Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
5995Visninger
AA

20. 20

Jeg vågnede op næste morgen, ved den svage morgensol der skinnede ind i øjnene på mig. Jeg vendte mig langsomt, og slog forsigtigt øjnene op. Jeg havde forventet at vågne op i min seng, men nej, sådan skulle det ikke være. Jeg lå stadig ude i stalden med André, og alle tankerne fra i går aftes strømmede tilbage i hovedet på mig. Jeg smilte et svagt smil, imens jeg kunne mærke André der lå ved siden af mig, der begyndte at rykke på sig.
”Godmorgen søde” hviskede jeg, og vendte mig om på maven da han slog øjnene op. Jeg støttede mit hoved på armen via albuen, og rodede rundt i hans bronze brune hår.
”Hej” sagde han med et lille grin. Han strakte lidt på sig, og lænede sig op imod mig, og kyssede mig blidt på munden. Jeg smilte lidt, da han trak sig væk igen. Han lagde en arm om livet på mig, og lagde mig ned i høet igen, hvorefter han lagde sig halvt ovenpå mig. Han kærtegnede forsigtigt mit ansigt, og hviskede: ”Sovet godt?”
”Det var vel okay” sagde jeg og trak ligegyldigt på skuldrene.
”Bare okay? Din første nat med mig, og den var bare ’okay’?” Man kunne nemt høre på ham at han lavede gas, men han holdt masken, hvilket jeg klart måtte tage hatten af for. Jeg nåede ikke at svare ham, før han begyndte at kilde mig. Og jeg som ellers er utrolig kilden. Jeg skreg selvfølgelig, men uanset om hvor højt jeg end råbte, stoppede han ikke. Han blev bare ved med at grine. Efter 5 minutters kæmpen, stoppede han endelig, og jeg prustede lettet op.
”Okay okay, den var super okay” sagde jeg og sendte ham et drillende smil. Han sendte mig et skævt smil, og jeg spurgte: ”Hvad er klokken?” Han rodede efter noget i lommen, og fandt et lommeur frem.
”Halv 11” hviskede han og fjernede sig fra mig, da han opdagede mit ansigtsudtryk. Mine øjne var udspilede, og min mund stod på vid gab. Mine forældre måtte være ved at dø af bekymring; jeg var ikke kommet hjem i nat.
”Jeg må nok komme hjem” sagde jeg og rejste mig op med en lynende hurtig bevægelse. Det slørede langsomt for mig og jeg vaklede lidt frem og tilbage. Han greb mig i armen inden jeg var ved at falde over mine egne fødder.
”Ja, det må du nok hellere…” hørte jeg en skrap stemme henne ved døren. Både André og jeg vendte os forskrækket om, og der stod til min store skræk, min far…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...