Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4332Visninger
AA

19. Sammen i al evighed

Williams' synsvinkel:

Efter at have plasket rundt i søen i godt og vel et kvarters tid, valgte vi at drage videre nordpå. Catherina syntes at have set et par silhuetter inde bag træernes omrids, hvilket hun naturligvis var flippet fuldstændig ud over. Jeg selv havde dog intet set, og var derfor mindre utryg. Alligevel valgte vi at ride videre, og det gjorde vi. Skovbunden forsvandt væk under os, og blev i stedet erstattet med den jævne landevej som banede sig vej ret forude. Mine arme var i et sikkert tag svunget om Catherina, således jeg vidste hvor jeg havde hende. Alt andet ville gøre mig utilpas.  

Jeg ved ikke i hvor mange timer vi red, men det var i hvert fald gået hen og blevet eftermiddag. Og ikke nok med at den skyfrie himmel fortalte os det, talte lugten af græs og pollen også for sig selv. Som vi kom længere og længere op nordpå, begyndte menneskerne også ligeså småt at vise sig udendørs. Det var tydeligt at mærke, at de ikke levede det samme miljø som man gjorde nede i Birmingham. De havde intet at frygte. Talte blot lystigt med hinanden, som var alle ligeværdige.  

”William?” Catherinas’ fløjlsbløde stemme hørtes nær mit øre, efterfulgt af ordene: ”Jeg ved at du prøver og ordne alting selv, men vi overlever ikke mange dage uden mad og drikke.” Alt imens ordene forlod hendes læber, havde jeg holdt øje med hende. Hun sendte mig et skævt smil, og kørte en hånd op i mit hår.

”Hvad vil du have jeg skal gøre, Catherina? Jeg er ikke fuld af guld og grønne skove, vel,” svarede jeg mopset, og rev mig ud af hendes kærtegn. I stedet lod jeg blikket falde sikkert på vejen, som i stedet var blevet erstattet af grus. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hende spekulere. Den lille rynke som altid opstod imellem hendes bryn, det bid i læben samt den måde hendes næse sitrede på, var ikke til at tage fejl af. Hun tænkte så det knagede.  

”Hold ind ved den nærmeste kiosk,” sagde hun så langt om længe, og greb ud efter min arm. Forsigtigt lod jeg tøjlet fra hesten glide, for i stedet at holde fast om den hånd som Catherina fremstrakte.

”Vi har ingen penge med?” Jeg lod mine læber rode rundt i hendes hår, og jeg fornemmede hende smile, selvom hendes ansigt var vendt væk fra mig.  

”Du vil blive overrasket, kære,” svarede hun stille, og vendte sig forsigtigt rundt på den ujævne saddel. Hendes ord, så store og så rummelige, så betydningsfulde og så reddende, var ikke til at tage fejl af. Hun ville aldrig hoste ud med ord som disse, hvis ikke det var for at de var sande. Et lille håb forude lyste pludseligt for mig. Måske det ikke længere var nær så hårdt at være på flugt fra omverdenen, så længe vi bare var sammen om det?

 

***

 

Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, i al forundring over de overskrifter som kørte rundt på alle landets aviser. Billeder, mere eller mindre tydelige, af især Catherina, fyldte stort set alle forsiderne. Dog var det heller ingen hemmelighed, at indehaveren af den noget faldefærdige kiosk kiggede på os med brynene i vejret. Smilende og hakkende fik vi takket af og hurtigt forladt stedet, med varerne i favnen.

”Vi er færdige,” sukkede Catherina som det første, idet vi igen satte os op på hesten og red videre. Hun hvilede sig i min favn, imens jeg forsigtigt og skånsomt strøg hende frem og tilbage over håret.

”Lad være med at være fjollet, skat!” kommanderede jeg trodsigt. ”Vi er sammen om det her, okay?”  Jeg fik intet svar. Ingen hentydning på svar, bare et kort nik.  

Igen red vi længe, og idet solen igen syntes at gå over i den orangerødlige del, valgte vi igen at finde en skov hvori vi ville slå lejr for natten. Hvor vi helt præcist ville ende, var vi ikke nået frem til. Det ville være al for risikabelt at blive i England, så det var muligt at vi ville starte med at tage til Scotland, for måske senere hen at drage længere sydpå. Men som man sagde; alt til sin tid.  

”Det smager… anderledes,” grinte jeg sagligt, idet jeg sad og gumlede på noget brød af en slags. Hvad det helt præcist var, vidste jeg ikke. Men som Catherina havde sagt, så gjaldt det ikke om hvad det var, men om at vi fik noget at leve af. Og et eller andet sted havde hun vel også ret.  

