Livet er ikke altid en dans på roser <3

Denne her dagbog novelle, betyder meget for mig. Da det er noget jeg selv har oplevet, gået igennem. Men alt sammen på grund af en lille sølle samtale eller er der mere i det, ind jeg ved?
Meget af det jeg skriver har jeg følt, men der kommer også meget der er digtet..
Enjoy

0Likes
2Kommentarer
922Visninger
AA

1. Kapitel 1: Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg sad stille oppe i min dejlige vindueskarm. Jeg sad bare der og kiggede ud over byens travle liv, folk der grinede, folk der var stresset, billister der dyttet ad folk, hvis de var ved at komme forsent til et møde. Jeg sukkede stille, og lod endelig mine tåre få frit løb, det var som om at få fjernet flere tusindvis af smerte. Der bare brændet inde i mig, jeg mærkede stille hvordan tåren der bare trillede ned af mine kinder, en hurtig ind en anden. Jeg tog stille mig til hoved, og mærkede hvordan smerten stille svulmede op i mig igen. Som at mærke flere nåle blive stykket igennem mit ellers så fylte hovede.  Jeg kiggede igen ud over byen, alle med deres fanastiske liv, ingen skænnet mig en tanke. Ikke en eneste bilk landte i min synsvinkle. Alle havde så travlt med at forpure deres engen lille butik, eller nogle der bare havde det fanastisk og ikke ænset at andre kunne havde det dårlig. Igen tog mine tanker overhånd, og spolede tilbage til dagen jeg aldrig vil glemme. Den dag, hvor en af mine tætteste veninder bestemte sig for at skrive til mig. Skrive alt mulig med at hun ikke fortjente at levet, hun ville begå selvmord. Alt for at få den lille opmærksomhed fra en person, noget hun aldrig selv havde fået. Jeg viste udemærket godt, at hun havde det så hårdt, med alt. Men at få det til at gå ud over mig havde jeg aldrig turde se i øjne. Jeg viste at det ville koste et venskab, jeg havde nær. Men hvad skal jeg gøre når jeg havde det så skidt, jeg kunne intet gøre ind at få hende til at prøve at lade vær. Jeg sukkede en enkel gang, og faldt stille tilbage til mine tanker, tankerne der ramte dig. Jeg havde ingen oversku til at kunne se igennem dine problemer, du skreg efter hjælp. Men hvad kunne jeg gøre ved det, jeg er bare en sølle person der ikke er uddannet til sådan noget. Du ødelægger mig, jeg var forsent til at rede vores venskab.

Hvergang du går forbi mig, er der kold luft mellem os. Du har det bedre, jeg har det dårligere. Jeg troede ikke jeg ville nække under for det, men jeg tog fejl. Jeg nækket under for din skrig efter hjælp, jeg er så hjælpeløs.  Jeg slog stille mine øjne ned på mine hænder, der lå i mit skød. Jeg kiggede stille på mine ar, ar efter kvinen der havde stejfet mine arme så mange gange før.  Jeg skrev et lille tanke som jeg ville dele med dig min dejlige dagbog <3

"siden den dag hvor du fortalte mig at du ville begå selvmord, faldt min verden sammen. jeg ved udmærket godt det var fordi du havde det skidt. Men siden det har min verden bare været noget lort. Jeg ved ikke om det er dig eller mig der er noget galt med? men siden den dag har jeg bare haft det dårlig og dårligere. Næsten hver weekend når jeg skal tilbage går jeg i stå, bliver vred over ingenting. Selv det mindste, selv noget jeg bare plejer at ryste på hoved, og lade som om det aldrig var sket. Jeg savner den jeg var engang, den livlige, den glade. Den som havde overskud til andres problemer, alt sociale. Nu er jeg den stille pige, som har det skidt det meste af tiden.... :i"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...