From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4793Visninger
AA

13. Dear Boss

27. september, 1888

Central News Agency, Hovedkvarter

Melville havde ikke kunnet se grunden til at besøge Central News Agency, en avis i London, der ivrigt opsporede alt hvad der var at finde om ’Whitechapel Mordene.’ Det var sagen navngivet i pressen og selvom det utvivlsomt var spændende læsning, var der også ved at gå panik i folket. Melville havde læst om nogle, der var flyttet væk fra Whitechapel Road, alene på grund af, at der befandt sig en morder i kvarteret. Ikke at det overraskede ham, for noget lignende skete altid, når der var en seriemorder på spil.

Frederick havde insisteret på, at hive Melville med herhen. Han havde fået et telefonopkald, men ville ikke side, hvad det handlede om. Men da Melville fik øje på brevet, virkede det hele lidt åbenlyst.

En journalist, der præsenterede sig som Tom Bullen, viste dem et brev, som var adresseret til ”Dear Boss.” Jo mere Melville læste, jo mere hidsig blev han, og han tog sig selv i at vippe med foden i frustration. Hvis han havde været alene, havde han smadret noget. Hvad som helst. Slået noget. Sparket noget. Hvem end der udgav sig for at være morderen legede med dem. Frederick læste brevet højt:  

”Dear Boss Jeg bliver ved med at høre, at politiet har fanget mig, men de vil ikke finde mig endnu. Jeg har leet, når de ser så kloge ud og taler om, at de er på det rette spor. Den joke med Leather Apron gav mig virkelig latteranfald. Jeg er nede med ludere og jeg skal ikke stoppe med at rippe dem, til jeg virkelig bliver fanget. Fantastisk arbejde jeg gjorde sidste gang. Jeg gav ikke kvinden tid til at skrige. Hvordan kan de fange mig nu. Jeg elsker mit arbejde og jeg vil gerne starte igen. I vil snart høre fra mig med mine sjove små lege. Jeg gemte noget af det rigtige røde væske i en tom flaske med ingefærøl fra det sidste arbejde at skrive med, men det blev tykt som lim og jeg kan ikke bruge det. Behold det her brev, til jeg gør noget mere arbejde og giv det så ud til pressen. Min kniv er så dejlig og skarp, hvis jeg får chancen, vil jeg arbejde med det samme. Held og lykke.

Kærlig hilsen

Jack the Ripper

Hav ikke noget imod, at jeg giver mig selv et firmanavn

P.S. Det var ikke godt nok, at sende det her, før jeg fik alt det røde af mine hænder. Forbandet, intet held endnu. De siger jeg er en doktor nu, ha ha.”

Frederick foldede brevet sammen og lagde det i konvolutten, der var fulgt med. ”Jeg håber, du er klar over, at vi bliver nødt til at beholde brevet,” sagde han til Tom Bullen, der ikke virkede glad for oplysningen.

”Hvordan skal vi så udgive det?” spurgte han og lagde armene over kors i tydelig protest.

”Hør, vi skal nok tage stilling til, hvornår I må udgive det. Det bliver bare ikke lige nu.”

Efter at have lovet Tom Bullen, at han nok skulle få brevet, når det skulle udgives, forlod de to betjente ham og gik ud på gaden igen. De snakkede lavmælt sammen.

”Tror du det er ægte?” spurgte Frederick, der havde stukket hænderne i sine bukselommer. Melville trak på skulderen.

”Det kunne det lige så godt være. Men det kunne også sagtens være en idiot, der joker med politiet. Hvem end det er, finder jeg det ikke specielt morsomt.”

”Vi skulle ikke have lovet ham, at han kunne udgive det. Det vil bare skabe panik og mistro til politiet,” fortsatte Frederick. Melville nikkede denne gang. Han var også selv klar over det.

”Men pressen har stor magt. De kan sætte stakkels Sektion D i et hvilket som helst lys, negativt eller positivt, og folk vil æde det råt. Og vi kan ikke forhindre dem i det, da vi ikke har ret til at bryde ind, medmindre det er oplysninger, der ikke må blive offentliggjort.”

”Det her burde være noget, der ikke skal offentliggøres,” påpegede Frederick. Melville rystede igen på hovedet.

”Nej, vi har ikke et ordentligt argument. Der står intet i brevet, som er hemmeligt for offentligheden, og vi ønsker ikke at have pressen på nakken. Tro mig. Kan du huske sidste gang det skete med Warren?”

Frederick slog en latter op. ”Åh ja. Vores stakkels chef, en helt det ene øjeblik, en skurk det næste.”

”Men han var smart. Han lod sladderen dø ud. Jeg tror efterhånden, alle har glemt det igen.”

”Seriemordere kan ikke bare dø ud. Man vil ikke være helt tryg, før gerningsmanden er fanget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...