Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2608Visninger
AA

10. Pau, Jack og Magnus.

2 ulve, stillede sig på hver min side, i forsvarsposition, som om de ville beskytte mig. Jeg kiggede over på Mac, der stadig kæmpede, mod ulven. ”har du brug for hjælp?” spurgte jeg stille Mac om, og vidste, at han kunne høre det. ”nej,” sagde Mac, og kæmpede videre. Det så ikke ud til, at han ville vinde, så jeg ignorerede hans nej. Jeg løb hen mod ulven, og da jeg var 1 meter fra dem, sprang jeg ud i luften, hvor jeg forvandlede mig til en ulv. Jeg sprang ind i ulven, og fik den væk fra Mac. Jeg knurrede advarende til ulven, der stod lige foran mig. Den var cirka ½ meter højere end mig. Den kiggede på mig, som om den havde lyst til at grine, men knurrede i stedet for igen. Mac stillede sig hen til ulvene, med hænderne i vejret. De forvandlede sig til mennesker, og der stod 2 drenge, med helt blondt hår, og blå øjne. Jeg kiggede ulven foran mig, dybt i øjnene. Den bed efter mig, men jeg undveg. Den kastede sig endnu en gang frem efter mig, men jeg undveg. Så sprang jeg efter den, så vi stødte ind i hinanden. Den fløj nogle meter bagud, men rejste sig hurtigt igen. Vi knurrede ad hinanden, mens vi viste tænder. Vi ventede på hvad den andens trick ville være. Jeg ville ikke give mig, den skulle komme til mig, hvis den ville noget. Den gjorde ikke noget, så jeg stoppede med at knurre, og rettede mig ordentligt op. Jeg gik hen mod Mac og de 2 mænd, med selvsikre skridt. Jeg kunne høre ulven komme bagfra, men i stedet for at springe på mig, hoppede den over mig, og løb hen efter Mac. Jeg satte hurtigt i løb, i håb om, at jeg ville stoppe den. Men det var for sent; den sprang på Mac. De kæmpede, mens de 2 mænd kiggede på. Ulven fik hurtigt Mac ned at ligge, og da han gjorde det, stod den klar, til at gøre det af med ham. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og stillede mig henover Mac, så hans mave var under min. Jeg knurrede advarende til ulven, endnu en gang. Jeg ville ikke miste endnu en jeg holdte af. Den trådte tilbage, og forvandlede sig også til menneske. Han var rødhåret, men havde også blå øjne. De havde haft hver deres farve, da de var ulve; grå, brun, og en rødlig farve. Jeg trådte væk fra Mac, og kiggede på ham, med et bekymret blik. ”jeg har det fint,” sagde Mac, og tog fat i mig, så han kunne komme op at stå. Han smilede til mig, da jeg kiggede lidt mistroisk på ham. ”men det er du vist ikke,” sagde Mac, og kiggede ned på mit ben. Jeg kiggede også ned på mit ben, der blødte. Fedt, hvorfor skete det altid for mig? Jeg kiggede op på ham, og smilede mit ulvesmil. ”er i venner?” spurgte den ene af de blonde mænd, som var kommet helt over til os. Det samme var den anden blonde mand. De stod alle tre, og kiggede på os. Jeg nikkede, på samme tid med Mac. ”jeg må have set forkert, da jeg troede du var en kvinde,” sagde den rødhårede, og kiggede på mig. ”er du egentlig ikke også lidt lille? Også har du en dårlig lugt… sikkert fordi du hænger ud med ham…” sagde den rødhårede, og skulede til Mac. Jeg rystede på hovedet, og lod så min krop ryste, hvorefter jeg stod foran dem, som menneske. De trådte et skridt tilbage, da de å mig. ”du er, altså en kvinde!” sagde den rødhårede, med et forvirret blik. ”den eneste formskifter der er en kvinde, står lige foran jer,” sagde Mac, og kiggede drilskt på mig. Jeg slog ham på skulderen, og smilede så til mændene. ”kan vi snakke med dig?” spurgte den blonde mand, mig om. Jeg kiggede på Mac, med et alvorligt udtryk. ”lad vær, med at læse