Smuk, men er det nok?<3 (JDB)

Angela Williams bor sammen med sin mor, far og lillesøster i et luksus hus i Los Angelas. Hende og hendes bedste veninde, Jessica, skal til at starte på Gymnasiet og deres største bekymring er fyrene..

14Likes
68Kommentarer
4055Visninger
AA

7. Festen og en ny "ven":

Det var 3 måneder siden jeg havde snakket med Daniel. Han havde haft ringet hver dag men jeg ville ikke tage den. Jeg var stadig rasende på ham og det havde gjort at jeg begyndte at være let påvirket af ting. Jess havde været en fantastisk veninde for mig og støttet mig nogen steder hvor selv mine forældre ikke kunne. Hun var heldigvis stadig sammen med Christopher hvilket gjorde hende meget glad. Christopher og jeg var selv blevet meget gode venner og vi var næsten altid sammen, os tre, når vi kunne. Christopher og Daniel havde været bedste venner, men siden episoden havde han heller ikke ville snakke med ham. Jeg syndes det var fantatisk at Christopher ikke gad hænge ud med Daniel, for så skulle jeg jo ikke være sammen med ham. Egenlig savnede jeg ikke Daniel, men jeg kunne stadig mærke et tom rum i mit hjerte. Daniel havde ændret meget af min livsstil og det var tydeligt at se. 

Lige nu sad jeg på Jess's seng sammen med hende og Christopher. Vi sad og snakkede om hvad der skulle ske i aften. Jess havde nemlig fået lov til at holde en fest og havde inviteret næsten hele vores årgang på Gymnasiet. Der var to timer til festen skulle starte og vi var først lige blevet færdig med at lave mad. Christopher gik nedenunder for at sætte nogen balloner op og imens klædte mig og Jess om. Da vi var færdige gik vi nedenunder til Christopher. Jeg satte mig i en sofa og Jess gik ud for at finde noget alkohol frem. Christopher gik op for at klæde om og da han var færdig ringede det på døren. Jess gik ud for at åbne op og jeg tændte for musikken. 

Festen var godt igang nu og det var smadder sjovt. Jeg sad nede i sofaen og snakkede med en dreng der hed William. Han var rigtig sød og mega cuté. Vi sad og snakkede om vores familie, da jeg blev prikket på skulderen. Jeg vendte mig om og der stod Jess med et nervøst ansigts udtryk. "Er der nogen der har brækket sig?" spurgte jeg. "Nej" sagde hun. Hun gik helt hen til mig og hviskede: "HAN er her!" Jeg gispede og hviskede så: "Distraher ham, imens jeg sniger mig op på dit værelse!" "Okay, men skynd dig!" hviskede hun nervøst tilbage. Jeg løb gennem lokalet, op af trappen og ind på hendes værelse. "Hvor kan jeg gemme mig?" spurgte jeg mig selv hektisk. Jeg tænkte mig om. "Under sengen selvfølgelig!" Jeg klemte mig med albuerne ind under sengen og lagde mig så helt fladt ned. Jeg kunne høre Jess snakke med nogen. "Hvad laver DU her?" spurgte hun surt. "Jeg bliver nødt til at snakke med nogen!" svarede Daniel nervøst. "Og hvem er så det?" spurgte Jess monotont. "Angela" sukkede han. "Hun er her det svære ikke" sagde Jess. "Selvfølgelig er hun det" udbrød Daniel. Jeg kunne høre trin der gik op af trappen og ind på værelset. "Angela jeg ved du kan høre mig. Vil du ikke nok være sød at komme frem? Jeg ber dig! Jeg vil så gerne sige undskyld på en ordentlig måde!" spurgte Daniel bedene. Jeg kunne se ham gå rundt i rummet. Han kiggede bag reolen, inde i skabet og under skrivebordet. Han satte sig ovenpå sengen og sukkede. "Angela, kom nu, jeg savner dig så meget! Jeg fortryder alt hvad jeg har gjort!" "Athuu!" Shit, hvorfor skulle der også være så meget støv?! Daniel satte sig på knæ og kigge mig lige i øjnene. "Nå så det er der du gemmer dig" grinede han. Jeg kravlede ud og kiggede vredt på ham. Han stalte sig overfor mig og kiggede mig dybt i øjnene. "Hvor har jeg dog savnet dig" sagde han drømmende. Han gik tættere og tættere på mig og stod nu lige foran mig. Han bøjede sig langsomt forover, men i stedet for at kysse ham, stak jeg ham en lussing lige mit på kinden. "AVV!" hylede han. Jeg trak hurtigt hånden tilbage, stirrede på den og løb så alt hvad jeg kunne ned til min bil.

Jeg kørte så hurtigt jeg kunne, jeg vidste ikke hvor jeg skulle køre hen, så jeg parkerede min bil nede i byen og løb så rundt i gaderne. Jeg græd og græd og jeg kunne slet ikke se noget. Mit syn var helt slørret og det var derfor jeg løb ind i ham. Jeg blinkede med øjnene og kiggede på personen foran mig. Det var en dreng. Han bar hættetrøje og solbriller, så jeg kunne ikke se hvem det var. "Undskyld" mumlede jeg. "Det gør ikke noget" svarede han genert. Der var stille i et stykke tid men så spurgte han: "Hvad er der galt?" Jeg begyndte at græde og han gik hen for at trøste mig. Han havde nogen dejlige stærke arme og en fantastisk unik duft. "Hvad hedder du?" spurgte han. "Angela Williams, og dig?" Han tøvede, men sagde så: "Mit navn er Justin. Justin Bieber"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...