Smedet sammen som én

Dette er vores bud på Søster-konkurrencen. Tvillingesøstrene Anna og Clara er taget med forældrene på ferie til Sverige, hvor tiden flyver derud af. For som man siger; "Gør livet til en leg". Det formår disse to tolvårige piger også i den grad!

27Likes
53Kommentarer
3503Visninger
AA

6. Anna - Fugleungen i rendestenen

I mellemtiden fik vi plukket nogle bær, som ikke syntes spor farlige. Hvis Clara havde været alene herude, havde hun sikkert ikke turde proppe et eneste i munden, men eftersom biologi og ting som hørte inde under altid havde været en af mine stærkeste sider, havde jeg dermed nemt ved at udpege de gode bær fra de farlige. Det syntes at forvirre min søster hvordan jeg kunne se det på dem, men selve konsistensen og farven, sagde det hele.
”Er der ikke gået lidt over en time nu? Tror du ikke duften er færdig?” spurgte jeg Clara, idet vi så småt var begyndt at gå tilbage til den lille lysning i skoven. Hun gjorde et kort kig på sit armbåndsur, og nikkede efterfølgende bekræftende på hovedet.
”Vi kan jo altid prøve,” svarede hun efterfølgende, og idet tæppet med vores kurv kom til syne, satte vi begge i løb. Jeg greb posen med indholdet i, vendte det op imod solen og lod det simulere en enkelt gang, inden vi i fællesskab løsnede knuden og lod dampen sive ud lidt efter lidt. Det var helt dugget indvendigt, hvilket måske ikke var helt så underligt igen, eftersom kold vand havde lagt i plastik i solen i lidt over en time.
”Og så tager vi bladene op,” sagde jeg stille, og tog min hånd ned i vandet. Jeg fiskede rosenbladene op, og duftede nysgerrigt til det. Det havde en svag snert af roser, samt en fin duft af blandede blomster, som jeg dog ikke havde heldet med til at kunne identificere. ”Prøv duft,” fortsatte jeg smilende, og rakte person til Clara. Hun snusede let til det, og rynkede efterfølgende på næsen.
”Det er vi da sluppet ganske fint fra,” sagde hun tilfredst, og gav mig et kort skulderklap på min ene skulder. Jeg nikkede bekræftende på hovedet, og derefter var vi hurtige til at pakke tæppet og diverse sager ned i kufferten, inden vi langt om længe begyndte at trave hjemad igen.

Da vi efterhånden var ved at være halvvejs hjemme, faldt vi over noget som lå i rendestenen i den øde vejbane. Clara, altid så omsorgsfuld, var ikke længe om at indse, at noget var galt.
”Det er en fugleunge. Se! Se dens vinge! Den lider, Anna,” sagde hun sørgmodigt, og satte sig på hug overfor den lidende fugleunge. Af hvad jeg kunne se, var det en gråspurv. Hun greb ud efter kurven, fiskede en plasticpose op og svøbte dernæst fugleungen i det.
”Clara, det dér giver mor dig aldrig lov til,” begyndte jeg advarende, da jeg så småt indså hvad hun ville. Hun var altid så godtroende, så selvfølgelig ville hun bringe fugleungen med hjem.
”Så må vi jo bare sørge for, at hun ikke opdager det,” svarede hun smilende, og knugede fugleungen tæt ind til sig. Jeg sank en klump, idet vi begyndte at trave videre.
”Vi?” Jeg mumlede det for mig selv, og kiggede ned i asfalten. Dette var endnu en grund til, at jeg ville ønske at jeg var som min søster. Hun ville altid andre det allerbedste.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...