Det der ikke dræber dig, gør dig stærkere!

Der er en del fejl, men jeg retter dem en dag jeg orker det og har tid! - det vil sige ikke lige nu. Jeg har virkelig ikke skrevet det her for at få opmærksomhed eller noget som helst. Jeg var i store overvejelser om jeg skulle ligge det ud. Men jeg kom frem til at gøre det, jeg skriver det her for at få alt det jeg har været igennem ud. Og i kan læse det eller i kan lade hver, jeg er så'en set pænt ligeglad. Vigtigst af alt, jeg gider ingen dumme kommentar, så lad hver og skriv hvis det er det du vil! Det er skrevet direkte fra hjertet..

6Likes
16Kommentarer
3175Visninger

1. ...

Efter alt det lort jeg har gået igennem har jeg lært en masse ting. Nogle gange føles det dog ikke sådan, men lige meget hvor jeg er henne og lige meget hvilken situtaioner jeg er i så tænker jeg altid på et citat jeg en dag faldt over, det lød sådan.. det der ikke dræber dig, gør dig stærkere.

Mit liv ændrede sig på meget kort tid, da jeg blev pssygisk syg. Jeg kan huske en del fra dengang - sommeren 2009. Min værste ferie, mit værste år, i det hele taget havde jeg en forfærdlig periode. Det var der hvor der var utrolig mange ting der gik op for mig. Jeg begyndte i sær at tænke på døden på en anden måde, jeg havde altid sagt til mig selv at jeg kom op i himlen når jeg døde, men pludselig virkede det bare så uvirkeligt det med at man kom i himlen og mine tanker om døden voksede for hver dag der gik. Tit tænkte jeg også over hvad der skete med en når man var død, ja, man blev begravet. Men hvad hvis man vågnede i kisten? Jeg havde ingen svar på de spørgsmål og udentvivl hvem jeg spurgte så kunne de ikke svare mig. Det eneste svar jeg kunne få var at døden var noget der skete for alle.

Imens jeg gik og var bange for døden blev jeg også bange for at der skulle ske mig selv, eller min familie noget om natten, nogle gange tænkte jeg endda på verdens undergang. Hvad hvis vi alle døde om natten, hvis vi aldrig vågnede igen? Hvad hvis verden pludselig gik under? Hvordan ville det ske? 

Det resulterede i at jeg også fik en del tvangstanker, det hele startede med at jeg hver aften spurgte min forældre om alle de ting skete. I starten var de sådan, "det kan man jo ikke vide" men eftersom at jeg begyndte at græde hvergang at de fortalte at man ikke vidste noget om døden så besluttede de sig for at sige at vi ikke døde lige forløbig. Det gjorde vi jo sikkert heller ikke, men alligevel kunne man aldrig vide. Det blev en tvangstanke at spørge om 20 ting før jeg gik i seng. Det var hårdt og da der var gået noget tid orkede jeg det næsten ikke mere, men det føles som om min hjerne fortalte mig at jeg skulle sige det! Det med at have tvangstanker voksede og voksede også, nogle gange følte jeg at jeg blev nød til at sige det samme 6 gange ellers ville der ske noget forfærdlig. Det var sindssygt ubehaligt og jeg glemmer aldrig den føelse af at være tvunget af sig selv til at sige noget.

Da sommerferien sluttede og jeg ikke havde fået det bedre. Det vil sige at jeg græd hver dag og at jeg blev ved med at have tvangstanker og tanker om døden, så valgte min mor at ringe til lægen. Jeg kan sagtens huske den dag vi for første gang var inde ved lægen, eller jeg var halvt inde. Jeg var sur på min mor at jeg først kom ind til sidst, kun fordi jeg var nysgerrig efter hvad min mor og lægen snakkede om. Min mor fortalte senere at vi skulle ned på en psykiatrisk afdeling og snakke med en psykolog. Der var dog godt 2 måneder til! - da jeg fik det værre og værre ringede min mor igen til lægen og der kan jeg huske at det gik op for mig hvor skidt jeg egentlig havde det. Vi fik en akut tid på Børne psykiatrisk afdeling og inden længe havde vi været til flere møder der henne, der havde endda været en læge med i en af timerne på min gamle skole. Intet var ligesom blevet bedre ud af de samtaler vi havde haft med en ellers rigtig god psykolog.. Jeg havde stadig de mest mystiske tanker om døde, tvangstankerne var der stadig, og var ved at drive mig til vanvid. Mens at jeg ikke kunne falde til ro om aften, jeg gik rundt i huset og græd og græd.

