Never look back (JDB)<3

Aldrig kig tilbage, aldrig fortryd dine beslutninger. Kig altid foran, aldrig se tilbage.
Det hander om en pige der har det svært, hun har lige mistede hendes bedste veninde til en dødsygdom. Hun tænker på livet efter døden. Men alt kan ændres hvis en dreng dukker op.
Hun er Justin gode vens brors søster. Men hader det endelig som pesten

3Likes
61Kommentarer
3617Visninger
AA

4. Sur, vred på Justin!

Jeg stirret koldt ud af vinduet op hoppede ned og traskede kort over til mit normale skab. Med normalt tøj, intet dyrt, bare behaligt. Jeg trak hurtig et par hummel shorts frem, og en lille fin lilla tanketop. Jeg smuttede hurtig ud på badeværelset, og lagde en tyk lag make up bestående af pudder, mascara, eyeliner, øjneskygge. Alt jeg brugte normal,  når jeg ikke er drepri. "Carrie du skal i skole" jeg vendte træt mit ansigt og kiggede hen på Rayn, min overbestyttende storebror. "Ja, selvfølgelig ved jeg det. Skrid nu bare ud!" mumlede jeg vredt og vendte mig om, og tog fat i vores parfume. Jeg tog hurtig det på, og smuttede hurtig ned af trappen. "Carr. Der er morgenmad" smilede min mor, og kiggede over på mig. "Jeg er ikke sulten." mumlede jeg igen, og smuttede hurtig ud af døren og smækkede hårdt med den.  Jeg nærmede mig stille skolen, dens store bygning nærmede sig. Den gule farve, der bare lignede bræk, der var malet. "Carrie!" skreg en af de mange elever. Jeg vendte mig forvirret om, da jeg var blevet mere og mere indelukket. Mere asocail. Jeg stirret forvirret rundt, og kiggede på ingen der sagde noget til mig. Jeg sukkede kort og vendte mig om og traskede med raske skridt ind af døren til lokalet.  Jeg kiggede stille ned i bordet og sukkede, og skrev stille dit navn over alt på papiret. "Carrie. Lytter du efter?" Jeg vendte hurtig mit blik op og kiggede stille op på Anna. Hun stirret ned i mine papire og jeg vendte dem hurtig om. "nej" hviskede jeg kort og mærkede igen klumpen samle sig.  Jeg rejste mig hurtig op, da jeg kunne mærke tåren stille forme sig på mine fine øjne. Jeg hørte et kæmpe brag og mærkede stolen falde ned. Men jeg var ligeglad, jeg ville bare væk. Væk fra alt og alle. 

 

 

Jeg nåede hurtig ud og væk fra skolen. Jeg mærkede at tåren stille strømede ned af mine brandvarme kinder. "Carrie her henne!" råbte en af de mange fotografer der havde samlede sig foran min skole. Jeg nåede endelig hjem og smækkede hårdt døren og kom løbene ind i stuen. Hvor jeg havde regnet med "han" sad der, og jeg havde ret. "Dit røv!" skreg jeg vredt imens mine tåre bare strømmende ned af mine kinder. Og jeg lignede sikkert lort. Men jeg var ligeglad. Han stirret underlig på mig. "hvad sker der?" spurgte Ryan rystende. Imens alle deres blikke hvilede på mig. "For fanden. Hvis vi aldrig havde kendt Justin, og "han" aldrig var blivet kendt. Var mit brev til Emilie aldrig udgivet" græd jeg, imens jeg sagde "han" med afsky.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...