Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4369Visninger
AA

10. I skyggen for fare

Catherinas’ synsvinkel:

Minutter passerede. Minutter som føltes som flere timer for mig. Herremændene var i byen, hvilket også betød min far var. Ham som havde været skyld i så megen smerte fra bøndernes side. ”Bare følg efter mig, Frøken,” hvislede William, mellem sammenbidte tænder. Et svar gav jeg ham ikke just, men valgte dog hurtigt at følge med ham. Han vidste hvad han lavede.. Regnede jeg da stærkt med.

Han førte mig igennem gyder og små gader, dog så det hele ens ud for mig. Alt var nyt for mig, da jeg aldrig havde oplevet gaderne.. Ja i det hele taget, havde jeg ikke oplevet byen på den måde, som William valgte at vise mig den på. Trods vi lige nu flygtede, så var dette en oplevelse for mig, i sig selv.

”Denne her vej,” råbte han så, da der foran os, på det åbne marked, opstod kaos. Flere skud hørtes, og det hele var som et forfærdeligt mareridt, som aldrig ville gå over. Et mareridt som jeg selv befandt mig i.

Mens vi begge flygtede fra vid og sans, sad hjertet helt oppe i halsen på mig. Hvad nu hvis min fader opdagede mig, og dertil ville tvinge mig tilbage til herregården igen! Hvad ville der så ske?

”Catherina. Hvor vover du at befinde dig sådan et beskidt sted som dette?” Og der skete dét, som præcist ikke måtte ske. Stemmen som jeg havde frygtet at høre, skar igennem den store mængde af mennesker. ”Hvem er denne herre, om jeg må spørge? Kender De til ham?” snerrede William, slap min hånd og stoppede op. Min hånd havde været i hans greb, under hele denne situation med markedet.

”Det er…” Mere nåede jeg ikke at sige, før det utænkelige skete. En hånd greb fat i det øverste af min arm, og trak mig væk fra William. Derefter kom slaget. En hånd klaskede mod kinden af mig. Smerten steg op i den, mens farven sikkert også gjorde. ”Herremanden?” William mumlede det sagte for sig selv. Sikkert havde min far ikke hørt det. Hvilket jeg ikke håbede han havde.

”Hvad er det du ikke forstår? Hvor mange gange er du ikke blevet opdraget i, ikke at skulle omgås med sådanne.. sådanne mennesker som dette? Og hvem er han? En søn af en anden herremand, eller bare en bonde som har fået dig til at tro, at du var noget specielt?” vrissede min far, mens han stadig havde en hånd strammet om min arm. Med tårerne trillende ned af mine kinder, kiggede jeg angstfuldt over på William. Han havde nu fået sandheden af vide. Ikke ligefrem den måde jeg havde regnet med.. ”Jeg vil ikke være som din slave mere, fader. Det eneste jeg laver, er at sidde på værelset dagen lang. Ved du overhovedet, hvad du gør mod disse mennesker? Du dræber dem. Du tager dem fra deres kæreste eje, fra deres familie. Du ødelægger liv far!” Jeg råbte det, eller nærmere skreg det ind i hovedet på ham. Han skulle ikke tro at han var noget. Min vrede skulle ud. Endelig havde jeg troet, at jeg kunne være fri som fuglen. Være det jeg altid gerne ville have været. Jeg følte mig elsket af William, trods vi ikke havde kendt hinanden i halvandet døgn endnu. Følelser som jeg aldrig havde haft før, spirede stille op inden i mig, når jeg så på ham. Spirede som var det en nyplantet blomst, som så sommerens solskin for første gang. En blomst som ville vokse sig større og større, hvis mulighederne var der for det. Muligheder som min far lige havde formået at ødelægge.

”De løj for mig. Jeg som bare prøvede på at være imødekommende og flink over for Dem.” Ansigtet var trukket op i rasende udtryk. Et udtryk som skræmte mig en del. Blikket rettede jeg mod jorden, og blev så slæbt med af min fader – Herremanden. Ham som havde været skyld i så mange problemer.

Hvor lang tid skulle dette mareridt forsætte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...