Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2604Visninger
AA

9. Så kommer der flere med mig hjem.

”i er modige, at slå en formskifter i hovedet, der bare vil hjælpe jer,” sagde manden, og begyndte at gå tættere på os. ”formskifter?” spurgte drengen, der var ved siden af mig. ”ja… sten kommer ikke til at hjælpe mod mig,” sagde manden, med en dyster stemme. ”den er det eneste, der kan dræbe mig,” sagde manden, og gik tættere på. ”hvad er du?” spurgte den samme dreng, med en panisk stemme. ”en vampyr…” hviskede han, med en mærk, dyster og kold stemme. Manden kom tættere og tættere på, og jeg lagde mere og mere spændt, som en fjeder. Jeg var klar, til at springe på ham. Jeg kunne høre at han sprang, så jeg åbnede øjnene, og sprang mod ham. Vi ramte hinanden med et brag, hvorefter vi røg lidt fra hinanden. Der var 1 meters mellemrum. Han smilede selvsikkert til mig, mens han snusede ind. Han kiggede besynderligt på mig. ”mærkeligt… dit hjerte banker ikke, du lugter som en vampyr, men du er i ulveskikkelse?” sagde manden, og kiggede vurderende på mig. Han gik 5 meter væk fra mig, og begyndte så at studere mig endnu mere. Jeg kunne se, at han ville have, at jeg skulle skifte form. Hans øjne lyste af nysgerrighed, så selvfølgelig ville han vide, om hvordan jeg så ud, hvis jeg blev normal. Jeg ville gerne snyde ham, med at stå i menneskeform foran ham, og hvis han så angreb, ville jeg blive til ulv. Det ville være perfekt. Jeg lod endnu en gang rystelserne tage min krop, og så stod jeg i menneskeform, foran vampyren, og drengene bag mig. ”halvt vampyr, halvt formskifter, vil du gå nu?” spurgte jeg ham om, med en kold stemme. ”nej… jeg er meget nysgerrig… hvordan kan du være halvt vampyr?” spurgte han, og kiggede vurderende på mig. ”lang historie, kort liv, gå!” sagde jeg, med samme stemme. Han grinte en fornærmet latter. ”hvad? Du kan da bare få dine små venner til at gå, i stedet for mig,” sagde han, og kiggede smilende på mig. ”skal jeg virkelig, hente resten af flokken?” spurgte jeg, og kiggede truende på ham. ”jeg har hørt, at der kun er 2 formskiftere, her i området, og du er jo den ene… virkelig skræmmende,” sagde han, lidt hånende. ”nej… vi er 5,” sagde jeg, og kiggede koldt på ham. Jeg kunne mærke, hvordan blodet fra mit sår, begyndte at løbe ned af min hals, videre ned af min arm, så det begyndte at dryppe med blod, ned fra mine fingre. Det var ubehageligt, men jeg gjorde ikke noget ved det. ”fint… jeg skal nok gå nu,” sagde han, og forsvandt ind i skoven. Jeg satte mig ned på græsset, og tog mig til hovedet. Drengene løb over til mig, hvor de satte sig på hug. ”det må du virkelig undskylde,” sagde de, og kiggede undskyldende på mig. Jeg nikkede bare, og rejste mig op. ”vil i med i sikkerhed, hvis han nu kommer tilbage?” spurgte jeg drengene om, mens de rejste sig op. ”jo tak,” sagde de i kor, og kiggede smilende på mig. ”okay, bare hop op,” sagde jeg, og forvandlede mig, til en ulv. De satte sig alle op på min ryg, og så begyndte jeg ellers at løbe af sted. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og kom så til huset. Jeg stoppede der, og så hoppede drengene ned. Jeg forvandlede mig til menneske igen, stadig med blodet dryppende ned af min arm. Alle kom ud; Jesper, Mac, Mark, Steve, Connor, Zack, Seth, Michael og Manuel. ”du bringer da bare flere og flere med,” sagde Mac, og kiggede smilende på mig. ”hvad er der sket med dig?” spurgte Jesper, og kiggede på min arm, hvor blodet løb ned fra. ”der kom en vampyr,” sagde jeg, og trak på skuldrene. ”jeg hader vampyrer,” sagde Mac og Jesper i kor, hvorefter jeg grinte kort af dem. ”i er selv vampyrer, i fladpander,” sagde jeg, og smilede stort. Drengene ved siden af mig, så bange på mig. ”ikke som ham i mødte før,” sagde jeg, og smilede. ”skal vi ikke gå ind?” spurgte jeg, og kiggede på huset. Alle nikkede, og så gik vi ellers alle ind i huset. Manden, som jeg stadig ikke vidste hvad hed, kom ind i stuen, sammen med Marilyn. ”skal jeg ikke lige se på dit sår?” spurgte manden, med et smil. ”nej tak,” sagde jeg, da jeg var ret godt træt af, altid at blive tilset, hver gang jeg fik et sår. Han nikkede, og så stod vi der ellers bare, og kiggede rundt i huset. ”jeg tror jeg vil gå ud og holde øje, med hvad der sker, rundt omkring i skoven,” sagde jeg, og gik ud af døren. Jeg kunne ikke høre den lukke, da jeg skubbede den, men jeg gik bare videre. Jeg skulle til at forvandle mig, da en hånd lagde på min skulder. Jeg vendte mig forskrækket om, og så Mac. ”hvad så?” spurgte jeg, da jeg ikke helt vidste, hvorfor han var fulgt efter mig. ”jeg går bare med,” sagde Mac, med et smil. ”kan du stadig læse tanker?” spurgte jeg, og kiggede smilende, på ham. ”ja, når jeg gerne vil,” sagde han, og smilede kækt. ”hold dig fra mine,” sagde jeg, og gik videre ud i skoven, med ham ved min side. ”hvorfor skulle jeg?” spurgte han, og stoppede op. Jeg gik 7 meter længere, og vendte mig så om. ”vil du mærke hvorfor?” spurgte jeg, og smilede udfordrende. ”jeg er på,” sagde Mac, og stillede sig i kampformation. Jeg gjorde det samme, og smilede stort, som han hurtigt gengældte. Lige da han skulle stil at sprænge frem ad, hoppede en ulv på ham, og begyndte at bide efter ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...