From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4758Visninger
AA

3. Hvad vidnerne kunne fortælle

7. august 1888 Metropolitan Police, Hovedkvarter

Melville Macnaghten var mødt op på sit kontor i Metropolitan Police, Sektion D, med en melding om, at en kvinde var fundet død i George Yard Buildings selv samme morgen. Han vidste udmærket, hvad dette betød. En måned med hårdt slid, for at finde frem til morderen af kvinden, men først... Kaffe. Der var intet som at starte en garanteret kaotisk morgen ud med sort, stærk kaffe. Det gav ham en sjælden ro at sidde på sit kontor med et krus i hånden. Derfor kunne han ikke lade være med at blive en smule irriteret, da døren gik op og en mand på femogfyrre, med sirligt, mørkt hår og en uniform der lignede hans egen, trådte ind i rummet. ”Godmorgen Abberline,” hilste Melville og løftede koppen imod sin kollega til hilsen. Frederick Abberline rystede på hovedet. ”Her sidder du med benene smækket op, imens en morder går frit rundt i London og morer sig over vores uvidenhed!” bjæffede han. Melville hævede et øjenbryn. ”Der er for mange mordere til, at vi kan fange dem alle. Men hvis det er så vigtigt for dig, er jeg klar om to minutter.” Han bundede hastigt kruset med kaffe og rejste sig fra sin stol, før han greb sin politihat fra en knage, der var sømmet ind i væggen og gik ud af døren. De fulgtes sammen i tavshed ned af gangen. På vejen passerede de James Monro, leder af Sektion D, som holdt overblik over alle oplysninger og sager afdelingen stod indenfor, hvorefter han rapporterede til leder af hele Metropolitan Police, nemlig Sir Charles Warren. Det lød alt sammen meget fint og fornemt på papiret, men i virkeligheden holdt Monro ofte oplysninger for sig selv, da han og Warren ikke kunne udstå hinanden. Melville løftede hatten til hilsen, Monro besvarede ved at løfte sin egen hat, og snart var Frederick og Melville udenfor i Londons gader. De fortsatte med det samme til George Yard Buildings, der lå i nærheden. ”Hvem var det der havde vagt her til morgen?” spurgte Melville sin makker. Frederick tog sig tænksomt til hagen, før han kom i tanke om det. ”Barrett,” svarede han. Melville rynkede panden i forvirring. Han mente ikke at kunne huske en Barrett, der arbejdede for politiet. ”Han er ny, lige kommet for en uge siden,” forklarede Frederick. ”Constable Barrett hedder han. Hvorfor da?” ”Jeg tænkte, det var en god idé at høre hans fortælling først. Liget er sikkert allerede flyttet og vidner kan vi altid opspore senere på dagen. Mon ikke også vi skulle få fat på doktoren?” Frederick så ud til at overveje noget nyt. Melville kunne altid genkende det udtryk, der fulgte, når Frederick tænkte sig om. ”Jeg skulle mene Barrett er i Sektion G,” sagde han så. Han trak på smilebåndet. Sektion G var en samling af luddovne politibetjente, der patruljerede gaderne på de mest stille tidspunkter af døgnet. Der var selvfølgelig også en håndfuld håbefulde nye hvalpe*, der lige var blevet ansat, og langsomt kunne begyndte at kravle opad i hierarkiet. De vendte om og gik tilbage til Metropolitan Polices hovedkvarter, hvor de efter en hastig gennemsøgning af kontorer fandt Barrett. De satte sig alle tre ned i nogle stole og Melville tog papir og blyant frem, klar til at skrive notater. Barrett begyndte sin fortælling. ”Den var cirka tyve minutter over fem om morgenen, da en mand som hedder John Saunders Reeves tilkaldte mig med besked om, at der lå en død kvinde ved trappeopgangen til George Yard Buildings. Jeg skyndte mig selvfølgelig derhen. Hun så forfærdelig ud, det værste jeg nogensinde har set. Jeg fik Reeves til at hente Dr. Killeen, som straks kom og undersøgte hende. Det viste sig hun havde fået niogtredive knivsstik fra halsen og ned til underlivet. Killeen sagde, at de fleste var lavet med en almindelig lommekniv, men der var et ekstra dybt sår over hendes bryst, som var lavet med et kraftigere redskab. Han sagde, det kunne være en daggert eller en bajonet. Hendes skørter var trykket op om hoften og hun lå på ryggen.” Der blev ikke sagt noget, da Melville skriblede henover sit papir. Ved det sidste punktum så han op. ”Hvad med liget, hvor blev det flyttet hen?” ”Hospitalet,” svarede Barrett prompte. ”Hun ligger i et isoleret rum. De har ikke gjort noget ved hende, da de tænkte, at I måske skulle undersøge et eller andet.” Melville nikkede. ”Tak Barrett, det var alt, vi havde brug for.” Da Frederick og Melville igen kom udenfor og nåede George Yard Buildings, udspurgte de naboerne. Mrs. Hewitt kunne fortælle, at hun var kommet hjem sent på natten, men at hun ikke havde bemærket noget mistænkeligt. Det var nu ikke ret underligt, for der havde sandsynligvis været næsten helt mørkt i opgangen, og det ville have været svært at opdage en, der lå ved trappen, hvis man ikke bumpede ind i dem. En mand, Alfred Crow, kunne fortælle at han var kommet hjem også sent på natten, og havde set en skikkelse ligge og sove i opgangen, men at han bare gik ud fra, at det var en fuld dranker. Dem fandtes der mange af ved trappen i bygningen hver nat.

”Hm, det er nu noget mærkeligt noget,” bemærkede Melville, da de var på vej hjem igen. ”Et hurtigt drab kan jeg forstå, men det er sjældent, man gør så meget ud af det. Niogtredive knivsstik er måske en anelse for desperat.” ”Det kan have været i et raserianfald. Men jeg giver dig ret… Manden må være bindegal.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...