Han reddede mit liv

Julie, er en pige der har det svært med mange ting her i livet, men ligesom ved alt andet, findes der en redning... Et eller andet sted!

3Likes
33Kommentarer
2761Visninger
AA

1. Jeg giver snart op...

,,JULIE!" Skreg min mor nærmest inde fra stuen.,, Ja mor?" spurgte jeg nervøst. Jeg havde lært, at når hun skreg sådan der, var det IKKE fordi hun bare lige ville snakke med mig. Egentlig havde det nok været smartest, bare at vende ryggen til det hele og styrte ud af døren... NU. Men det ville alligevel ikke havde hjulpet ret meget, så i stedet, fik jeg mine ben vendt og gik i stedet hen til hende. ,, Hvad er der mor?" spurgte jeg, og var på vagt. Jeg var spændt som en fjeder, og klar til at løbe, hvis det blev nødvendigt.,, Lad mig se dit tøj!" sagde hun. Underligt... Hun havde da aldrig villet se mit tøj før? Jeg gik hen foran hende. Hun smilede ondt, og jeg vidste allerede nu, at hun ville gøre mig ondt. ,, Hvad er det dog for noget tøj at gå i?!" Råbte hun i hovedet på mig. Hmm tjo mor det kaldes vidst nok humör bukser og en papfar trøje? tænkte jeg, selvom jeg udemærket godt vidste, at det havde været et retorisk spørgsmål. ,, Du ligner jo... Ja jeg ved da snart ikke hvad! Tag noget andet på!" Sagde hun, slog mig i hovedet, og satte sig så ned igen.

 

Hvorfor? tænkte jeg. Hvorfor var det også lige HER jeg skulle fødes? Hvorfor skulle alle være så onde? HVORFOR?! tænkte jeg, mens jeg gennemgik alt mit tøj, for at finde noget andet end det jeg havde på nu. Jeg vidste det ikke, og uanset hvad, kunne det jo ikke lige laves om. Jeg kiggede mig rundt på mit værelse. Der var ikke ligefrem mange ting herinde. En seng, et skab, en computer (ca. 7 år gammel...) og min bog. Min bog, om den dejligste dreng i verden. Jeg havde den, og så en plakat. Det var egentligt, det eneste der afholdte mig fra, at gå ud i køkkenet lige nu og tage en kniv for at stoppe livet her og nu. Det eneste der holdte mig oppe. Det, og så min far. Min far, som ligenu var på en lang forretnings rejse. Engang imellem, kom der beskeder fra ham, og når der gjorde, blev min mor altid glad, og så var hun faktisk ikke så slem. Engang, var hun altid sådan. Glad, og sød. Ikke mere! Nu var hun sur og ond dagen lang. Men dog kun når far ikke er her. Hvilket er tit.

,, Julie vågn op!" Smilede min eneste veninde Alice. Hun var det eneste menneske, der ikke altid skulle være ond overfor mig. ,, Julie du skal i skole nu!" sagde hun. Jeg smilede til hende, men blev pludselig trukket ned i smerten.

Alice var død, og hun ville aldrig komme igen. Jeg vendte mig mod min plakat, og kyssede den. ,, Julie, Alice har ret kom nu afsted!" sagde den leende. Nu begynder det da først at rable for mig, tænkte jeg, tog mit tøj og taske, og gik så ud i regnen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...