Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
5997Visninger
AA

22. 22

André var nu officielt flyttet, og dagene gik langsomt uden ham. Jeg følte, at jeg havde et enormt hul inde i mig selv; et hul, der ikke bare sådan lige kunne forsvinde af sig selv. Jeg havde det utrolig dårligt over det hele der var sket, og det der havde gjort mest indtryk på mig var, da André for sidste gang, havde trådt ind ud hoveddøren. Det gav mig et stik i maven hver gang jeg tænkte på det, og jeg tog mig krampeagtigt til siden. Jeg kiggede ud af det faldefærdige vindue, og skimtede efter André. Sådan havde jeg siddet siden han var taget af sted, med håbet om, at han ville komme gående tilbage, og tigge som om at blive ansat her på godset igen. Men selv om jeg håbede det inderligt, vidste jeg jo inderst inde godt, at det aldrig ville ske. Han var sur på mig – hvilket jeg overhovedet ikke bebrejdede ham for. Jeg havde knust ham ved ikke at fortælle min far sandheden, hvilket jeg selvfølgelig skulle have gjort. Jeg havde kun tænkt på mig selv og min fremtid, og overhovedet ikke taget notits af André. Jeg hadede mig selv helt ned til mindste detalje, men det var ikke noget, jeg kunne ændre på nu. Jeg var helt overbevist om, at André aldrig ville komme tilbage. Jeg ville selvfølgelig altid håbe på at han vil kunne tilgive mig en gang, men til dén tid, var det hele nok for sent.
”Lea, er du sikker på, at du ikke vil med?” Det var min mor. Hun stod ude foran døren, og bankede ivrigt på. Jeg sukkede lydløst, og rettede endnu engang min opmærksomhed imod den store, blomstrende have.
”Ja, jeg vil ikke med!” sagde jeg bestemt, og trak tæppet op til halsen. Jeg kunne mærke kuldegysningerne der langsomt begyndte at plante sig hist og pist på min krop, og jeg krummede mig længere ned under det al for tynde stoftæppe. Der kom intet svar tilbage fra min mor. Det eneste man kunne høre var hendes højhælede sko, der knitrede imod det massive glasgulv. Jeg åndede lettet op, og lukkede langsomt øjnene i. Jeg drømte mig langt væk, og tænkte pludselig på det, som mine forældre skulle nu. De var åbenbart blevet ”fine” venner med baronessen og hendes familie, og skulle så til middag hos dem i aften. Jeg orkede ikke at se Peter igen, og havde derfor fået lov til, ikke at tage med. Jeg havde selvfølgelig ikke givet dem den præcise grund, men havde bare sagt, at jeg havde hovedpine. Jeg døsede langsomt hen, og endte med at falde i en dyb, dyb søvn.
”Lea… Lea, er du der?!” hørte jeg en hvisken udefra, og jeg slog udmattet mine tunge øjenlåg op. Jeg skyndte mig hen for at tænde noget lys, og satte mig derefter hen i vindueskarmen igen. Mørket var ved at falde på, og jeg skimtede nysgerrigt rundt i haven. Jeg var ret sikker på, at jeg havde hørt nogen sige mit navn, men alligevel ikke så sikker endda. ”Lea, åbn vinduet helt så jeg kan komme ind.”
”Hvem er det?” spurgte jeg nysgerrigt, og kravlede irriteret ned igen.
”Ja, hvem tror du?” sagde stemmen opgivende. Jeg adlød, og åbnede vinduet. Om hvordan personen havde tænkt sig at komme ind, havde jeg ingen anelse om, men det var vel heller ikke mit problem. Det gik så stærkt, at jeg næsten ikke nåede at opfatte noget af det hele. På under få sekunder, lød der et lille bump, og lige pludselig, stod André foran mig. Han strålede som en sol, og så ikke den mindste smule vred ud…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...