På Flugt Fra Virkeligheden

Anders finder ud af at hans far lever et dobbelt liv, og kan ikke klare det virkelig.

4Likes
16Kommentarer
1637Visninger
AA

1. På Flugt Fra Virkeligheden

Han vidste det! Han vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i fælles rummet. Beskeden havde lydt på, at der kom nogle der skulle tale med dem. Anders iførte sig sine grå Nike træningsbukser, en hvid T-shirt og en mørkeblå humör hættetrøje. Greb en Sneakers fra det lille køleskab, der stod i stuen, tog sine kondisko på og gik ud, lukkede og låste døren efter sig, han var den sidste, der gik. Begyndte at gå mod fælleshuset, hvor fællesrummet var. Det var en spadser tur på fem minutter.                                                                 Han lod tankerne flyde frit. Hvad var det han havde gjort? Hvordan kunne han lade sig selv gøre det? Hvordan skete det? Hvad gik der af ham? Hvorfor? Hjernen buldrede. Der var så mange spørgsmål, han kunne ikke besvare et eneste af dem. I sin fortvivlelse satte han sig på en bænk og kiggede ud over den store sø, månens spejlbillede var så smukt i den klare sø, med de millioner af stjerner der omfavnede den. Bag ham, kastede fyrskoven sine enorme skygger over ham. Nu kom det. Han kunne ikke holde det tilbage længere, lod sig for første gang siden det skete, tænke tilbage og opleve det hele forfra. Det var dagen før, han skulle på lejr skole. Anders var taget i skoven for at gå en tur med sin hund Balou, som var en gul labrador. De skulle ud at gå en lang tur. Da de var kommet et godt stykke ind i skoven, satte han i løb, Balou fulgte glad efter. De kom til en skovsti, der gik på tværs, Anders stoppede op. Han ville ikke hjem, ikke hjem til det galehus, hvor alle var sure, hvor alle skændtes, råbte, skreg og græd. Huset hvor alle var sårede og håbede på forbedringer. Mor og Far skulle skilles, det var dem, der var værst. De råbte og skreg konstant af hinanden. Anders to mindre søskende kom tit grædende ind til ham, når mor og far havde været oppe og skændes. Det gjorde Anders så gal, kunne de for helvede ikke stoppe, når de små var i nærheden? Selv græd han hver aften og bad til gud om, at det snart ville stoppe. Han fik en klump i halsen og prøvede at tænke på noget andet, men det var svært. Bitterheden gnavede i ham, den var ved at fortære ham indefra. Anders havde brug for hjælp, men ingen hørte hans råb efter den, han var alene om denne store smerte, alene om at se sin familie falde fra hinanden. Nu ville han ikke tænke mere. Han drejede til højre for at få en længere tur, og satte i spurt. Anders stoppede forpustet op efter et par minutter, han stod foroverbøjet og pustede. Han rettede sig op, hvor var han? Kiggede rundt for at se om han kunne kende noget, men nej. Gik lidt videre. Han var da ikke drejet nogen steder, han havde da taget den her vej før. Han kom til et lille hus, han ville gå hen for at spørge, om de kunne fortælle ham, hvor han var. Idet Anders kom forbi et vindue, kom han til at kigge ind, og der, der gik hans verden i stå! Vreden fyldte ham langsomt op, det han så, kunne han ikke bare ignorere og gå væk fra uden at gøre noget. Det var, det var forræderi! Han kiggede rundt, hvor var der noget, der kunne bruges? Henne ved skuret stod en dunk benzin. Hurtig fik han fat i den og hældte ud over huset, fik fat i sin lighter, satte den ned til jorden hvor der var benzin. Benzinen antændte. Nu var det bare at løbe alt hvad han kunne, Balou fulgte bare glad og uvidende med.    To timer efter gik Anders ind af hoveddøren, inde i stuen sad mor. Hun kiggede konstant på sit ur, hun ventede sikkert på far. Han gik ind på sit værelse, vreden boblede stadig i ham, den kunne koge over når som helst. Det var godt, at han skulle på lejrskole dagen efter, Anders kunne ikke vente med at komme væk. Han tog sine bokse handsker på og begyndte at slå løs på boksebolden, som hans far havde hængt op på hans værelse, sidste år, inden alle problemerne startede. I en time stod Anders og tæskede løs på boksebolden. Endnu en gang forpustet smed han sig på sengen, lukkede øjnene og faldt i søvn. Det gav et sæt i ham, da mor lidt efter råbte, at de skulle spise. Han rejste sig og gik ud i køkkenet. Far var ikke kommet hjem, men alle andre sad ved bordet. Anders satte sig på sin sædvanlige plads, ved vinduet. Der var stille under måltidet, ingen sagde en lyd. Det skræmte Anders lidt, der var altid nogen der skændtes eller græd når de spiste, men det var nu meget rart til en afveksling. Da de havde spist, gik Anders ind i stuen og satte sig foran fjernsynet. Der var ikke rigtig noget han gad og se, men ved et tilfælde slog han over på DR 1. Hvor der var nyheder, men det der fangede hans opmærksomhed, var den tekst, der stod nede i bunden, ”Hus brændt ned til grunden, to forældre og et lillebarn indebrændte. Politiet mener at branden var påsat.”  Han gik i stå, sad bare og stirrede på den lille tekst, der blev ved med at køre hen over skærmen. Vreden fyldte ham igen, hvis bare de vidste... Han gik ind på sit værelse og gik i seng. Tidligt næste morgen stod Anders sammen med en masse andre unge, som også skulle på lejre. De stod alle med deres cykler, taskerne kom i en bil og blev kørt der ud hvor de skulle være. Anders opdagede ikke, at de cyklede i regnvejr, vreden holdte ham i gang. Da de havde kørt en times tid, var det som om, vreden aftog lidt efter lidt og da de ankom, var han ved at bryde sammen. Hvad havde han gjort? Anders sukkede dybt, nu ville han blive afsløret, lige om lidt kom de. Han rejste sig fra bænken, tårerne pressede på, han prøvede at holde dem tilbage, han måtte være stærk. Nu var der kun få meter op til fælleshuset. Det begyndte at regne, så Anders satte farten lidt op, og snart trådte han ind i fællesrummet. Rummet var fyldt op. Lige da Anders skulle til at sætte sig, lød der sirener udenfor huset. Anders og tre andre han ikke kendte, gik hen til hoveddøren. Det var politiet, den ene stod ud og gik over til døren. Han ville tale med Anders Nielsen om den påsatte brand, som slog Jonas Nielsen, Signe Krog og Matilde Krog Nielsen ihjel. At høre sin fars navn blive nævnt, fik vreden til at koge over, tårerne løb ned af kinderne. Han troede, han havde fortrudt sin handling, men nej. Den forræder havde fortjent det. Hvad skulle han nu gøre? Han skulle ikke med politiet. Løbe! Løbe det var det han skulle! Løbe væk fra det hele væk fra det virkelige, finde et bedre sted, hvor problemer ikke findes. Han løb, Anders løb, løb og løb og løb…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...