tanker,” hviskede jeg, og kiggede strengt på ham. Han sukkede, men nikkede. Jeg smilede til ham, og gik så med de 3 mænd. Vi gik, indtil vi var omkring 150 meter, væk fra Mac. Så stoppede de så pludseligt op, at jeg var lige ved at gå ind i den rødhårede. Så gik jeg 25 meter bagud, da jeg ikke kunne lide, at stå så tæt på dem. ”jeg er Jack, det her er Magnus og Paul,” sagde den ene blonde, der så hedder Jack, og pegede først på den anden blonde, og derefter den rødhårede. ”og jeg er Mary, hvad vil i tale med mig om?” spurgte jeg, og kiggede på dem, med et utålmodigt smil. ”du ved godt, at vi er formskiftere, ikke også?” spurgte Magnus, mig om. ”ja?” sagde jeg, og kiggede forvirret på dem. ”vi skal bekæmpe vampyrer, ikke blive venner med dem,” sagde Paul, og kiggede anklagende på mig. ”de lever af dyr… ikke af mennesker, så de er ikke til fare for nogen,” sagde jeg, og kiggede uskyldigt på dem. ”de er vampyrer! Du skal stadig bekæmpe dem! Ellers har vi retten, til at tage din formskiftning fra dig, så du forbliver en ulv!” sagde Jack, og kiggede rasende på mig. ”men de er mine venner! Jeg kan da ikke vælge mellem mine venner, og livet som ulv!” sagde jeg, og kiggede irriteret på dem. ”det bliver du nødt til,” sagde Paul, og kiggede lumskt på mig. ”hvem er i?” spurgte jeg, og kiggede rundt på dem. ”vi er Forlierne, de 3 der bestemmer over alle formskiftere, og har lavet alle lovene,” sagde Magnus, og smilede selvsikkert. Hvorfor havde jeg aldrig, hørt om dem? Det var da mærkeligt… Men at vælge mellem at leve som ulv hele tiden, eller at angribe mine venner, var ikke noget, jeg kunne vælge i mellem. Jo, det kunne jeg da godt, men hvad hvis mine venner ville frastøde mig, fordi jeg var ulv for evigt? Hvis de gjorde, ville de ikke være mine rigtige venner… Jeg havde allerede besluttet mig, da Paul utålmodigt, sukkede af mig. ”så vil jeg helst leve livet som ulv,” sagde jeg, og kiggede bestemt på dem. De nikkede, og trådte et par meter væk fra mig. ”så vil vi bede dig om at forvandle dig, til en ulv,” sagde Magnus, og kiggede trist på mig. Jeg forvandlede mig, og stod foran dem, med brede skuldre. ”sikke en skam, at en sådan skønhed, skal gå tabt,” sagde Magnus, og kiggede på de andre. De nikkede, og så kiggede de alle på mig. De lagde deres hænder ovenpå hinanden, og begyndte så at mumle et eller anden uforståeligt. Mens jeg kiggede på de, stod Mac, Jesper, og hele min ulveflok, omkring mig. ”hvad sker der?” spurgte de, og kiggede over på mændene. Jeg kiggede på Mac, som jeg hurtigt fik øjenkontakt med, og afspillede alt hvad der var sket, og sluttede af, med at tænke; i behøver ikke at tænke på mig. Han hvæsede rasende, og kiggede over på mændene. Mine venner, kiggede alle på Mac, helt uvidende, om hvad han havde set. Han fik dem over til sig, og hviskede til dem. Så kiggede de alle over på mig, og lidt efter, stod de ved min side igen. Kunne de Forlier, ikke skynde sig lidt? Lidt efter, var der en blå, gennemsigtig kugle, i luften foran Forlierne. De åbnede øjnene, og kiggede alvorligt og koncentreret, på mig. ”hvis du virkelig mener det du siger, skal du springe mod kuglen… Hvis du virkelig mener det, lader kuglen dig leve som ulv, hvis ikke, vil den gøre dig sindssyg, så du angriber alle dine venner,” sagde de, og lod kuglen styre lige mod mig. Jeg spændte alle mine muskler, så jeg var klar til at springe. Da den var 10 meter fra mig, løb jeg direkte mod den. Da den var 2 meter fra mig, sprang jeg direkte mod den. Lige da stødte sammen med kuglen, snurrede jeg rundt, og landede på