Never look back (JDB)<3

Aldrig kig tilbage, aldrig fortryd dine beslutninger. Kig altid foran, aldrig se tilbage.
Det hander om en pige der har det svært, hun har lige mistede hendes bedste veninde til en dødsygdom. Hun tænker på livet efter døden. Men alt kan ændres hvis en dreng dukker op.
Hun er Justin gode vens brors søster. Men hader det endelig som pesten

3Likes
61Kommentarer
3615Visninger
AA

2. Jeg kan ikke andet ind at hade at du intet sagde til mig.

Jeg sad stille ind på mit ellers store værelse. Jeg havde altid elsket det, elsket at tilbringe tiden her inde med dig. Men selvfølgelig skulle en skide sygdom tage dig fra mig. Jeg har virkelig brug for dig, ved min side. Det kan godt være du havde det skidt. Men hvorfor sagde du intet, det eneste jeg har tilbage af dig er et lille sølle brev du efterlod inde du gik med døden. Jeg ved godt jeg ikke har været der nok for dig, men jeg viste intet. Jeg viste ikke du var døden nær, men alt kan ændres når man intet ved om det der forgår ude omkring en. Jeg var så selvglad, tænkte ikke andet ind på mine problemer, skænket dig ikke en tanke imens du stadige var der. Men hvorfor, jeg ville have gjort noget, jeg ville have fjernet smerten fra dig, taget smerten til mig. følt med dig, været med dig igennem din svære tid.  "Carrie, er du okay?" Jeg kiggede fraværende på Ryan, og nikkede en enkel gang. "vil du med ned, de andre er på vej?" smilede han skævt, min dejlig storebror. "nej det er fint nok, jeg skal lige finde mig selv igen" mumlede jeg lavt og kiggede stille ud af vinduet.  "sikker?" mumlede han tilbage, og traskede stille over mod mig. "ja for helved, skrid nu ned til dine "venner", og læd mig være!" råbte jeg surt, og vendte mig om mod ham, og kiggede koldt på Ryan. "rolig søs. Jeg er bare bekrymeret på dine vegne" sagde han surt tilbage. Men jeg var ligeglad, alt andet var ligemeget. Bare du ikke havde været døden nær. Hvorfor sagde du ikke en skid til mig, jeg hader dig for det, jeg hader mig selv for ikke at ha' kunne se det. Du så bare så normal ud.  Jeg hørte stille døren smække bag mig, og jeg vendte mig automasisk om og så endelig at Ryan var gået ud. "endelig" mumlede jeg surt, og hoppede hurtig ned fra vindueskarmen. Jeg traskede stille over mod en af de mange skuffer jeg havde. Jeg havde valgt at tage det helt normale, ikke en walk in, det mente jeg kun var for de snobbede typper, og selvfølgelig kendte.  Jeg hev den ene skuffe ud, og rodet hurtig rundt. Jeg fandt endelig hvad jeg havde i tankerne. Brevet, det brev du skrev. Jeg havde så meget jeg gerne ville fortælle dig med intet kunne jeg nå. Jeg tog den op og fik stille læst det hele igennem igen, med flere stik ind der var ord. Hvert ord, var der mindst 10 stik i mit hjerte. 

Jeg sukkede stille, og rev hurtig noget papir ud af en af de mange hæfter jeg havde til skolen. det eneste der var i tankerne var jeg skulle ha' sagt det til dig, det jeg følte inde det var forsent. Og den måde var der kun en løsning et brev på din grav. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...