From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4796Visninger
AA

6. Mary Ann Nichols

31. august 1888, 03:40

Bucks Row

Charles Cross, vognmand og heldig vinder af en morgentvær kone, havde begivet sig på arbejde en anelse tidligere, end det havde været hans mening. Hans kone ventede deres tredje barn, og det var hans erfaring, at under graviditeten var der mange humørsvingninger. Hun kunne være glad og begejstret det ene øjeblik, for så at tudbrøle det næste og til lige frem at kaste sko efter ham få timer efter. Selvom han kunne finde det underholdende, endda charmerende, kunne det også i værste tilfælde drive ham til vanvid og et behov for at komme væk fyldte ham af og til. Altså, derfor tidligere på arbejde.

Han stoppede op, da han fik øje på en klump af noget ukendt længere fremme. Det var svært at skelne, hvad det var, i de stadig halvmørke gader, men han syntes lidt, at det lignede en kasseret presenning. Måske kunne han samle den op og bruge den til arbejdet.

Men da han kom tættere på, blev han hurtigt klar over, at det ikke var en presenning. Han syntes derimod det begyndte at ligne en menneskekrop mere og mere. En kvindes krop. Med bange anelser nåede han hen til hende. To muligheder kom til ham; enten var hun død, eller også var hun en fuld stakkel, der havde mistet bevidstheden.

Han havde på ingen måde lyst til at teste sine to teorier og stod et øjeblik forstenet ved siden af kvinden, uden at ane, hvad han skulle stille op. Lettet fik han øje på sin kollega, Robert Paul, der normalt begav sig til arbejde på denne tid af døgnet.

”Paul, kom herover, der ligger en kvinde på fortovet!” kaldte Cross og løftede en hånd i vejret, for at gøre opmærksom på sig selv. Robert Paul havde løftet hovedet i genkendelse over mod sin kollega, og ilede derover.

”Ligger der en…” Han stoppede midt i sætningen, da nu også han fik øje på kvinden. ”Lad mig se,” sagde han og skubbede Charles til siden, hvorefter han bøjede sig indover kvinden. Hun lå på ryggen med benene spredt ud til siden og skørterne trukket op om hofterne. Charles var nu også bøjet indover kvinden, og følte på hendes ansigt, der var varmt, og derefter hendes hænder, der var iskolde.

”Jeg tror, hun er død,” sagde han til sin makker. Paul lagde en hånd ovenpå hendes bryst og trak hånden overrasket til sig i samme øjeblik.

”Jeg tror, hun trak vejret!” sagde han. ”Ganske svagt godt nok, men måske lever hun!”

De to mænd stod lidt i tavshed, igen i en situation, hvor de ikke anede, hvad de skulle gøre.

”Vi kunne prøve at sætte hende op,” foreslog Paul. Charles rystede på hovedet.

”Nej, jeg føler ingen træng til at røre hende igen.” Han gyste kort. ”Hvis hun virkelig er død… Nej, lad os hellere fortsætte og informere den første politibetjent, vi kommer forbi.”

Da denne beslutning virkede som det klogeste, fortsatte de to mænd sammen på arbejde.  

31. august 1888, 03:51

Bucks Row

Politibetjenten John Neil patruljerede området omkring Bucks Row, og kom ned a fortovet kort efter, at Charles og Robert havde forladt stedet. Han blev med det samme opmærksom på kvindekroppen længere fremme, og gik derover for at undersøge det nærmere.

Med næsten intet lys var det svært at se, så han fremdrog sin lommelygte fra et bælte og lyste ned over kvinden. Synet var lidt af et chok.

Det første han bemærkede, var det blødende sår ved hendes hals. Morderen havde næsten skåret hovedet væk fra kroppen. Hun lå på ryggen med tøjet i vild uorden. Han bøjede sig ned, for at føle på hendes arme, som stadig var en smule varme. Hendes øjne var vidt åbne og ved hendes side lå en hvid kyse overstængt med blod.

Som han stod foroverbøjet på fortovet, blev han opmærksom på en politiofficer, som kom gående ovre på den anden side af gaden. Han blinkede med sin lommelygte tre, hurtige gange, hvorefter kollegaen John Thain genkendte signalet og krydsede vejen, for at se, hvad der gik for sig.

”Det er en kvinde med hendes hals næsten skåret over,” forklarede Neil. ”Skynd dig at få fat på Dr. Llewellyn!”

Thain skyndte sig afsted i højt tempo, og lige så snart han var ude af syne, dukkede endnu en politibetjent op.

”Mizen!” sagde Neil overrasket. ”Hvad i alverden laver du her?”

”To vognmænd fortalte mig, at der lå en kvinde på Bucks Row, som enten var død eller var meget tæt på at være det,” forklarede Mizen. ”Er der noget, jeg kan gøre?” spurgte han.

Neil smilede. Mizen spildte aldrig tid med at få det hele forklaret, men sprang straks til handling, når situationen var alvorlig. Derfor var han også meget værdsat blandt sine kollegaer.

”Forstærkninger,” svarede Neil. ”Og mon ikke en ambulance også ville være en god idé?”

Mizen nikkede. ”Forstærkninger må vente lidt endnu, en ambulance er vigtigere. Hvis kvinden stadig er i live, må hun…”

”Mizen, jeg tvivler stærkt på, hun er i live længere. Dette må være koldt og råt mord med fuldt overlæg.”

Omkring klokken fire om morgenen dukkede Dr. Llewellyn op. Han foretog en grundig undersøgelse af kvinden. Det tog ham ikke engang fem sekunder at erklære kvinden død. Han mente, at hun ikke kunne have været død i mere end en halv time, da hendes døde krop og benene stadig var en anelse varme, selvom hænder og håndled var kolde, som Neil og de to vognmænd allerede havde opdaget.

Det blev snart klart for de fleste, at morderen havde slået til igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...