Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
5859Visninger
AA

1. 1

Jeg sad oppe på mit værelse, på 2. sal. Jeg kiggede ud over den store, smukke have. Solen stod højt på himlen i horisonten i øst, og et lille smil viste sig på mine læber. Men det var ikke et ægte smil; det var så falsk, som det overhovedet kunne være. Vi var lige flyttet her til, min mor, far og jeg. Jeg gik ikke i skole, men fik derimod hjemmeundervisning. Jeg havde ingen venner; det forbød min far mig. Jeg havde aldrig haft en normal barndom, og ville sikkert heller aldrig få det, da jeg næsten lige var fyldt 15. Jeg hørte døren gå op bag mig, og jeg vendte mig automatisk om. Min far, Anton kom ind. Han havde som sædvanlig sit fineste jakkesæt på, og håret ordentligt lagt tilbage med gelé. Jeg væmmedes, og vendte mig om imod ham.
”Det bliver ikke så slemt, skat” sagde han, og kan hen til mig. Han trak min kontorstol ud, og satte sig overfor mig. Jeg sad selv i vindueskarmen, og man kunne godt se på ham, at det slet ikke var sådan, at han havde opdraget mig.
”Ikke det?” spurgte jeg ironisk og himlede irriteret med øjnene. Jeg fortsatte: ”Hvorfor skulle vi egentligt også flytte? Det her er jo alt for stort.” Jeg sukkede opgivende, og kiggede ventende på ham.
”Vi ønsker jo bare det bedste for dig” han smilte opmuntrende til mig, og lagde forsigtigt sin hånd på min skulder.
”Det her er altså ikke det bedste for en teenager i min alder” sagde jeg hidsigt, og fortsatte: ”Se dig omkring. Det er et gods, far!”
”Det hele skal nok gå.” Han rejste sig op, og gik imod døren. Jeg rejste mig, og gik lynhurtigt efter ham, imens jeg sagde: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå i en normal skole? Så kan jeg idet mindste få nogle venner.”
”Den tone høre ikke til her i huset, unge dame” snerrede han af mig. Der gik nogle få minutter, før han besvarede mit spørgsmål: ”Du har ikke brug for venner.” Også gik han. Jeg kunne mærke at jeg krympede; det var altid lige dén forklaring jeg havde fået. Jeg hørte ikke til her! Jeg ville leve et normalt liv, i et normalt hus, med en normal familie. Det her var for meget for mig. Det her var slet ikke som jeg var. Alle betegnede os som en snobbet familie, det var jeg slet ikke i tvivl om. Selv den måde, vores ”tjenestefolk” kiggede på os, var lige til at brække sig over. Måske er mine forældre snobbet, men det er jeg ikke – langt fra! Jeg er blot en lille pige, med drømme om at få et normalt liv…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...