Sorgen


0Likes
1Kommentarer
355Visninger

1. Anna

Jeg kneb øjnende op.  Det var tidlig morgen og jeg var træt… Det var min dumme tykke kat, Krølle som vækkede mig. Jeg kunne have sovet 20 min. Længere! Det var en helt almindelig dag. Ja bortset fra, at det var i dag, lige præcis et år siden, min far Jens, døde… Jeg vidste ikke hvad jeg følte? Om jeg var ked af det, fordi han var væk, eller sur over at han var blevet syg? Nææh… det var bare en tomhed der var inden i mig. Jeg havde ikke lyst til noget – Jeg var hverken sulten, eller tørstig. Og det plejede jeg ellers altid at være, om morgenen. Jeg prøvede at vågne rigtigt op, ved at kigge udenfor, på den grå himmel, hvorefter jeg gik ned i køkkenet. Min mor Louise  var allerede vågen. Der stod hun. Høj som hun var, med sit lange lyse hår, som ellers altid var reet og glattet, og glas blå øjne. Sådan plejede hun ellers at se ud. Men nej. Nu stod hun bare og hang, med gruset hår, og ja… Triste øjne. Det ramte mig. Jeg hadede at se min mor med det blik, og det fik mig til at blive ked af det. Uden jeg selv lagde mærke til det, gik jeg hen og krammede hende. Vi stod der, begge to, helt stille i 10 min., uden at sige en lyd. Det var en rar fornemmelse, at kunne dele min sorg med min mor. Jeg følte hun var den eneste der rigtigt forstod mig. Hun sagde at hun elskede mig, og at jeg skulle se at få gjort mig klar, sådan at jeg kunne komme i skole. Hun kunne se på mig, jeg virkelig ikke havde lyst, men jeg skulle.

 

 

Jeg kom over på skolen, og satte mig bare ned på min stol, helt nede i hjørnet. Jeg var stadigvæk helt stille. Hvad kunne jeg ellers være? Med den tomhed, som fyldte min krop, kunne jeg ikke andet end bare side, og lytte, til alle de glade morgenskrig. ”Anna, hvad laver du ?! Vil du ikke være med til bordtennis?”, råbte Karren over fra den anden ende af lokalet, så glad, som hun altid var. Jeg kiggede op - ”Nej tak”, sagde jeg stille, og kiggede ned i bordet igen… Hun kiggede underligt på mig, da jeg altid kom frisk ind i klassen om morgenen, og nu sad jeg jo bare der, uden at løfte en finger. Jeg forstod hende da også godt. Det så ikke ud som om, nogen i klassen, kunne se eller vidste hvorfor jeg var så trist. Hvorfor skulle de dog også det. Det ragede da heller ikke dem, når de alligevel havde deres fædre, der kunne løbe rundt og lege med dem.  Da jeg tænkte den tanke, blev jeg sur. Hvordan kunne han bare forlade mig sådan? Jeg kunne mærke tårerne presse på, og løb så hurtigt jeg kunne, ud af det lille trængte lokale,  ud genne den store glas dør, og helt ned for enden af den lange, efterårs grønne fodboldbane. Jeg fandt en hurtigt en lille grøn busk, bag nogle høje træer, som jeg satte mig i. Her kunne jeg være i fred. I fred fra alle andre. – Men dog  ikke alligevel. Karren havde lagt mærke til det, som den eneste, og var løbet efter mig. Hun kom hen til mig og satte sig ned. ”Hvad er der galt, Anna?”. Jeg ville ikke kigge på hende, da jeg nu havde så mange tåre i øjnene, at de begyndte at trille, og jeg hadede at græde foran andre. Da hun intet svar fik, men kun en grædende, lille pige, gav hun mig et kram. Jeg skubbede ikke fra, men krammede heller ikke tilbage. Hun gav slip og kiggede på mig, med et ventende blik i øjnende, som skulle jeg fortælle det. ”Tag en dyb indånding. Det er mig, og kun mig der er her. Du kan stole på mig..”, sagde Karren. Jeg kiggede hurtigt op på hende, snøftede og fortalte så det hele. Hun kiggede mig dybt ind i øjnende. ”Jeg forstår dig”, sagde hun som det eneste… ”Forstår mig? Hvordan fanden kan du forstå mig ?! Du ved INTET om hvordan det er, ikke at have en far. Ikke at have en, som man kan kalde sin far, og elske højt! Du har jo alligevel din, så det her rager ikke dig!!!”, skreg jeg. Jeg ville væk. Helt væk, og aldrig vise mig igen. Jeg hadede denne verden! Jeg følte mig så alene. Den eneste jeg havde, var min mor, men hun ville vel nærmest ikke lægge mærke til, hvis jeg ikke var der mere… Jeg løb. Løb så hurtigt jeg kunne. Ud gennem det stor, ødelagte net hegn, forbi nogle af de idiotiske 10 klasser, der stod og røg, over den store vej, og over på kirke gården, ved siden af. Jeg fandt hurtigt min fars grav. Jeg lagde mig ned, ved siden af stenen, lukkede øjnende, og tænkte tilbage, til den gang jeg havde min far. Tårerne løb ned af mine kinder, som floder. Det begyndte at regne, men jeg var ligeglad. Jeg ville være hos ham, og aldrig forlade ham, som han forlod mig. Jeg kunne ikke forstå hvordan jeg kunne få mig til at tænke, at det var hans egen skyld, men det var vel bare al den vrede, inden i mig, der råbte det. Jeg satte mig op, og kiggede ned på gravstenen igen. ”Ave cujus  et semper in cordibus nostris.”. Det var latin, og betød ”Vi elsker dig, og du vil altid være i vore hjerter. ”. Jeg ville snart drukne i mine egne tårer… Lige pludselig ringede min mobil. Det var min mor. ”Anna hvor er du ?! Skolen har ringet og siger du er væk!”. ”Mor, jeg har det fint… jeg er …”. Min mund stoppede. Helt af sig selv… Jeg vidste ikke om jeg skulle sige det? ”Jeg er ved far…”, sagde jeg og lagde på.

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...