Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6025Visninger
AA

14. 14

Jeg kiggede mig panikslagen rundt, men Stampe var ingen steder. Jeg var nødt til at kalde André tilbage, men jeg kunne ikke få et ord ud over mine følelsesløse læber. Jeg var utrolig skrækslagen over, hvad min far ville sige til, at jeg havde været herude med André – for det ville han jo helt sikkert finde ud af, når jeg fortalte ham, at Stampe var løbet væk. Min dårlige samvittighed – eller det var nu nok mere frygten – tog over, og jeg råbte: ”André!” Han vendte sig omgående om, og kiggede på mig.
”Hvad?” spurgte han lettere irriteret.
”Hvor fanden er Stampe?” råbte jeg tilbage. Hans blik flakkede rundt, og lige pludselig, fik han store øjne. Han drejede en omgang rundt om sig selv, og jeg holdte grinet tilbage, selvom det faktisk så ret komisk ud – for der var jo intet, at grine af ligenu. Han kom løbende tilbage til mig, og lagde en arm om skulderen på mig.
”Du har bare gemt ham… seriøst Lea, han er ikke væk, vel?” Han lød virkelig bange, hvilket slet ikke fik mig til at slappe mere af. Jeg blev rettere sagt, bare meget mere nervøs. Jeg svarede ham ikke, men bevarede øjenkontakten med ham. Han slog blikket ned, og vi begyndte at gå.
”Hvordan kan han bare være løbet?” spurgte jeg ham forsigtigt om, imens vi gik. Solen brændte imod mine barre skuldre, og jeg ville inderligt ønske, at jeg havde taget en langærmet trøje med, for nu ville jeg hundrede procent, blive skoldet.
”Der var nok nogen, der glemte at holde øje med ham” sagde han ligeud, og jeg stoppede hidsigt op, da jeg langsomt begyndte at opfatte, hvad han havde sagt. ”Hvad nu?”
”Så du giver altså mig skylden?” spurgte jeg surt, og lagde armene over kors. Et vindpust strøg forbi os, og svingede min luftige sommerkjole frem og tilbage.
”Selvfølgelig ikke… kom, vi skal jo finde Stampe.” Han blinkede til mig, og tog mig i hånden. Jeg skævede en enkelt gang ned til vores hænder, og det opdagede han vidst godt, for han spurgte mig forsigtigt: ”Er det okay?”
”Det er det vel” sagde jeg efter et halvt minuts stilhed. Han sendte mig sit charmerende smil, også løb vi. Jeg kunne nemt mærke, at det var længe siden jeg havde været ude at løbe. Ja, faktisk meget længe siden. Jeg kunne mærke astmaen stige frem, men jeg ignorerede det, og løb videre. Endelig efter ca. 20 minutter til fods, stod vi foran stalden. Jeg tog hovedet imellem benene, og satte mig derefter udenfor, imens André gik ind til hestene. Jeg måtte vel allerede nu, finde på en undskyldning til min far. Jeg sad og nød solen, da noget skyggede, og jeg kiggede automatisk op. André satte sig ned overfor mig, og tog sine hænder i mine. Underligt nok smilte han, hvilket fik mig til at virke mere mistænksom.
”Hvad?”
”Stampe står derinde.” Han brød op i et endnu større smil, da han så mit lettede ansigtsudtryk. Jeg lagde mine arme om hans hals, og krammede ham. Jeg kunne mærke, at han langsomt lagde sine arme om livet på mig. Jeg var utrolig lettet over, at Stampe ikke var helt væk, men bare løb hjem, til der hvor han kom fra…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...