From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4773Visninger
AA

9. Leather Apron

2. september, 1888

Whitechapel Road

Dagen før havde Frederick og Melville taget tilbage til Polly Nichols eksmand og far, hvor de havde udspurgt dem om, hvad de lavede på det tidspunkt, Polly blev dræbt. Begge havde alibi, vidner kunne bekræfte, så der var ingen morder at fange der.

En tur rundt til gadernes prostituerede var efterhånden nærmest uundgåeligt. De to mord havde drejet sig omkring prostituerede, og da det var en af de ting, man kunne linke til begge mord, var det en oplagt mulighed. Det blev hurtigt Melvilles og Fredericks opgave, som de påtog sig uden brok.

De havde ikke mere end sat deres fod på gågaden, før de stødte på de første kvinder, der stod op af en husmur og kiggede efter dem. For dem mente politi problemer, og det var en naturlig selvfølge for dem at undgå enhver involvering med politiet. Derfor så de langt fra glade ud, da Melville og Frederick gik over mod dem.

”Hej,” hilste Melville høfligt med et smil. Kvinderne nøjedes med at nikke og betragte dem skeptisk. ”I må undskylde, men vi bliver nødt til at stille jer nogle spørgsmål.”

”Det skyldes mordene på Martha Tabram og Polly Nichols,” indskød Frederick. Det var tydeligt på kvindernes ansigter, at de kendte eller havde hørt om de to ofre.

”Vi kendte dem ikke,” bemærkede den ene af dem, en kvinde med et barskt udtryk og et bredt kæbeparti. Hun lignede mere en bodyguard til de andre piger end en prostitueret.

Melville holdt hænderne op med håndfladerne vendt mod dem. ”Nej, nej, det er også helt i orden. Men I har vel ikke set noget? Eller hørt noget? Er der sket noget mistænkeligt på det seneste?” spurgte han. Igen var det den samme kvinde der svarede, da hun rystede på hovedet. ”Nej,” svarede hun kort for hovedet. Frederick trak let i Melvilles ærme, som tegn på, at de skulle gå videre. Dette ville ikke føre til noget brugbart. Så de sagde begge tak for hjælpen og fortsatte ned af gaden.

De næste tre steder, de stoppede op, var der heller ikke nogle, der havde hørt noget. Men dagen var lang, såvel som gågaden var det, så de mistede ikke håbet, da de en femte og sjette gang mødte hårdnakket modstand imod at fortælle noget brugbart. Melville havde mistet tal på, hvor mange de havde spurgt, før de endelig havde held med sig.

”Mistænkeligt? Nej, jeg ved nu ikke…” En mørkhåret pige midt i tyverne, ung i forhold til sine kollegaer, så sig hastigt rundt, før hun lænede sig længere over mod politibetjentene. ”Ingen siger det højt, men en mand render rundt i kvarteret og afpresser penge fra os. Han kalder sig for Leather Apron. Jeg fik det at vide fra Betty, som har en veninde, der mødte ham. Han skulle vidst være ret høj og have sort hår og et lille overskæg. Betty fortalte, at han havde en ekstremt tyk hals, der fik ham til at se lidt underlig ud, og han er vidst ikke særlig…” Hun hviskede til dem, men stoppede pludselig op. ”Gud, det måtte jeg slet ikke fortælle jer!” udbrød hun.

Frederick så ud til at more sig. ”Nej, men nu når skaden er sket, kunne vi vel godt høre historien til ende.”

”Det ville være en stor hjælp,” fortsatte Melville. ”Hvor mange tror du, er blevet afpresset?”

Kvinden bed sig i læben, imens hun tænkte sig om. ”Betty sagde, hun havde hørt noget med tyve, men det kan være mange flere. De fleste her i området kender ham.”

Efter at have hørt om Leather Apron, blev de prostituerede meget mere snaksaglige. At høre hans navn på politiets læber betød nemlig, at de var opmærksomme på sagen og der snart ville blive gjort noget ved det. Pludselig var der et hav, der var blevet presset for deres penge og endda flere, som havde måttet give manden penge to-tre gange.

”Hvad siger du, kunne det være morderen, vi har fat i?” spurgte Frederick.

Melville trak på skulderen. "Jeg forstår ikke motivet, hvis det er. Afpresse penge fra nogle og dræbe andre? For hvad? Fordi de truer med at indberette ham?”

Frederick rystede på hovedet. ”Måske… Måske er han bare et hidsigt væsen og lod sig rive med.”

”Den har vi været oppe at vende før. Jeg ville kunne købe teorien første gang med Martha, men raseritilfælde er ikke så… Arrangerede.”

De to mænd sukkede næsten samtidig. Så sagde Melville det højt, som de begge tænkte på. ”I det mindste har vi noget, at gå efter.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...