Hurt 4. (JB)

4'eren a A Beautiful Melody, Soulmate og Heartbeat.
Hvis I ikke vil læse de andre og vil starte på denne, kan I skrive under min movella, om jeg skal skrive kort om, hvad den handler om.

6Likes
111Kommentarer
3490Visninger
AA

1. Hospitalet. Kap. 1.

Jeg har ikke Word, så undskyld stavefejl!


Dianas synsvinkel:


"En hund," mumlede jeg og lod min fingre vise, hvad jeg mente.
"Det ligner en sky," grinte Chris.
"Nok fordi det er en sky." Jeg knækkede min næse og satte mig op fra det grønne, friske græs. Vandets rislen skar mod mine ører fra springvandet. Vi var i baghaven og kiggede på skyer af ren kedsomhed. Chris havde sine lektier spredt ud over hele græsset.
"Er I tørstige?" Far talte fransk med en flot accent, da han kom hen til os og balancerede med to glas koldt saftevand. Det var stadig en varm sommerdag, selvom der kun var gået en dag.
"Org, hvad? Er det voksen saftevand?" spurgte Chris og tog imod glasset.
"Næ," mumlede far. Der var et eller andet galt. Det kunne jeg se. Normalt holdte far sine følelser inde, men denne gang gik det ikke så godt. Han bed sig i læben, tørrede sine svedige håndflader af i bukserne, kiggede rundt og undgik mit blik.
"Hva' så, Scott? Er der noget galt?" Chris vippede sin kasket ned over øjnene.
"N-nej. Eller jo, men det kan være lige meget. Jeg smutter over til," han pegede mod huset, "og henter mine nøgler."
"Hvad skal du?" spurgte jeg.
"Han har en blindate med masser af ..."
"Jeg skal hen til hospitalet," afbrød far Chris.
"Hvad skal du der?" spurgte jeg.
"I burde vide det." Han kiggede lidt på Chris, der så forvirret ud og så på mig, mens han tænkte sig om. "Kom med mig." Han viftede os mod huset og fandt sine bilnøgler. "Bare gå ud til bilen." Han kiggede ned i gulvet hele tiden. Mon det var en fra hans familie, der var blevet indlagt eller en af hans venner?
"Der er et eller andet galt," mumlede Chris, mens vi gik mod bilen.
"Godt set," sagde jeg ironisk.
"Seriøst. Han er aldrig sådan. Han ligner en, der kunne tude." Han grinte, uden at more sig.
"Der er en, der er blevet indlagt," sagde jeg. "Det er jeg sikker på." Han smilede et lille smil til mig.
"Sikkert." Idet samme blev bilen foran os låst op og dørene blev automatisk løftet opad. Far satte sig ind, uden at sige noget. Han startede bilen og kørte hurtigt ud fra indkørelsen.
Resten af køreturen var der stilhed. Ingen snakkede, og da jeg endelig havde fået nok mod til at afbrøde den pinlige tavshed, sagde jeg: "Hvad er der sket?"
"Julia er blevet kørt til Frankrig." Jeg kiggede forvirret på ham. Skulle hun seriøst bo her? Skulle jeg se Justin og Julia lege rundt, og så endda aldrig få tid til Chris og jeg? "Hun er blevet indlagt." Så blev der lagt den tunge stemning på. Jeg kunne ikke vudere, om det var godt eller dårligt. Få ting var godt, men det var forfærdeligt at tænke på, hvor dårligt Justin måtte have det.
"Er der sket noget alvorligt med hende?" Chris spærrede øjnene op og rykkede uroligt på sig. Jeg kunne heller ikke lige at se Chris sådan. Heller ikke far. At se dem alle triste, gav mig en dårligt fornemmelse inden i. Min mave føltes for tung til at snakke, som om den brugte alt sin energi på at trække vejret i stedet for at lette stemningen op.
"Det ved vi ikke endnu," svarede far. Så var samtalen slut, hvilket jeg var glad for. Det eneste, jeg kunne tænke, var Justin. Han havde det forfædeligt, det vidste jeg. Jeg ville ikke forstille mig den smerte, han følte nu. Hvad jeg vidste, var, at de havde det største skænderi om et eller andet.
Bilen stoppede, og det samme gjorde mit hjerte. Jeg opførte mig mærkeligt, men tog mig ikke af det. Ligenu ville jeg bare hen til Justin.
En hånd greb min, da jeg steg ud af bilen. Chris' blik mødte mit, varmt og sødt, men også meget bekymret. Jeg gav den et klem og gik med far ind til hospitalet. Sygeplejsker rendte rundt som små myg om en lampe. De sendte os ikke ét eneste blik, men kiggede ned på deres hænder, der var fyldt med papir, mapper, gummihandsker eller blod. Jeg sank en klump.
"Stue tretten skal I vente i," sagde en læge, da han sendte os et kort blik.