D. 28 Januar 2010 fik jeg en nyhed som stortset ændrede alt. I hvert fald i dag, intet er i dag som dengang pga. af den nyhed jeg fik klokken ca. kvart i 2 den dag. Jeg kan sagtens huske at min forældre havde været  til samtale med hende psykologen igen og de kom hjem og fortalte at jeg skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Jeg kan også huske min redaktion, jeg var bange, jeg var sur, og mest af alt var jeg ked af det. Endnu mere ked af det blev jeg dog da jeg fik afvide at jeg skulle sove der fra mandag til fredag hver uge og at jeg ikke vidste hvornår jeg kom hjem igen. Den tid gik så utrolig hurtigt kan jeg huske. Jeg var snart indlagt, og jeg havde det meget svært med at klare det hele. Nu havde jeg ikke min familie at fortælle alt til, som jeg ellers plejede. Nu var jeg et sted med andre børn som jeg ikke kendte, sindssyge mange voksne. Dog fik jeg dog mig noget af en overraskelse da jeg kom ind på den afdeling jeg skulle være på, der var ikke hvidt? Det lignede ikke et sygehus.. Det lignede faktisk bare en sfo eller sådan noget?

Selvom jeg sov rigtig dårligt i starten, og at jeg ingen venner havde fordi jeg ingen kendte så blev jeg for hver dag mere og mere tryg ved at være der og jeg lærte så småt nogle mennesker at kende.. Jeg begyndte faktisk at hygge mig der og selvom det lyde fuldstændig surrealistisk at have det hyggeligt og sjovt på et sygehus så havde jeg det altså. Senere fik jeg sindssyg mange venner. Jeg lærte at sove, jeg sov hjemmefra uden nogle form for problemer da jeg første lige havde lært det. Det hele gik så stærkt, og jeg havde det så godt. Jeg fik dog besøg af min familie ca. hver dag så det var helt okay.

Der gik ikke længe før at jeg fik min diagnose, Asperger syndrom.. Jeg ville ønske jeg kunne forklare det, men det er så svært. Man ved vist først kun helt hvad det er hvis man har det eller får det. Jeg blev udskrevet 3 en halv månede efter jeg blev indlagt og på kort tid var jeg blevet en helt anden person. Jeg skulle feks. starte på en ny skole, jeg havde ingen problemer med at sove og min tanker omkring døden, de var ligesom bare forsvundet.. De havde hjulpet mig, jeg havde  haft brug for hjælp og alle omkring mig at jeg hjulpet mig væk med de tanker. Stadigvæk havde jeg dog tvangstanker, men jeg kæmpede imod dem hver dag.

Den dag i dag er jeg 13 år, det snart 2 år siden at det hele startede. Jeg går på en ny skole som jeg engang imellem er utilfreds med. Efter alt det lort jeg har været igennem er jeg bare glad for at jeg har haft nogle mennesker der har hjulpet mig hele vejen. Jeg er taknemlig for at der er mennesker der vælger at tage et arbejde som sygeplejersker, pædagoger og psykologer. Uden dem vil jeg ikke havde fået hjælp med nogle af de ting jeg har det sværest med. Det betyder ikke at mit liv er perfekt nu, lige nu er jeg inde i en depression hvor jeg er rigtig træt, og ikke orker noget. Jeg har nogle ret vilde tanker, og jeg skal snart have noget medicin for det. Men alligevel har jeg en styrke til at tro at jeg godt kan komme igennem det her, ligesom jeg er kommet igennem alt det som jeg lige har fortalt om. Jeg er utrolig glad for at have de mennesker jeg elsker omkring mig, og et eller andet sted er jeg også glad for at jeg prøver at gå igennem det her. Jeg lærte/lærer så mange ting, nogle gange glemmer jeg dem igen. Men min mor fortalte mig engang at grunden til at jeg har fået det så svært, er at jeg har kræfter til at kæmpe i mod det og det ser jeg bestemt som en positiv ting. Jeg skal bare altid huske på at...

.... det der ikke dræber dig, gør dig stærkere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...