From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4760Visninger
AA

8. Idioter i uniform

1. september 1888

Metropolitan Police, Hovedkvarter

Det tog ikke nær så lang tid at identificere Mary Ann Nichols, som det havde taget at finde frem til Martha Tambra. Hendes eksmand stod udenfor politigården den næste dag og kunne fortælle, at han kendte den afdøde kvinde. Det førte til en lang række af oplysninger om kvinden, men ikke mange spor efter morderen. Melville og Frederick bød eksmanden på en kop kaffe, han med glæde takkede ja til. De sad i et lille kontor i hver sin stol, Melville og Frederick med notesblokke og noget at skrive med, William med hænderne foldet på maven.

”Alle der kendte hende godt, kaldte hende egentlig bare Polly. Man kunne helt glemme, at hun rent faktisk hed Mary Ann. Vi blev gift i 1864 og fik fire børn. Ægteskabet var ikke særlig stabilt og vi boede hver for sig en hel del gange. Vi skændtes konstant og jeg havde mistanke om, at hun var mig utro, men jeg tror aldrig, jeg nævnte det for hende. Af en eller anden grund fandt vi altid sammen igen. Der må have været et eller andet, der stadig fik os til at gide hinanden. Hun var vel bare en helt særlig kvinde.” Han drog et dybt suk. ”Men til sidst blev det hele lidt for meget. Polly skred og jeg stod tilbage med fire børn. Jeg måtte give nogle af mine penge til hende hver måned, men da jeg opdagede, at hun levede som prostitueret, nægtede jeg at forære hende flere penge. Jeg følte ingen trang til at give mine penge væk til en, der sikkert havde glemt alt om mig, når jeg kunne bruge dem på sko til mine børn.”

Frederick nikkede og så op fra sine notater. ”Følte du dig svigtet, da hun forlod dig? William måtte tænke lidt over det. ”Det var ikke mig, der gjorde det. Drabet, mener jeg. Jeg følte mig svigtet og jeg var vred, for jeg havde aldrig ønsket at opfostre fire børn uden deres mor, men jeg har forsøgt at glemme hende. Jeg har ikke set hende i tre år nu.”

Melville kunne fornemme, hvor Frederick var på vej hen og rystede diskret hovedet i retning af ham, men Frederick stillede sit næste spørgsmål alligevel.

”Har du haft nogen forbindelse til Martha Tabram?” spurgte han. Williams ansigt blev stift som sten og hans læber formede sig til en smal streg, før han rystede på hovedet.

”Jeg har aldrig mødt den kvinde før. Hør, jeg ved at alle er mistænkte, men det var altså ikke…”

”Jeg beklager meget, men vi kan ikke udelukke mulighederne, bare fordi at der bliver nægtet. Hvis vi gjorde det, ville vi aldrig finde morderen.”

Melville så sit snit til at bryde ind. Han forstod godt Frederick, hans trang til at anklage en eller anden, bare for at have illusionen om, at have noget at gå efter. Men han havde samtidig også på fornemmelsen, at de var ved at køre ud på et sidespor. Man skal holde øjnene på målet konstant, tænkte han for sig selv. Ellers mister man grebet om det hele. ”Har du stadig alle fire børn hos dig?”

William rystede atter på hovedet. ”Jeg har to boende hos mig, en anden bor for sig selv og den sidste bor hos Pollys far, Edward Walker.”

”Tror du der er mulighed for, at vi kan snakke med Pollys far?”

Eksmanden nikkede. ”Jeg kan følge jer til hans hus nu, hvis I vil have det.”

 

At snakke med Edward Walker var hyggeligt og behageligt. Det gav en hel del mere information om Mary Ann ’Polly’ Nichols, men hvorfor hun var blevet næste offer for morderen, var ikke til at sige. Desværre havde faderen ikke set sin datter i snart tre år, selvom de havde udvekslet breve til hinanden. Edward viste dem brevene, men det var mest om, hvordan hun havde det i sit nye hjem og om hendes søn havde det godt. Der blev ikke nævnt noget om prostitution eller om hun havde en mistanke om, at nogle var ude efter hende. Noget mere interessant var, at Edward kunne fortælle, at hans svigersøn havde haft en affære med en sygeplejerske.

Da Melville og Frederick spurgte William om affæren, indrømmede han, at det var sandt. Men det var først da Polly havde forladt ham for sjette gang, og at han ikke længere troede på, at de ville finde sammen igen. Det skete dog tre måneder efter og han glemte hurtigt alt om sygeplejersken.

Efter at have sagt farvel til Edward og William, besluttede de to politibetjente at gå en tur rundt i gaderne. Først var der en tung tavshed over dem, da de begge gik i deres egne tanker. Melville gennemgik hver eneste detalje, han havde fået at vide i forbindelse med mordene, men uanset hvordan han vendte og drejede det, kunne han ikke finde nogle spor, der førte til synderen.

”Jeg skulle ikke have anklaget ham på den måde,” sagde Frederick pludselig. Melville smilede svagt.

”Nej, det skulle du ikke. Men jeg kan ikke bebrejde dig.”

”Jeg følte bare… Jeg havde jo nærmest opgive, ikke? Jeg følte bare, at jeg skyldte kvinderne et eller andet. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Pludselig tænkte jeg bare, at hvis…”

”…Morderen sad foran os, ville du ikke lade ham slippe væk?” foreslog Melville. Frederick nikkede overrasket.

”Præcist. Man skulle tro, du kunne læse mine tanker.”

Melville slog en kort latter op. ”Langt fra. Jeg tror bare, jeg tænkte i samme retning som dig til at starte med. Men jeg stoler på min intuition, og den siger mig, at William ikke er morderen.” 

Frederick slog sig for panden. ”Kæft vi er nogle idioter!” udbrød han pludselig.

”Hvad?” Melville hævede et øjenbryn. Frederick sukkede.

”Vi glemte at spørge dem om, hvor de var henne, da Polly døde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...