From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4794Visninger
AA

15. Catherine Eddowes

29.-30. september, 1888 Duke Street

Catherine Eddowes holdt en pengepung op i vejret og raslede med den, så mønterne klirrede. ”Jeg byttede støvlerne!” råbte hun til en mand længere nede af gaden. ”Se, nu har vi penge igen!”

Hun satte i løb det sidste stykke hen til manden, der grådigt tog pungen fra hende, åbnede den og talte pengene. ”Jeg er så sulten,” stønnede han.

Hende og John Kelly havde dagen forinden drukket hinanden under bordet. Catherine var normalt ikke typen, der slap alle hæmninger og drak til hun faldt om, men da hun havde erfaret, at hendes datter var flyttet sammen med en mand, som Catherine absolut ikke kunne fordrage, og at de havde tænkt sig at blive gift til næste forår, havde det alligevel været lidt for meget. Hun havde overnattet på gaden med John og nu havde hun endelig skaffet dem penge ved at sælge Johns støvler.

De styrtede til den nærmeste købmand og fik fat på både mad, te og sukker. De endte ved en af John Kellys gamle bekendte og spiste deres morgenmad foran vennens hus. De fordrev resten af dagen med at gå rundt på gaderne, arm i arm. Catherine havde fuldstændig glemt tiden, da det gik op for hende, det var blevet aften.

”Jeg er sulten,” sagde hun. John nikkede samtykkende. ”Jeg kan spørge min datter, om hun vil give mig nogle penge,” foreslog hun så. De aftalte at mødes igen på samme sted om tre timer.

Catherine satsede på, at hendes datter ikke var flyttet, for hvis det var tilfældet, havde hun ingen anelse om, hvor hun skulle lede henne. Heldet var ikke med hende.

Hun stod i flere minutter og bankede på døren til det hus, hun mente var hendes datters. Efter ti minutter åbnede en tvær, kraftig kone op, der havde lagt armene over kors.

”Hvad vil du her?” spurgte hun vredt og kastede et blik ned på sit armbåndsur. ”Er du klar over, hvad klokken er!?”

”Er Annie her?” spurgte Catherine.

”Annie? Nej, det er ved gud, hun ikke er! Jeg kender ingen Annie,” bekendtgjorde damen og smækkede døren i igen. Catherine kastede et blik rundt og sukkede dybt. Tanken om, at hendes datter endnu engang var flyttet, uden at hun havde fået det at vide, gjorde hende en anelse nedtrykt. Hun slæbte sig videre ned af gaden og kom forbi to mænd, der havde slået sig ned med en masse flasker, ser indeholdt noget, der mistænkeligt lignede rom. En af mændene rakte en flaske ud mod hende.

”Du ser lidt trist ud, lille dame,” sagde han muntert. ”Kom, jeg gir’ en tår og et kram!” Han strakte sine arme ud, som for at omfavne luften og lo fornøjet. Catherine skulle til at afslå tilbuddet, da hun skiftede mening på halvvejen og gik over mod dem. Hun snuppede flasken ud af hænderne på manden og satte sig midt på fortovet. Måske kunne hun drikke sulten og tankerne væk.

Efterhånden havde hun ikke længere tal på, hvor mange flasker hun havde bundet. For det meste rom, men også andre stærkere sager, som hun ikke kunne identificere. I hvert fald var hun pludselig i festligt humør.

Hun forsøgte at kravle op på det rækværk, der indhegnede det hus, som var lige ved siden af hende. Med en af mændenes hjælp lykkedes det hende at finde balancen på det tynde rækværk.

”Se mig!” skreg hun. ”Jeg kan flyyy-yyyve!” Hun hvinede henrykt og trak sin arm fri fra mandens greb, for at brede begge arme ud som store vinger. Hun havde ikke engang fået strækket armene halvt ud, før hun væltede ned og endte på fortovet. ”Ups,” grinede hun og trillede om på ryggen.

Det blev den samme mand, der havde støttet hende på rækværket, som hjalp hende op fra jorden. Hun stod et kort øjeblik ustabilt på fødderne, vippede frem og tilbage, før hun omfavnede manden. ”Jeg elsker dig bare så højt,” fortalte hun ham.

Efterhånden havde hun tiltrukket en hel del opmærksom og en klump af mennesker havde samlet sig omkring dem. Nogle forargede, andre så ud til at more sig. Hun gik rundt til nogle af dem, gav dem hånden og erklærede dem sin store kærlighed, før hun satte sig ned på fortovet igen og rakte ud efter en ny flaske.

”Jeg tror vidst, du har fået nok for i dag,” erklærede en brysk stemme. Catherine så op og kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se manden. Politibetjent.

”Åh, bare en flaske til, Hr. Betjent! Det smager så godt! Vil du – hik – vil du ikke smage?” Hun forsøgte at komme på benene igen og ved et uheld kom hun til at hælde rom udover betjenten, der greb hende i armen.

”Er der nogle, der kender hende?” spurgte betjenten og så rundt. ”Nogle der ved, hvor hun bor?” De fleste rystede på hovedet eller undlod at svare. Betjenten sukkede og førte hende væk fra gruppen af mennesker. Det var først da de kom indenfor politistationen, at hun indså, hvor de var på vej hen. Hun forsøgte at vriste sig fri under en masse snøvlende protester. Til sidst fik betjenten skubbet hende ind i en celle.

”Hvad hedder du?” spurgte han. Hun så op og pegede vredt på ham.

”Ingenting!” svarede hun. Betjenten rullede med øjnene og forsvandt. Hun faldt i søvn.

Da hun vågnede, var det stadig mørkt udenfor. Hun tog sig til hovedet med en dyb klagelyd. Hovedpine. Kraftig hovedpine. Hun lukkede øjnene. Hvor fuld havde hun været? Hun kunne ikke huske noget. Disorienteret så hun rundt og opdagede, at hun befandt sig i en celle. Hvordan var hun dog endt her?

En halv time senere dukkede en betjent op, for at se til hende. ”Hvornår må jeg komme ud herfra?” spurgte hun.

”Når du er i stand til at se efter dig selv,” svarede betjenten. Hun forsikrede ham om, at hun havde det fint og kort efter blev hun lukket ud på gaden igen. Betjenten havde sagt, at klokken var lidt over et. Hun gik ned af Duke Street.

Senere kunne Joseph Lawende fortælle, at han havde set Eddowes sammen med en mand af middelbygning på omkring tredive år med overskæg i nærheden af Duke Street. Han lignede en sømand og havde et rødt tørklæde viklet om halsen. 

Kvart i to opdagede en politibetjent Catherines lig ved Mitre Square. Da det blev trykt i aviserne, lød overskrifterne noget i retning af ”Dobbeltdrabet på Elizabeth og Catherine.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...