Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4380Visninger
AA

12. Som fange i eget hus

Catherinas’ synsvinkel:

Som fanget i eget hus. Det var hvad jeg var. Endnu en gang, sad jeg i vindueskarmen på mit store værelse, og kiggede ud over dette smukke landskab, som jeg var omgivet af. Et landskab som jeg kunne se men ikke opleve. Se men ikke røre. Det var ulideligt, at skulle holdes til fange på denne måde.

Da jeg var kommet, nærmere slæbt hjem, fra byens gyder, havde jeg fået flere slag af min far. Slagene ramlede ned over mig, mens min moder så på. Dog gjorde hun intet ved det. Skrækslagen var hun. Som jeg selv. Ingen turde sige min far imod. Venstre kind brændte som var der ild i den. Farverne kinden havde fået, stod godt til princippet med ilden. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan han var flippet ud på mig, med det samme vi havde sat vores fødder indenfor hoveddørens dørkarm. Hvordan skoene havde fløjet omkring os. Det samme med slagene. Et par slag til min moders side, var det også blevet til.

Mens jeg var fordybet i horisonten, flakkede mine triste og sørgmodige tanker til William. Den dreng, nærmere denne unge mand, på samme alder som jeg selv, hvis jeg selv skulle gætte, måtte have det forfærdeligt. Forrådt følte han sig sikkert. På ingen måder, var det min hensigt, at dette skulle ske mellem ham og mig. Trods vi kun havde kendt hinanden i mindre end én dag, følte jeg alligevel mig tættere knyttet til ham, end hvad jeg nogensinde havde været til min far. Forholdet mellem min fader, og jeg selv, havde ikke just været specielt godt i al den tid vi havde levet sammen. I godt og vel nitten hele år. Forholdet var baseret på skænderier gang på gang. Altid endte det med at gå op i hat og briller, hvor slagene så haglede ned over mig.

Elskede var et stort ord at bruge. Et ord som jeg aldrig var sluppet ud over mine læber. Dog følte jeg mig for første gang elsket. Det var ved at være sent på aftenen. Stille og urokkelig, var jeg stadig at finde i min store vindueskarm. Roen havde sænket sig over byen, og alt var fryd og gammen… Dog ikke i herregården, hvor jeg befandt mig. Mine forældre skændtes i dagligstuen under mig på stueetagen, kunne jeg høre, mens jeg var svundet hen i mit helt eget drømmeland. Et drømmeland om William, og hans kære og varme øjne. Gennem flere tusinde tanker og spekulationer, var jeg kommet frem til ordet elskede. Trods denne korte tid, denne helt specielle dreng havde været i tankerne på mig, kunne jeg alligevel bide mig sikker i, at jeg elskede denne såkaldte; William.

Der var noget helt magisk over hans mørkebrune hår, samt kunne hans grønne øjne, paralysere mig, som intet andet. Mange mennesker i Birmingham på denne tid, troede på ordet magi. Et ord som jeg aldrig havde skæntet specielt mange tanker, før dette øjeblik, hvor jeg sad og tænkte alle tingene igennem.

På dette døgn, havde jeg været vidne til mere sjov samt en form for romantik, end jeg ellers havde været igennem hele mit nittenårige liv. Alt sammen på grund af én helt speciel fremmed, som valgte at tage sig af mig, da jeg havde mest brug for det. En ung mand, som ikke gik efter titlen jeg havde, men som gik efter det jeg havde liggende i hjertet. Sukkende, lukkede jeg mine øjne i for en stund. Jeg ville væk herfra. Opleve et bedre sted. Være ved Williams side, med en arm om hans muskuløse ryg. Intet af det, ville dog komme til at ske. Ikke med min far, som styre af mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...