Penge kan overvinde alt?

hvad kan penge ikke overvinde? kan de overvinde Kæreligheden, når de ingen penge har. Hvad gør man når følser bliver blandet ind i jobbet?

1Likes
10Kommentarer
1042Visninger
AA

1. Livet er ikke vær at leve længer

Jeg sad stille henne i parken, og kiggede med triste øjne rundt på alle dem der suset rundt, travle, smilede, triste, glade, nyforelsket. Gifte. Men alle med lommen fyld af penge, men ingen ænset mig, sølle lille mig. Hvorfor skulle det også lige være mig der sad her, ingen penge, ingen ting havde og så lige i Upper East side. Det eneste der overhoved kunne holde mig oppe var, tanken om Min dejlige vidunderlige kæreste, som kun var min. Nogle gange ville jeg ønske jeg var på indersiden af Upper East Side. Penge, feste og havde alt man kan ønske sig.Men det var jeg ikke, jeg var født ind i underklassen. En familie for sig, så mange problemer men ingen hjælp. Stofmisbruger, vold, voldtægt alt folk bare tænker ”ej det er der ingen der er, ingen der er født sådan” Men jo det er der, mig. Hvorfor var jeg ikke født i den normal familie, familie med penge, feste, store fine huse. ”Rosa Vila Blake” jeg vendte mig forskrækket om, og kiggede rundt. Ingen ænset mig et blik, men hvem var det så der råbte hele mit fulde navn. Høre jeg syner, er det fordi jeg er så sulten men ingen penge har? Jeg forstår det ikke, hvorfor var det en der råbte mit navn, og så mit fulde navn. ”Rosa, forhelved da” råbte han. Jeg kiggede hurtig op, og mødte et velkendt ansigt. ”Søde, hvorfor råbte du mit navn?” jeg fik, stablede mig op på mine ben, jeg kunne sagtens mærke hvordan de nærmest var følesløs. ”Skal vi hente noget at spise?” mumlede han kort og smilede et skævt smil. Jeg nikkede bare enkel gang, og ellers gik vi sammen hånd i hånd mod supermarked. ”Dumme!” skreg en. Jeg vendte mig forskrækket om, og kiggede ind i nogle fantastiske havblå øjne. ”hvad?” mumlede jeg kort. Jeg var så vandt til at blive kaldt de værste ting, bare fordi jeg ikke var en rig snob. Jeg blev kaldt alt fra skank til so eller billig luder. Men hvorfor lige mig, jeg er ikke nogle luder, bare fordi jeg og min kæreste ingen penge har, er jeg altså ikke en luder. ”Jeg talte sku da ikke til dig klamme! Jeg taler nok i telefon. Noget du ikke ved hvad er” sagde han vredt, og gav mig dræberblikket. ”Undskyld” mumlede jeg trist, og sur. ”Rosa, skal vi gå ind? Og er du okay?” Jeg kiggede over på ham, og mumlede bare som svar, og traskede ind og med ham bag mig. ”hvad skal vi købe, vi har præcis 1 euro vi kan bruge” smilede han stolt. Var han stolt over at have 1 euro, det er jo ingen gang nok til os begge. Skulle vi så dele, skule en af os sulte? Skulle vi stjæle noget mad? Ville man ikke blive anholdt for det? Skulle jeg blive luder, for at få nok penge til det. Og siden de alle kaldte mig det, ville det så skade? Jeg kiggede bare forvirret ned i jorden imens mine tanker bare fløj rundt i hoved. Men selvfølgelig intet svar, det var ved at blive hverdag for mig. Spørgsmål, men bare intet svar.”Rosa? Hvad skulle vi tage?” mumlede han surt. ”Øh, bøh. Hvad har vi råd til? Bøf? Salat?” mumlede jeg kort. Jeg havde ingen ide om hvad han talte om, alt min opmærksomhed havde været på mine tanker. ”Det har vi sku da ikke råd til. Hvad tro du vi er? Rige? Hvad fanden er det du ikke forstår, vi har ingen penge. Hvordan ville du så få råd til en bøf, og hvordan ville du lave det? Ud af ingenting? Forhelved tænk dig om Rosa Vila Blake” skreg han surt. ”Undskyld jeg er her! Undskyld vi ikke har nogle penge. Undskyld jeg har håb! Jeg kunne sku da bare blive luder, så har du penge til tingene” sagde jeg surt, men det sidste var mere mumle. ”Ja det kunne du, så havde vi nogle penge. Så kunne jeg have noget at se frem til” sagde han ligeså surt, som jeg havde gjort. ”er det, det du vil have? Fint så bliver jeg det. Jeg står bare i BH, og nederdel ikke?” mumlede jeg kort, i håb om han ikke hørte det sidste. Jeg vendte mig grædende om, hvorfor var det hele også min skyld. Han var ligeså meget skyld i vi ingen penge har. Jeg gik stille ud af butikken, med et knust hjerte og en trang til at begå selvmord. Jeg gik med stive ben ned til hjørnet. Men inde jeg nået så langt, var der en der råbte mit navn, alt for velkendt stemme. Jeg sukkede kort, og lade som om jeg intet hørte. Det eneste der var i mine tanker var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...