Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6019Visninger
AA

15. 15

Vi sad sådan lidt, men da jeg så hørte madklokken ringe, var jeg nødt til at komme hjemad igen; og det skulle helst gå ret hurtigt. André lukkede lågen til stalden, og fulgte mig hen til hovedindgangen. Jeg var ret sikker på, at vores forældre ikke havde set os løbe hen af græsplænen, da de nærmest aldrig kiggede ud af vinduerne, for at nyde naturen. Jeg kunne ikke tage deres holdning, men i dette tilfælde, havde jeg tvært imod ikke noget imod det.
”Ses vi senere?” spurgte André, og lænede sig op af stenmuren.
”Jeg troede, jeg var for snobbet.” Og med de ord, forsvandt jeg ind af døren. Jeg nåede lige at ane et lille smil på hans yndefulde læber, hvilket selvfølgelig også smittede af på mig. Jeg gik hurtigt op og vaskede hænder, og gik derefter ned til middagen. Tjeneren åbnede døren for mig, men jeg fjernede hans hænder, og sagde med et lille smil: ”Jeg kan godt selv, ellers tak.” Jeg åbnede døren ind til spisesalen, og nåede lige at ane hans kolde ansigt, brede sig til et stort, men dog overrasket smil.
”Hvor har du været henne, Lea?” var det første min mor sagde, da jeg satte mig ned.
”Ehm…” mumlede jeg, og gik i stå. Jeg trak min stol ud, og satte mig ned. ”Ude og gå en tur.”
”Da ikke nede ved stranden, vel?” spurgte min far, nærmest rædselsslagen, og jeg kiggede uforstående op på ham. Jeg vidste selvfølgelig godt, at han ikke ville have, at jeg tog ned til stranden, men at ligefrem dén reaktion skulle komme fra ham, havde jeg ikke lige regnet med.
”Nej far, ikke nede ved stranden” sagde jeg beroligende, og begyndte at spise mine kartofler, som lå på min tallerken. Der var stille lidt, men min mor afbrød stilheden: ”Vi får gæster i aften.”
”Hvem?” spurgte jeg omgående, og kiggede spændt op på hende. Min mor og far vekslede overraskende blikke, men jeg ignorerede det, så godt jeg nu kunne. Jeg plejede altid at være ligeglad med, om vi fik gæster, men åbenbart ikke denne gang. Mit blik flakkede til André, men jeg slog hurtigt tanken væk igen, for min far måtte for alt i verdenen ikke se, at jeg rødmede.
”Baronessen, hendes mand og søn. Grev Peter, deres søn, er vist på alder med dig, Lea” sagde hun mut, og tog en bid af sit røde stykke kød. Jeg rullede irriteret med øjnene. Altså, jeg var da fuldstændig ligeglad med, om jeg var på alder med Grev Peter. Jeg kendte ham jo overhovedet ikke, og det ville jeg faktisk heller ikke. Min far ville sikkert ikke forbyde mig denne gang at blive venner med ham, for han så gerne, at jeg begyndte at komme sammen med en, inde fra de fine kredse. Også måske også ende med at blive gift. Jeg slog hurtigt den irriterende tanke væk, og kom endnu engang i tanke om André. Jeg havde knap nok kendt ham i et døgn, men alligevel følte jeg det som om, at jeg havde kendt ham siden vi var spædbørn. Nu jeg tænkte over det, var han faktisk en utrolig god ven. Ja, faktisk min første ven. Måske kunne det en skønne dag blive til mere? Jeg rystede opgivende på hovedet ved tanken om, hvad min far ville sige til, at jeg var kommet sammen med gartneren. Men det ville selvfølgelig heller aldrig ske; vi var bare venner, og intet andet…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...