”William…” Med ét lød hun så trist. Overrasket kiggede jeg over på hende og mødte straks hendes klare, blå øjne, som i skæret fra det brændende bål syntes blanke af tårer. ”Hvad skal der blive af os?” Jeg følte mig som lammet til stedet. At se hende græde over mig, over os, var ikke til at bære.

”Vi finder ud af noget, okay? Det lover jeg dig,” svarede jeg stille, og satte mig over til hende. Langsomt lagde jeg mine lange arme om hende og lod hendes hoved hvile imod min brystkasse. Hendes tårer landede i mit skød, og hendes snøften gav genlyd i den tætte skov.

”Lad være og sig det, William! Du ved ligeså godt som jeg, at vi ikke finder ud af noget. Inden ikke længe vil vi blive omringet af min fars mænd… Du så selv hvordan de folk inden i byen allerede havde genkendt os! Og så vil de dræbe dig, imens jeg intet har tilbage at leve for. William, jeg, jeg… Jeg…” Selvom hun var så oprevet og så panisk, havde jeg ikke modet til at trøste hende. Jeg vidste, at hun havde ret. Jeg vidste, at det ikke kunne forme sig på andre måder.

”Hvad har du i tankerne?” spurgte jeg forsigtigt, og lagde et par fingre under hendes fine hage. De dybe og tårevædede, blå øjne, var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set, selv på trods af situationens alvor. Forsigtigt skævede hun over imod vores medbragte rygsæk, og dernæst tilbage på mig.

”Hvis ikke jeg kan være sammen med dig, vil jeg ikke leve. Jeg elsker dig, mine kære,” svarede hun stille, og strakte ryg for ligeledes at trygge sine læber imod mine. Jeg gav ikke efter. Lidt efter lidt indså jeg, hvad hun ville have mig til at gøre. Der gik et stød igennem mig. Nej! Nej! Jeg kunne sagtens tage livet af mig selv, men for alt i verdenen ikke hendes! Nej! Hvad tænkte hun dog på! Hvad var det for et ansvar at lægge på mine skuldre!  

”Catherina, nej…” Jeg kiggede ned.  

”Det tænkte jeg nok,” svarede hun stille, og rykkede lidt væk fra mig. ”Så må vi jo bare vente på at vi bliver fanget.” Et skævt smil spillede om hendes læber, som så hun billeder for sine nethinder om hvordan situationen ville udarte sig. Idet jeg selv tænkte over det, løb et gys igennem min krop.

”Det kan du ikke bede mig om.” Langsomt var mine øjne også begyndt at løbe i vand, og i et splitsekund fik vi øjenkontakt. Jeg elskede hende. Jeg elsker hende.  

Tavsheden trak ud. Mere blev der ikke sagt.

 

***

 

Fuglenes kvidren og dyrenes eksistens, fik mig til at vågne. Jeg fægtede lidt med mine arme, for at gribe ud efter Catherina. Men jeg fangede intet andet end det rene ingenting. Forsigtigt slog jeg øjnene op og skulle lige til at udtale hendes navn, da jeg så hende sidde ovre ved det nærliggende træ med ryggen op af stammen.  

Jeg rejste mig op og bevægede mig med lydløse trin over imod hende, og først idet en gren knækkede under mig, kiggede hun op og fik øje på mig. Igen var hendes øjne blanke. Hun sad med armene om sine knæ, som var trukket op under hagen på hende. I den stilling, lignede hun mest af alt en lille og uskyldig pige.  

”Hvad laver du her?” spurgte jeg forsigtigt, og satte mig på hug overfor hende. Jeg greb ud efter hendes ene hånd som så nydeligt lå omkring knæene, og gav næstfølgende hendes hånd et betryggende klem. Hun skulle vide, at hun ikke var alene. At jeg var ved hende og altid ville være ved hende.  

”Tænker,” svarede hun kort, og sendte mig et halvfornøjet smil. Jeg nikkede kort på hovedet, og fik i en hurtig bevægelse trukket hende op at stå.  

”Catherina, jeg har tænkt over det du sagde i går.” Mine ord føltes som en tung byrde. Nok havde jeg ikke tænkt over hvad hun havde sagt, men et sted i min underbevidsthed havde det altid ligget, at hun havde ret. At hvis vi ikke kunne være sammen hernede på jord, kunne vi være det oppe i himlen.

 

...

 

Et sidste kys og to elskendes bekræftelser på deres evige kærlighed til hinanden, blev erstattet af et skud. Og efterfølgende et til. Hele skoven holdte vejret, ekkoet døde ud og de evigt elskendes hænder som var flettet sammen i hinanden, udgjorde realiteten i det brev, de havde skrevet. At de havde været enige om at begå selvmord. At de nu kunne være sammen i ro og mag. For aldrig havde de været i tvivl om, at de ville mødes i himlen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...