A song to Nick<3

Livet er ikke altid en dans på roser, og især for Alexandra. Alexandra opdager hvordan livet også kan være når man ikke selv forventer det. Hendes liv bliver sat i bås, men kan hun komme ud af det.
Hvad sker der hvis en dreng ændre hendes liv?

0Likes
6Kommentarer
1498Visninger
AA

5. Kapitel 4; Den dårlige nyhed

Jeg sad og kiggede rundt, på alle de mennesker der bare stresset rundt. Hvor var det underlig at se på, alle de mennesker der bare gik rundt uden nogle ide om folks elendighed. Jeg sukkede kort og rejste mig sløvt op. Jeg begyndte at tage nogle få skridt, det blev både lange korte, men hver gang jeg tog et skridt følte jeg som om jeg mistede mere og mere at energien jeg havde tilbage. Det hele følelse som en evighed.
Jeg gik langs stien op til en af de mange rækkehuse, som tilfældig vis skulle tilhøre mig og mine forældre.
Jeg begyndte stille at smilede et lille skævt smil, da jeg så huset stille nærme sig mit synsvinkel. En hel normal teenagere pige i en hel normal rækkehus.

Jeg stoppede op, og vendte mig om og fjernede min taske fra ryggen og hev den op foran mig, og begyndte at rode op i det. Da jeg skulle finde mine nøgler, hvorfor kunne jeg ikke finde dem, det eneste der var min gammel madpakke, og hvor brugelig er det når man skal ind af døren til sit eget hus, eller mine forældres.

Jeg kom endelig op og bankede på. I håb på at nogle var hjemme, men selvfølge skulle de ikke være der, de skulle altid passe deres arbejde og hvis ikke skulle de noget andet. Og når de endelig har tid, skal de altid finde selv den mindste fejl på mig. Jeg satte mig sukkende ned på trappen, og kiggede ud over vejen. Jeg sukkede kort, og begyndte at hive mine lektier op af tasken, ikke fordi jeg havde i tankerne at lave noget af det, nej mere fordi jeg havde brug for at lave et eller andet.
Jeg kunne svagt skimte min fars røde Fiat komme kørerne op af den ellers forladte vej. Den trillede stille hen og holdte lige foran havelågen, og ud kommer så min far.
”Alexandra, kommer du ikke lige med ind” mumlede trist, og fjernede nogle enkel tåre der stille kom trillende ned af hans kinder. ”Jo da” sagde jeg kort, og rejste mig efter ham. Vi nåede ind i stuen, imens min far bare kiggede ned i jorden. ”Far hvor er mor? I plejer altid at følges hjem.” smilede jeg skævt, imens mine øjne hvilede på min fars skulder. ”hun…er” andet noget han ikke at sige da brød sammen, faldt han ned og begyndte for alvor at græde. Nærmeste tude. ”far hvad sker der?” mumlede jeg svagt, imens jeg stille gik hen til ham og stille holdte om ham. ”Mor er død” fik han stille frem, ud over alle hans tåre der bare strømmede ned af hans kinder. Hvad var hun død, nej det er hun ikke jeg må ha’ hørt forkert.

Jeg rejste mig hurtig op og bare løb op på mit værelse og smækkede hårdt døren i. Jeg fandt igen kniven frem, og begyndte på samme rutine hver gang jeg havde det skidt. Jeg tog den op og ned af mine arme, følelsen var bare dejlige. Smerten der forvandlede sig til nået jeg kunne håndtere. Noget fysik, noget jeg viste hvad var.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...