jorden. Det første jeg følte, var en smerte, jeg aldrig havde følt før, efterfulgt, af en mærkelig følelse… som om jeg manglede noget. Jeg rejste mig op, og fik en forfærdelig hovedpine. Det var som om, mit hoved snurrede rundt. Jeg stod i lidt tid, indtil mit hoved var helt fint igen, og jeg ingen hovedpine havde. Magnus, Jack og Paul, lignede nogen, der ventede, på at jeg ville angribe, eller noget i den retning. ”nej, lad vær! Hvad hvis hun angriber?” kunne jeg høre nogen sige, bag mig. Jeg drejede hovedet, og kiggede tilbage, på mine venner. Mac var på vej hen mod mig, men Zack havde stoppet ham. Stolede de ikke på mig, eller var de bange for, at jeg ville angribe? Mac ignorerede Zack, og gik videre hen mod mig. Han stod en meter fra mig, da han strakte sin arm hen mod mig, så den var ½ meter fra mig. Jeg drejede hele min krop, så jeg stod med Forlierne i ryggen. Jeg kiggede på Mac, og derefter hans hånd. Jeg kom tættere på hans hånd, mens alle andre ventede anspændt, på hvad jeg ville gøre. Da jeg var få centimeter fra hans hånd, slikkede jeg den, og smilede mit ulvesmil. Mac smilede stort, og begyndte at klø mig bag øret. Jeg kunne høre nogen grine bag mig, så jeg vendte mig straks rundt. Det var Forlierne, der stod og grinede, mens de kiggede på mig. Mac nåede at flytte sig, inden jeg ramte ham, med min krop, da jeg drejede rundt. ”der var vist noget, som vi glemte at sige,” sagde Jack, og holdte en lille glasform i hånden, hvor der var noget sort røglignende noget, indeni. Han havde den i en lædersnor, rundt om halsen, som om det var en halskæde. ”vi ejer hende nu,” sagde Paul, og smilede grumt. ”hvad er det?” spurgte Zack dem om, som stod ved siden af mig, sammen med de andre, der også var kommet hen til mig og Mac. ”det er hendes magi, der gør, at hun kan forvandle sig… Det er den ene halvdel af hende selv… hun har selv den anden, men vi har den her, så vi ejer hende,” sagde Paul, og smilede endnu grummere. Hvad?! Det kunne de da godt have sagt, inden jeg sprang ud i det. Selvfølgelig, var der ikke noget, jeg ikke ville gøre for mine venner, men ligefrem at de ejede mig, var et chok for mig. ”i er faktisk heldige, da der er mange, som ikke mener af hele deres hjerte, at de vil leve som ulv, og så vender de sig, mod deres venner,” påpegede Paul, med et forbløffet smil. Om det var ægte, kunne jeg ikke afgøre. ”og det ville i ikke sige, før hun gjorde noget?” spurgte Mac spydigt om. ”hvem ville vide, at hun faktisk klarede det, uden at blive… et monster, af en slags?” sagde Jack, og kiggede smilende på mig. ”hun ville kun blive halvt så meget monster, som jer,” sagde Jesper, og kiggede vredt på dem. Hvad der ophidsede ham sådan, vidste jeg ikke. De andre undertrykte deres vrede, så de så kolde ud, men han kunne ikke styre sig? Så stillede Mac sig helt tæt på mig, og hviskede mig så ind i øret. ”vi stikker af, når jeg siger nu,” hviskede han, og stillede sig som før. Jeg vidste det ville være forkert, men jeg nikkede. ”1… 2… 3… nu!” sagde Mac, og så løb alle, på nær mig. De løb så hurtigt de kunne; den nemmeste afsked. Jeg slap ikke så nemt, da Mac kom tilbage, og stillede sig helt tæt på igen. ”kom nu!” vrissede han, ind i mit øre. Jeg kunne ikke lade vær med at løb efter ham, da han igen begyndte at løbe. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og indhentede hurtigt de andre, som jeg indstillede mit tempo efter. Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke se Mac. Jeg stoppede op, og kiggede mig omkring; ingen Mac. De andre kom tilbage til mig, og fulgte med, da jeg løb tilbage. Da vi kom tilbage til hvor vi var før, havde 2 af ulvene fast i Mac, mens Magnus, stod som menneske ved siden af. Jeg kiggede kun på Mac, mens Magnus talte til mig. ”går du frivilligt med, eller skal din ven lide lidt?” spurgte Magnus mig om. Jeg vidste ikke hvordan han så ud, jeg havde kun Mac i mine tanker. Jeg kiggede over på Magnus, og derefter Mac. Så gik jeg langsomt hen mod dem, mens Mac blev ved med at mime til mig, at jeg bare skulle løbe. Jeg ignorerede ham, og kom så helt hen til Magnus, Mac, Paul og Jack. De gav slip på Mac, men han gik ikke. Indtil Jesper lavede et tegn til ham, og så stod han 2 sekunder senere, henne ved ham. De stod alle og hviskede, mens de en gang imellem, kiggede over på mig. Jack, Paul, Magnus og mig, var ved at gå, da noget tog fat i mig, og rev mig flere meter bagud, indtil jeg røg ind i et træ, og landede på jorden. Jeg kunne se, at alle mine venner, angreb Magnus, Paul og Jack. Manden og Marilyn var også kommet, hvilket jeg ikke havde bemærket. Jeg rejste mig op, og løb hen mod dem. Jeg sprang ind foran Mac, da han skulle til at angribe Magnus, hvor der var cirka 6 meters afstand. Jeg stillede mig med ryggen til Magnus, så jeg stod kun en meter fra Mac. Jeg knurrede af ham, og nikkede hovedet hen mod deres hus. Han trådte et skridt tilbage, med et såret blik. Jeg stoppede med at knurre, og håbede inderligt, han forstod hvad jeg mente. De skulle gå, inden de kom til skade. De andre stoppede også op, og stillede sig omkring ham. De kiggede alle på mig, med et forvirret blik. Jeg nikkede igen med hovedet, og kiggede så over på Paul, Jack og Magnus, der i forvejen kiggede på mig. Da jeg kiggede over mod Mac igen, var de væk. Lidt efter, stod Magnus, Paul og Jack, ved siden af mig. Jeg kiggede lidt nærmere på skoven, og kunne lige skimte, mine venner. Jeg bemærkede det næsten ikke, da Paul og Jack lagde mig ned på jorden, og da Magnus gav mig noget om halsen; jeg havde kun øje for mine venner. Det var måske sidste gang jeg så dem. Jeg rejste mig, da Paul og Jack gav slip på mig. Jeg kiggede på Magnus, der kiggede på det jeg havde om halsen. Jeg kiggede ind i hans øjne, og kunne se et sølvhalsbånd, med det flotteste mønster, der forestillede spiraler, der flettede sig ind i hinanden, om og om igen, i hans spejlblanke øjne. Så kiggede han op på mig igen, og derefter Paul og Jack. De forvandlede sig til ulve, og som med et tryllestav, havde de også et halsbånd på, hvor en lænke fra mit halsbånd, sad fast i Pauls og Jacks halsbånd. Magnus, stod foran os, med det flotteste halsbånd, men uden at jeg sad fast i ham. Det var af guld, hvori der var broderet en masse ulve. Han nikkede med hovedet, og begyndte så at løbe. Det samme gjorde Jack og Paul, så jeg blev tvunget til at løbe. Der var 3 meters afstand mellem os, der var det eneste lænken tillod, at jeg løb bag dem. Lige nok til, at jeg ikke kunne springe på dem. Jeg droppede at prøve at løbe langsomt, da jeg bare blev revet med. Jeg ville prøve at gøre det modsatte; løbe hurtigt. Jeg løb så hurtigt, jeg overhovedet kunne, så jeg overhalede Magnus, men havde Paul og Jack på slæb. Jeg kunne mærke et lille ryk, og så løb jeg frit; lænkerne var væk. Måske kunne Paul og Jack styre dem, med deres tanker? Jeg tænkte ikke videre over det, mens jeg løb endnu hurtigere. Vent lidt, hvis de kunne styre mit halsbånd, hvad ville de så gøre, når jeg prøvede at flygte? Da den tanke passerede mig, mærkede jeg et stød, hvorefter alt sortnede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...