Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2613Visninger
AA

5. Venlige vampyrer.

Jeg vågnede, uden at vide, hvilket tidspunkt, det var på dagen. Der var en lugt, der rev i min næse, og jeg fløj straks op med mit hoved, men slog det ind i noget, der føltes, som jern. Jeg hørte en ømme sig, hvilket jeg også gjorde, og så åbnede jeg mine øjne, og så Mac. Wow, jeg vidste vampyrer var hårde, men ikke så hårde. Jeg satte mig op, i den sofa jeg sad i, hvorefter, jeg svingede mine ben udover kanten. Seth og Sander sad i hver deres stol overfor, og fniste. ”stop det der, det føles som at slå hovedet ind i en jern pæl,” sagde jeg, og tog mig til hovedet. Seth og Sander, spruttede bare af grin. Jeg kiggede på Mac, der også ømmede sig. ”det gør da også ondt på mig,” sagde Mac, og kiggede uskyldigt på mig. ”sikkert, men du er sindssygt hård!” sagde jeg, og ømmede mig endnu en gang, men fjernede dog hurtigt min hånd, fra mit hoved. ”der kan jeg ikke sige i lige måde… du har ikke et hårdt hoved, men… det gør godt nok ond,” sagde Mac, og smilte stort, hvilket jeg gengældte. Jeg havde ikke set en vampyr smile sådan rigtigt, før nu. Big surprise! ”noget jeg er gået glip af?” sagde jeg, og kiggede over på Seth og Sander, der sad normalt i stolene. ”næh, intet nyt,” sagde Sander, med et stort smil. ”hvordan ved i det, når ingen holder øje?” sagde jeg, og løftede det ene øjenbryn. Så kiggede Seth og Sander nervøst på hinanden, og derefter på mig. ”vi komme lige om lidt,” sagde Sander, og så fløj de ellers af sted. ”man skulle tro, at jeg var den ældste,” mumlede jeg, men selvfølgelig hørte en superhørende vampyr det, der sidder ved siden af en. ”er du ikke det? Er de ikke bare unger?” sagde Mac, og kiggede smilende, men ret forvirret på mig. ”nope, jeg er… hvor lang tid har jeg sovet?” sagde jeg, for at være sikker på, hvor gammel jeg var. ”i… 2 dage, hvorfor?” sagde Mac, og kiggede uforstående på mig. ”altså som ulv, er jeg så 3 dage gammel,” sagde jeg, og smilte stort. ”men hvor gammel er du så, som menneske?” sagde Mac, med et… nervøst smil? ”der er jeg 15, hvad med dig, sådan… ikke som vampyr, men ellers?” sagde jeg, og smilede stort, hvilket fik ham til at slappe af. ”der er jeg 17, men som vampyr, er jeg 116” sagde Mac, og smilede stolt. ”ad, jeg snakker med en person, der er 116 år gammel,” sagde jeg sarkastisk, men med et smil. Så kunne jeg lugte der kom andre, og lidt efter, satte Marylin og manden sig i de stole, Sander og Seth havde været i, og Jesper satte sig, ved siden af Mac. De smilede alle til mig, men den lugt, var godt nok for meget. Den var som klorin, for min næse. Jeg rynkede lidt på min næse, men prøvede at skjule det lidt. ”tak for hjælpen,” sagde jeg, men stadig med lidt rynket næse. ”det var så lidt, du kan altid komme, hvis du har brug for hjælp,” sagde manden, med et venligt smil. Siden hvornår, var vampyrer venlige, mod deres dødsfjender? Jeg nikkede bare, og så kom der et hyl. Jeg rejste mig op, gik 3 skridt væk fra sofaen, så jeg var midt i stuen, hvor jeg langsomt forvandlede mig til en ulv, og spurtede ud af døren. Hvad sker der? Råbte jeg, i mine tanker, til Seth og Sander. Men intet svar. HALLO? Råbte jeg, endnu højere. Stadig intet svar, måske havde de forvandlet sig til mennesker? Jeg fulgte deres fært, til hvor de var. De var i en lysning, hvor de lagde sammenkrøllet af smerte som mennesker, mens 4 vampyrer, smilte ondskabsfuldt. Jeg sprang frem, og snerrede vildt. Vampyrerne, kiggede forskrækket på mig. Jeg kiggede bekymret, på Seth og Sander, og derefter på vampyrerne. Den ene vampyr, kiggede på mig, rettere sagt stirrede, og hans ansigt blev mere og mere fordrejet i vrede. Så udstødte han et irriteret støn, hvorefter, Seth og Sander lagde normalt i græsset. Jeg gik hen til dem, og daskede til dem, med min snude. De rejste sig, ved hjælp af mine ben. Så støttede de sig op af mig, mens vi stirrede på der hvor vampyrerne havde været. De var forsvundet. Seth og Sander trådte lidt væk fra mig, og forvandlede sig så, til ulve. Er i okay? Ja, vi har det fint, bare rolig, kom det fra Seth. Jeg nikkede med mit hoved, og så begav vi os ind i skoven. Vi gik bare, i en dejlig tavshed, mens fuglene pippede i trætoppene, over vores hoveder. Hvad nu? Tænkte jeg, mens vi gik i skoven. Vi… skal vi ikke sige farvel, til de sært venlige vampyrer? Tænkte Seth, og både mig og Sander nikkede, da vi gik side om side, så vores skuldre rørte hinanden. Vi stod ude foran huset, da alle vampyrerne, kom ud til os. Jeg trådte automatisk, et skridt foran de andre. ”hvad sker der?” sagde Mac, og kiggede smilende, på os. Hvem forvandler sig, til et menneske? Tænkte jeg, og kiggede på Seth og Sander. Dig! Tænkte de i kor. Jeg sukkede, men lod så min krop ryste, hvorefter, jeg stod som menneske, foran vampyrerne. ”det var bare nogle vampyrer,” sagde jeg, da jeg ikke ville gå i detaljer. ”okay,” sagde de, i kor. ”for resten, tak,” sagde jeg, med et stort smil. ”i kan altid komme her,” sagde manden, og smilede venligt, tilbage. Jeg nikkede, og lod så igen min krop ryste, hvorefter jeg var ulv, igen. Skal vi videre? Tænkte jeg, og kiggede endnu en gang, på dem begge. Det kan vi vel godt, tænkte Seth, og så begav vi os videre, ud i skoven. Vi løb, indtil vi kom til en grotte, hvor vi lagde os, så vi kunne få noget søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...