Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4369Visninger
AA

4. Grænsens værdier

Catherinas’ synsvinkel:

Hårde slag lød mod min dør. Med en prustende og arrig stemme hørtes min fars stemme på den anden side. ”Catherina.. Luk så op!” Hvordan kunne det være han var så rasende? Forsigtigt trippede jeg hen til døren, og åbnede den så med en enhelt bevælgelse. Han vadede direkte forbi mig, og stoppede først henne ved mit vindue. Døren lukkede jeg. ”Hvad er der far?” Jeg prøvede så godt jeg kunne, på at få skabt en behagelig og god stemning, hvilket det ikke lød til min far var med på.

”De forbandede bønder. De formår også bare at ødelægge ens humør, samt at få ens dag ødelagt. Og det er ikke sjældent det efterhånden sker.” I håb om at det ville hjælpe, lagde jeg en tryggende hånd på hans skulder. ”Du ved det nok skal gå far. De er bare lidt oprevne, men om et par dage så er de tilbage på deres arbejdspladser igen. Sådan plejer det jo altid at være,” sagde jeg og smilte forsigtigt. Smilet jeg udsendte, var dog langt fra ægte. Langt fra! ”Men denne her gang gik det over stregen. Flere mennesker døde, og det med faklerne var helt oprevet. Hvad kører der dog rundt inde i deres hoveder?” Min far rejste sig fra sengen, og slog hænderne sammen. Aggressiviteten var ikke just faldet ved ham.

”Hvis jeg må blande mig, så forstår jeg egentligt godt hvorfor de er så oprevne far. Du ripper dem jo for alle deres penge. Så mange penge som de skal betale af til dig, gør sådan at de ikke kan forsøge dem og deres familie. Bare fordi vi har nok penge at tage af, behøver det jo ikke betyde at du skal gøre dem ulykkelige. Gøre dem fattige? Føler du dig måske lykkelig, fordi du har magten over dem?” Mens jeg snakkede hævede jeg min stemme, da jeg ville have ham til at forstå. Det kunne ikke være rigtigt, at han altid skulle have herredømmet over andre. Hvis han bare prøvede at leve som dem, så han selv kunne prøve hvordan det var at leve i deres sted. Selvom jeg ikke selv havde levet som bønderne, så havde jeg alligevel en fjern anelse om hvordan deres liv var. Gråt og med udsigt til regn og torden. Altså var deres liv ikke rigt på muligheder, som for eksempelt mit liv var. ”Det der… Det sagde du bare ikke. Du beskytter dem jo nærmest. Vil du leve som dem, eller hvad prøver du på at sige? Du kender min holdning til dem. Du kender min holdning til at være venner med bønderne. Vi er ikke skabt af samme kalibre, så derfor skal vi holde os fra dem. De er født til at tjene os, og ikke til at leve side og side med os.” ”Så du siger, at hvis jeg nogensinde fik følelser for en af bønderne eller bare en som solgte ting på markedet, så måtte vi ikke være sammen, fordi du ikke vil have det? Du kan ikke holde os adskilt hvis vi elsker hinanden.” Det jeg lige havde sagt, råbte jeg direkte ind i hovedet på min far. ”Det er godt du selv forstår det. Du skal ikke ses med de bonder. For det første vil det give os et dårligt ry, da du skal giftes med en handelsmand med penge som os selv. Og for det andet så er de bønder ikke noget for dig. Der er slet ikke mere at snakke om. Hold dig fra dem! Forstår du?” ”Det skal du ikke bestemme,” gav jeg igen, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Kort efter lød et højt klask, og min kind sveg sindssygt meget. Min far havde lige givet mig en lussing, en hård en af slagsen endda. Han sagde ikke mere efter det, men forlod lige så hurtigt værelset, som lussingen havde ramt min kind. 

Der stod det klart for mig hvad jeg måtte blive nødt til at gøre. Jeg måtte væk herfra…

Mine mest nødvendige ting fik jeg hurtigt pakket ned i en ikke alt for fin taske. Jeg fik skiftet mit fine tøj ud, med noget mere kedeligt noget af slagsen. De skulle helst ikke genkende mig, det sted hvor jeg ville hen nu.

Godt og vel en halv time efter var jeg allerede langt væk fra den store herregård. Tøjet jeg havde på, samt mit hår og krop var gennemblødt. Regnen vælted ned over mig, og det stod ned i stænger. Det var som om, at himlen var revnet på midten, og at alt vandet så fossede ud derfra!

Min destination var byen… Et sted hvor min far og mor ikke ville komme lige foreløbeligt. Forgæves gik jeg fra dør til dør, for at høre om de havde et sted jeg kunne søge ly for natten. Selvom jeg var gennemblødt, havde ingen yderligt ondt af mig. Måske min far havde ret med hensyn til bønderne? Dog valgte jeg lidt tid efter at syge ly på en bænk som stod i udkanten af en lille gyde. Forsigtigt lagde jeg mit hoved på min ellers så gennemblødte taske, og svandt kort tid efter hen i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...