternyt tøj, så hun kunne til hver tid skifte. Hun ville aldrig glemme den tur og alle de mange smil fra sin mor. Hun havde aldrig set hende smile så meget. Hun var 14 år.

Dukken lå livløs i hendes hænder. Den var kold. Hun vendte ryggen til blæsten. Håret fløj omkring hende, blæsten legede med det. Der var små hak i dukkens ansigt, den så slidt ud. Flere steder på dukkens hoved, manglede der hår. Hun så på den. Instinktivt knugede hun den ind til sig i et øjeblik. Nok var den gammel og slidt, med det føltes stadig rart at kramme den.

 

Hun klatrede op af stigen. Bolden kunne ikke blive liggende oppe på taget, for de skulle bruge den, og eftersom det var hendes hus, var det vel kun rimeligt, at det var hende der hentede den. Hun klatrede rundt oppe på taget et stykke tid, før hun fandt den. Det var en stor rund bold med en Barbie på den ene side og en Barbie på den anden side. Hun samlede den op. Kastede den ud over tagrenden. Det var ikke før hun skulle klatre ned igen, det gik op for hende, hvor langt ned der egentlig var ned. Hun sank en klump. Svingede benene ud over kanten. Vendte sig om. Hendes ene fod gled forsigtigt ned på det første trin. Det gik fint til at starte med. Men da hun var halvvejs nede, skete der noget. Stigen tippede. Først gik det langsomt, men den fik mere fart på. Hun skreg højlydt. Mere huskede hun ikke. Først da hun vågnede i en hospitals seng omgivet af sygeplejersker. Hendes far havde sagt, at det måtte hun aldrig gøre igen. Hun nikkede. Hun havde forstuvet den ene fod og brækket en arm, men hun var i live. Hendes far omfavnede hende. Hårdt og længe. Hun følte sig ubeskrivelig tryg med hans arme om sig. Hun var 10 år.

Hun lagde dukken tilbage på håndklædet. Måske ville der komme nogen og hente den. Hendes øjne vandrede udover havet. Hun lagde ikke mærke til de skumtoppede bølger. Hun lagde ikke mere mærke til, at vinden hev, og træk i hendes hår. Hun lagde ikke engang mærke til, at det begyndte at regne. Støvregn. Hun stod bare der, og så ud over havet. Hun sænkede blikket. Så ned på dukken. Den stirrede anklagende på hende. Som om den vidste det.

De var på vej til lufthavnen. Hende, hendes mor, hendes far og hendes bror. De snakkede om, hvor meget de glædede sig til at komme til USA. Til Los Angeles. Flyveturen ville blive lang, men det var lige meget. De skulle være sammen. De skulle til Hollywood. De skulle gå på Sunset Boulevard. De skulle se alt, hvad der kunne ses. De skulle have den bedste ferie nogensinde. De fik den korteste.

Hun kunne ikke huske sammenstødet. Hun kunne ikke huske, at der var sket noget. Hun kunne kun huske, at hun vågnede, og ikke anede hvor hun var. Et øjeblik troede hun, at hun var på hotellet. Men hoteller har ikke monitorer der siger: ”Bip” i takt med dit hjerteslag. Hun kunne ikke sætte sig op. Hun kunne ikke sige noget. Hun kunne bare ligge der, kigge op i loftet, og lytte til de regelmæssige biplyde. Hun hørte en dør, der blev åbnet, og skridt der nærmede sig. En sygeplejerske så ned på hende. Sagde hendes navn. Hun blinkede. Hvad skulle hun ellers gøre? Sygeplejersken fik hentet en læge. Han lyste ind i hendes øjne. Sagde, at hun skulle følge hans finger med øjnene. Hun gjorde som han sagde. Han tog nogle prøver, lavede et eller andet med den bippende monitor, og snakkede lidt med sygeplejersken. Så gik han. Sygeplejersken kom hen til hende igen. Sagde, at hun skulle hvile sig. Hun kunne ikke huske, at hun faldt i søvn.

Næste gang hun vågnede, satte hun sig op. Hun så sig lettere forvirret omkring. En ny sygeplejerske stod ved fodenden af hendes seng. Hun sagde at det var godt, at hun var vågnet. Gav hende noget mad. Hun huggede maden i sig, som om hun ikke havde fået noget i en uge. Det havde hun heller ikke, fortalte sygeplejersken. Lægen kom tilbage, og tog nogle prøver. Han talte lidt med den nye sygeplejerske. Men han gik ikke. Han blev stående, og talte med hende. Han fortalte om en bilulykke. Sagde noget om en røver, der prøvede at flygte fra politiet. Han forklarede at hun og hendes bror, havde taget mindst skade. De havde haft forsæderne som en slags beskyttelse. Hun ville ikke høre mere. Hun holdt sig for ørerne. Hans stemme trængte tydeligt igennem hendes håndflader. Hendes forældre havde ikke været til at redde. De døde, da bilerne stødte sammen. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun prøvede af al magt at holde op med at høre på ham. Han fortsatte ubarmhjertigt. Fortalte at både hun og hendes, havde været slemt tilredte, da de ankom. Sagde at de havde kæmpet for at redde dem begge. At de begge havde været i koma. Hun øjnede et spinkelt håb. Hun spredte fingrene for at høre den gode nyhed. For at høre at han havde klaret den. Men det havde han ikke. Han var død samme morgen. Var simpelthen holdt op med at trække vejret. Hun pressede hænderne for ørerne igen, og skreg. Meget højt. Hun kunne ikke huske at hun stoppede. Hun kunne huske skriget og tårerne, der i en ubrudt strøm løb ned af hendes kinder. Hun var 15 år.

Hun havde ikke grædt i tre måneder. Lægen lod hende komme med til hendes brors begravelse. Hendes forældre var allerede blevet begravet. Mens hun var i koma. Hun sad i kirken, og stirrede frem for sig. Uden at sige noget, uden rigtigt at se noget. Hans kiste var oversvømmet af blomster. Hun ville ikke se på den. Hun hørte ikke efter, hvad præsten sagde. Hun lagde ikke mærke til alle de mennesker, der var omkring hende. Hverken hvem de var, eller hvad de sagde. Hun så ligefrem, men hun så ikke noget.

En tåre dryppede ned på dukken. Det så ud som om, den græd. Hun snøftede. Kæmpede imod. Men følelsen af at være alene, overmandede hende. Hun kunne ikke kæmpe mere. Flere tårer efterfulgte den første. Mange flere. De flød fra hendes øjne og ned over kinderne. Dukken så stadig på hende. Den var ikke længere anklagende. Den var bare en dukke. Tårebækkende fortsætte med at strømme. Hun hulkede kraftigt et par gange. Prøvede stadig på at holde igen. Det gik ikke. Tårerne var ikke til at stoppe. Hun kunne ikke lade vær med at tænke tanken. Hun og dukken havde noget til fælles. De var begge blevet forladt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...