forladt


0Likes
0Kommentarer
434Visninger

1. kap. 1

 

Kære Dagbog.

Jeg vågnede tidligt om morgenen, klokken var kun omkring 6, normalt vågnede jeg først ved 8-9 tiden. Jeg listede ned i køkkenet. Mine forældre var taget på arbejde, men jeg vidste, at min bror ikke ville stå op før klokken 10. Da jeg havde spist mine havregryn, besluttede jeg, at jeg ville løbe en tur ned på standen. Min bedste ven, Mikkel, stod altid tidligt op og løb ned for at bade i havet om morgenen, han sagde, det virkeligt var lækkert, og prøvede altid at få mig til det. Så når jeg nu var vågnet så tidligt, kunne det jo ikke skade noget at følge hans råd. På vej ud af døren hørte jeg min bror gå ud af sit værelse, så jeg råbte til ham, at jeg ville løbe ned til stranden, han svarede mig ikke, men grinede bare. Jeg vidste, at han ikke troede på, at jeg nogen sinde ville komme ned i det kolde vand, og ærlig talt så troede jeg heller ikke helt selv på det. Jeg var mere til sommer og sol end til vinter og sne. Ude på vejen var der næsten dødt, kun i ny og næ kom der en bil kørende forbi. Jeg løb ned ad den lille sti, der førte ned til stranden. Jeg tog tøjet af og trådte ud i vandet, men kun i få sekunder så var jeg inde igen, det var hundekoldt; at Mikkel kunne, fattede jeg slet ikke! Jeg tog tøj på igen, og med mine sko i hånden gik jeg i vandkanten ned mod sommerhusene for enden af stranden. Jeg gik omkring et kvarter til 20 minutter før, at jeg besluttede mig for at sætte mig. Det var faktisk ret smukt, at sidde sådan på en strand om morgenen hvor der er helt stille. Jeg kiggede mig omkring. Ovre på en sten i skygge under et stort bøgetræ lå en dukke på et tæppe. Jeg gik ovre og samlede den op. Under dens fod stod der et navn og en adresse. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå over og aflevere den, så der ikke var et lille barn, der konstant holdt sine forældre optaget med sit ævl om, at hun havde mistet sin dukke. Jeg huskede den gang, jeg var 6 år og mistede min ynglings dukke. Jeg græd og ville ikke spise noget i 3 dage, jeg holdt først op, da min mor købte en ny dukke og sagde, at det var min gamle dukke, hun havde fundet nede på legepladsen. Jeg hoppede totalt på den, og hun fortalte mig det først, da jeg var blevet 12 år, og der var jeg jo ligesom lidt ligeglad, men jeg var dog sur på hende 3 timer. Jeg kiggede på adressen. Jeg kendte godt stedet, det var lige i nærheden af Mikkels hus, men jeg var nok nødt til lige at tage hjem først, for at min bror ikke troede, at jeg var druknet i det kolde vand. Der hjemme gik jeg i bad og tog noget andet tøj på. Da jeg endelig kom af sted, var det omkring middagstid. Min cykel var gået i stykker, så jeg var nødt til at gå derover, og håbe på at solen ville holde. På turen der over tænkte jeg på alle de lege, jeg havde lavet med mine mange dukker, jeg havde omkring 20 af dem som lille. Mig og min kusine legede altid, at vi ejede en børnehave, så var dukkerne børnene, og vi var pædagogerne. De fleste af gangene var der et eller flere af børnene, der blev kidnappet, det var så min mor, der var kidnapper. Det var helt klart en af vores ynglings lege. For altså vi legede den hver gang, vi var sammen, altså for det meste, og vi var sammen mindst en gang om ugen. Mig og min kusine var så tætte, at folk troede vi var tvillinger, den gang. Desværre ses vi næsten aldrig mere, vi er ligesom vokset fra hinanden, og så var der også sidste gang, hvor vi var sammen, der blev vi virkelig uvenner forstår du; hun ”stjal” min kæreste. Så faktisk ses vi slet ikke, med mindre det er nødvendigt, og vi bliver tvunget. Det gælder i hvert fald mig, hun syns hvis nok, det er sjovt at fortælle mig om hvordan det går med hende og min X. Ganske vist havde jeg mange gode minder med hende, men jeg kunne bare ikke tilgive det, hun gjorde, for skal sandheden frem, så er jeg stadigvæk sikker på, at min X var min eneste ene. Jeg så op på et vejskilt. Det var her, jeg skulle dreje ind, så skulle jeg bare finde nr. 66. 1-2-3-4-5 huse nede ad gaden fandt det. Jeg syntes, huset så bekendt ud, men jeg anede ikke hvordan, måske lignede det bare et andet hus. Jeg gik op og bankede på. En vildt sød fyr åbnede døren. Jeg sagde, at jeg havde fundet denne her forladte dukke på stranden, og at det var denne adresse der stod på dens fod. Hans lille søster kom ud, og hun blev vildt glad for at få sin dukke igen. Men det bedste er, at den søde fyr inviterede mig ud, så nu er jeg slet ikke så sikker på, at min X er min eneste ene. Tænk engang hvad en forladt dukke kan føre til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...