På dybt vand (JDB)

Det her er bare en "prøve historie" eller hva' hell man kalder det. Lol.

12Likes
124Kommentarer
4575Visninger
AA

7. 7

Vi kom til et kæmpe, kæmpe rum, hvor der var lysestager der og der, malerier oppe i loftet - helt ærligt, væggen findes! - og et kæmpe rundt spisebord, der var fyldt med frugt, kød, drikkevarer og salat. Alle sad ved borderne og ventede på Justin og jeg.

Justin satte sig ved de to eneste ledige pladser, ved siden af hende pigen, jeg havde glemt navnet på og så skulle jeg selvfølgelig sidde ved siden af Pattie. Jeg sukkede.

Alle gik igang med at spise og snakke, mens jeg bare sad der og stirrede surt ud i luften. Jeg ville gerne snart hjem. Bare hjem og sove og slappe af ved poolen.

"Nå, hvordan går det med skolen? Med dine karakterer?" spurgte Pattie ved siden af mig. Jeg kiggede på hende med et hævet øjenbryn. "Hvorfor spørger du om det, når du ved, at mine karakterer ligner lort?" spurgte jeg. Hun kiggede overrasket på mig og lod så blikket flakke rundt i lokalet.

"Hvad så med din mor og far?" spurgte hun.

"Jeg ved godt, at Justin og dig ingen hemmeligheder har, men spar mig for dine spørgsmål. Du ved godt, at min mor render rundt og knalder med en anden og min far er gået over til at blive alkoholiker." Så vendte jeg hovedet væk fra hende og stirrede frem for mig selv.

"Unskyld, Gra ..."

"Luk røven. Jeg gider ikke høre på dig." Så rejste jeg mig op. Jeg gad ikke være her mere. Nu vil jeg hjem og væk fra disse "fine" nederen mennesker, der intet liv havde.

"Grace, vent!" Justin hev fat i min hånd og vendte mig om. "Vil du ikke nok blive? Jeg ved godt, du er sur og kede af et eller andet, men vil du ikke nok blive?" Han kiggede mig dybt i øjnene, hovedet alt for tæt på, især når hans mor sad og kiggede.

"Hvorfor fanden skal jeg blive?"

"Vi bliver her en time, og så lover jeg, at vi tager hjem." Han smilede til mig, men fik intet tilbage.

"Fint," mumlede jeg og gik tilbage. Da vi satte os ned, begyndte alle de der kendte stjerner at holde lange, kedelige taler. "Du sagde en time," hviskede jeg til Justin, da der var gået en over en time. Jeg havde sgu fortjent at komme hjem nu, fordi jeg havde holdt kæft igennem de lange taler.

"Snart," hviskede han til mig, og så rejste Pattie sig med sit champagne glas og havde lige slået blidt til det med sin kniv. Ellers var det en ske ...

"Jeg vil gerne holde en tale for mig søn, Justin." Org. Hun var næsten værre end min mor! "Hans korte liv er blevet som en dans på røde roser," smilede hun. "Men der er også sket dårlige ting. Paparazzier, haters, stress ... forholdet til Grace." Ha-ha-ha-ha! Hvor var hun sjov. Kælling. Hun mente det for sjovt, men jeg vidste, at vores forhold i virkeligheden var en rigtig dårlig ting, og hun var ikke den eneste i lokalet, der var enig; alle kiggede på mig og grinte slet ikke, men stirrede med kritiske blikke.

Så fortsatte hun sin lange tale, og jeg hørte selvfølgelig ikke efter, men hørte hendes stemme som en irriterende, summende flue.

"Og så har vi hans skønne, smukke, kloge, søde og helt igennem fantastiske veninde," sagde hun, og jeg fik langsomt lidt af hendes opmærksomhed. Det måtte være mig. "Vi er glade for, at han endelig har fundet en så sød veninde som Selena." Og hvem fuck var så Selena? Jeg gav hende fingeren under bordet, hvem end hun så var og fulgte de andres blikke, der var rettet mod pigen ved siden af Justin. Hende der lyskryds-pigen?! Okay-okay, var dette en joke?

Pattie sluttede sin røvsyge tale og satte sig ned. Jeg stirrede på den korte afstand mellem pigen og Justin. Jaja, jeg havde glemt hendes navn, men jeg skulle heller ikke bruge det til en skid. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg stirrede, men hvis hun så meget som rørte ham, så smadrede jeg hende. Eller kastede hende hen til japanskerne.

"Vi må tage hjeme nu," sagde Justin. Jeg kiggede på ham, væk fra en lækker dreng, jeg lige havde fanget kigge på mig og nikkede. Så kneb jeg øjnene i, da lyskryds-pigen stirrede smilende på os. "Vi ses, Selena," sagde Justin. Det hedder farvel, Justin!

"Hej, hej! Jeg vil savne jer!" Jeg smilede falsk til hende, faktisk ikke hende, men over, hvor dumt, det lød. Hun kendte mig ikke engang.

Hun skulle til at slynge sig i armene i Justin, da jeg tog hårdt om hans hånd og hev ham hårdt væk, så han var ved at vælte.

"Nu vil jeg gerne hjem," hvæsede jeg. Jeg hev Justin med mig helt ud til limousinen, som vi smed os ind i.

"Hvorfor gjorde du det?" spurgte han forvirret efter fem minutters tavshed.

"Gjorde hvad?" Jeg hævede fovirret det ene øjenbryn og kiggede ud af vinduet.

"Hev mig væk fra Selena." Jeg svarede ikke, men kiggede ud af vinduet. Så kørte den hele vejen hjem til os i fuld fart. Der var stille mellem Justin og jeg, men generede mig ikke spor.

Jeg ud af bilen, da vi endelig var der og gik mod vores store hus. Jeg gik med hurtige skridt over til døren og ventede på Justin, der havde nøglerne. Det var blevet aften og det var koldt, især i denne kjole.

Jeg stirrede ind i døren, da jeg mærkede noget vådt og varmt på min hals. Jeg fór sammen og vender mig med det samme om. Jeg lavede store øjne, mit hjerte bankede vildt højt, og så stirrede jeg ellers vredt på Justin, der ikke kunne holde sit grin tilbage. Han lagde armene stramt om livet på mig og skubbede mig blidt op ad døren. Så kyssede han mig kort på min mund, der vendte ned ad og smilede stort til mig.

"Du er så sød, når du er jaloux." Jeg spærrede øjnene op og stirrede på ham i mørket. Kun svagt lys kom over fra limousinen.

"Hvad?! Jeg er ikke jaloux!" sagde jeg irriteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...