"Mange tak," mumlede far og vinkede os mod en gang.
"Når vi kommer derop, vil der så være blod ud over det hele?" spurgte Chris nevøst. Han hadede blod. Han kunne klare at se blod i alle hans coputer- og playstationspil, men ikke rigtigt blod.
"Det var i går, hun blev sendt ind." Så tilføjede far trist og en smule dumt: "Hvis hun altså stadig er her." Så blev der stille igen, indtil vi kom til en hvid dør. Justin sad håbløst midt i det hvide, kolde, tomme rum. Lyset fra vinduerne strømmede ind, og små støvfnug hvivlede rundt i lyset.
"Org, pis, Justin. Er du okay?!" Far trådte hurtig hen til ham og satte sig på hug foran ham. Justins ansigtudtryk var tomt og mørkt. Jeg turde ikke se på det. Jeg kiggede stift på Chris, der også kiggede mig ind i øjnene.
"Jeg hader sådan noget her," hviskede han til mig. "Det får mig til at tude." Jeg trak en lille smule på mundvigen, men vendte mig om, da jeg hørte en stol skrape mod gulvet.
"Bare lad mig være," sagde Justin. Han havde ryggen til os og gik mod vinduet. Så stod han bare og kiggede ud, mens solen skinnede på hans blege hud.
"Hvor er hun?" hviskede jeg til Chris.
"Opretionstuen," svarede far mig. "Vi burde snart få at vide, om hun lever." Han hviskede det lavt, så Justin ikke kunne høre det.
"Jamen så har han ventet en hel dag. Er de virkelig så lang tid om det?" spurgte Chris.
"Åbentbart. Jeg smuttet altså snart ned og spørger." Far trippede utålmodigt med fødderne og vendte sig til sidst om og smuttede ud af døren.
"Jeg ..." mumlede Chris, mens hans blik flakkede frem og tilbage mellem Justin og jeg, "går ned efter Scott," sagde han til sidst og smuttede ud af døren. Så var der kun Justin og jeg tilbage. Hans tilstedeværelse var lille. Han var så stille, at man umuligt ville lægge mærke til, han var her. Men han var midtpunktet i min verden i øjeblikket, så jeg var så glad for, at han var her.
Med lydløse skridt, gik jeg over til ham. Selvom mine sorte kildehæle ikke var helt med på idéen om at være lydløs, var det, som om han var i sin egen verden og slet ikke vidste, at jeg var her, kun en meter fra ham.
"Jeg er så ked af det, Justin," sagde jeg stille. Det gav et sæt i mig, da min lyse stemme fyldte det tomme, hvide rum, men Justin lagde ikke mærke til det og hørte min stemme kun som en del af de pippende, små fugle uden for det halvåbne vindue.
"Det er ikke din skyld," hviskede han stille. Jeg kunne næsten ikke høre ham, men alligevel var hans stemme så fin, blød og varm, men alligevel fyldt med sorg og ødelæggelse i stemme. Den var skringre og hæs, men jeg genkendte alligevel lidt af hans gamle stemme. "Hvis jeg ikke havde ringet til dig, var der ingen chance for, at Julia ville leve." Han sank i skuldrene, da han nævnte hendes navn.
"Der er stadig håb," sagde jeg stille til ham.
"Lægerne siger, at der er femten procent chance." Femten var godt nok lidt, men det betød ikke, hun var død endnu.
"Hvad skete der?" Jeg var bange for, at han ville blive sur, hvis jeg spurgte.
"Jeg ved ikke." Okay, han vidste det godt, men ville bare ikke sige det. Jeg forstod godt hans tonefald.
"Jeg skal nok lade være med at snakke om det." Jeg klappede tænderne i og kiggede op på ham. Hans forgrædte øjne kiggede direkte ind i mine. De var fyldt med smerte, sorg og tab, men alligevel var hans gamle, rødbrune farve der stadig, men sorgen var som flydende lava og ruskede sig rundt i hans øjne.
Jeg slog armene om ham, uden jeg vidste det. Det føltes, som om det var mig, der skulle græde, ikke ham. Det tog kke lang tid, før han lagde armene alt for stramt om mig, men jeg lagde dårlig nok ikke mærke til det.
"Jeg er glad for, du er her," sagde han så. Så tog han fat i min hage og drejede mig hoved imod ham. Han kiggede ned i mine øjne, dem som jeg havde arvet fra Alice; den havblå farve, der altid mindede mig om min Alice.
Han slap min hage, men beholdte den ene arm om mig, da døren gik om og en læge kom ind. Jeg kunne ikke tyde hendes ansigtsudtryk.
"Jeg er kommet med det endelig svar." Hun smilede et hurtigt, venligt smil og vendte sig så mod den mappe, der var i hendes hænder.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...