Brevet.

Om savn.

2Likes
10Kommentarer
974Visninger
AA

1. Brevet til Michael

Hver gang du lukkede døren efter dig, troede jeg at det var sidste gang jeg skulle se dig. Se dine grå, klare øjne, det mørke pjuskede hår der faldt ned i dine øjne, og det skæve smil du havde. Sidste gang at du ville trække mig ind til dig, og give mig det bjørnekram jeg altid fik inden du gik. Tårerne løb altid ned af kinderne på mig efter du var gået. Du så det heldigvis ikke. Jeg ringede altid to minutter efter, og spurgte om du nu også var HELT sikker på at du ikke kunne overnatte hos mig. Du grinede altid bare med sin hæse stemme, og sagde at du jo kom dagen efter, og at du jo kun boede 3 huse fra mig. Jeg kunne jo bare løbe over og se til dig! - Men alligevel gjorde jeg det ikke.

Jeg blev altid så lettet når jeg så dig igen. For nylig var vi i dyreparken. Vi holdt i hånd som et kærestepar. Min spinkle hånd, i din store ru hånd. Folk troede også at vi var kærester. Men vi var jo egentlig bare venner, var vi ikke? Jeg havde måske lidt mere end venne-følelser for dig. Måske havde du også mere for mig. Men det får jeg jo aldrig at vide nu, gør jeg vel? Sådan som du kunne få mig til at grine, og føle at jeg virkelig levede. Jeg savner det. Jeg er ingenting nu. Jeg var i en helt anden verden sammen med dig. Og når du var væk, tænkte jeg på dig. Mine veninder forsvandt efterhånden, på grund af mit stærke bånd til dig. Men jeg var nu også ligeglad. Jeg ville hellere have dig tusind gange, end de trunter.

Jeg har stadig det billede af os vi tog i tivoli i dæmonen stående på mit skrivebord. Vi sidder og skriger og holder om hinanden. Havde vi ikke også popcorn med deroppe? Jo! Jeg kan huske hvor sure folk blev. Vi sad bare der og fniste, og gjorde os små. Jeg smiler, og føler mig lidt bedre tilpas et øjeblik når jeg ser på det billede. Føler mig lidt mere fuldkommen, som du gjorde mig. Men det forsvinder nu hurtigt igen.

Har stadig din parfume stående. Den du glemte. Har næsten brugt den hele. Kan godt lide at gå og lugte af dig. Mine forældre giver mig en masse nye parfumer, for de synes at det er pinligt at jeg går og lugter af dreng. - like i care? Har lukket mig helt inde i min egen verden.

Så kære Michael. Kan ikke leve uden dig. Du er min verden, du er mit liv. Det suger livet ud af mig at du ikke er her. Du synes sikkert at jeg er en wiredo nu.Men på den måde du bare forsvandt, uden at sige noget. Kun en lille lap med din nye adresse. Helt ærligt. Har brug for dig her i mit liv. Lige nu.

-Camilla

Den lille fine skrift uden på konvolutten, skrevet af rystende hænder viste tydeligt at det var fra Camilla. Det var som om at mit kranie langsomt revnede da jeg læste brevet. Fik gengivet nogle minder. En tid jeg ihærdigt forsøgte at glemme. Mine forældre ville have mig væk fra hende. De syntes at jeg var for bundet af hende, og det synes de stadig. De troede at hun ødelagde mig. Hun gjorde det modsatte, og holdt mig oppe. Er ked af at jeg ikke fik sagt farvel til hende. Men ville ikke kunne holde det ud. Og helt ærligt, hun skulle ikke se mig græde. Det ville være så ydmygende. Regnen løb ned fra mit hår, og fugtede mit ansigt. Var på vej mod stationen. Stod på toget der gik til Århus. Der var nu et godt stykke vej fra København, hvor jeg boede i en lille lejlighed med min mor som have mindst en ny mand med hjem hver weekend. Hun vidste intet om denne tur. Men helt ærligt. Jeg var 16 år. Hun skulle ikke bestemme over mit liv. Ikke lige nu. Hver gang jeg så togkontrolløren komme, smuttede jeg ind på toilettet, og listede ud bagefter. Jeg blev desværre grebet i det, lige da vi nåede til udkanten af Århus. Da jeg nægtede at betale, skubbede de mig ud. Det regnede stadig, og kulden fik mine tænder til at klapre. Min krop arbejdede i hurtigt tempo, fik mig til at bevæge mig hurtigt afsted. Løbe, uden at jeg bemærkede det. Pludselig var jeg bare i løb, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig imens det hele bare gik hurtigere og hurtigere. Selvom jeg ikke vidste hvor jeg var, fandt min bevidsthed alligevel vejen. Til den lille velkendte vej. Mine øjne spejdede hen over den. Spejdede uden at finde det de søgte. Men pludselig fandt de det de søgte. En lille skikkelse der sad krøllet sammen i vejkanten. Helt lille og spinkel. Hendes hoved hvilede på hendes knæ, og hun trak vejret i ryk. Hun sad bare herude. Helt alene. Hvorfor ved jeg ikke. Mine læber formede hendes navn, men fik intet svar tilbage.

Mit navn blev sagt. Min krop havde en utrolig lyst til at reagere, men jeg strittede imod. Jeg havde bestemt mig for at sidde her. Være alene, midt i det hele. Folk var gået forbi mig uden at have lagt mærke til mig. Stemmen var så velkendt da den blidt kaldte på mig igen. Jeg kunne ikke stritte imod mere, og jeg åbnede langsomt øjnene, og vendte mit hoved efter stemmen. Jeg fløj op da jeg så ham. Han stod bare der. Kiggede blidt på mig, med det lille skæve smil i mundvigen. Et had flammede op i min krop, men alligevel fløj jeg mod ham, og trak ham ind til mig. Han kyssede mig blidt, og vi smeltede sammen til én. Derefter tog han min hånd, og vi gik. Ud i den store, for os uendelige verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...