A song to Nick<3

Livet er ikke altid en dans på roser, og især for Alexandra. Alexandra opdager hvordan livet også kan være når man ikke selv forventer det. Hendes liv bliver sat i bås, men kan hun komme ud af det.
Hvad sker der hvis en dreng ændre hendes liv?

0Likes
6Kommentarer
1499Visninger
AA

2. Kapitel 1: Ved du hvad! vi er så meget færdig, we are fucking done!

Jeg sad stille oppe i min dejlige seng, dens dejlig varme. Dens tryghed, nærmeste som den ligeså stille overtager hele din krop, gør dig mere og mere sløv. Hiver dig nærmeste ned til dens dejlige varme lagner, dyne der bare bliver slynget over en.
”Alexandra, der er mad!” jeg kunne høre min mors lyse stemme, kalde med fra trappen af.
Jeg sukkede en enkel gang, og lagde mig ellers til rette nede under den dejlige varme dyne. Jeg lod mine tåre ha’ frit valg, bare de ikke ville minde mig om ham, hans smil, grin. Alt ved ham, hvorfor skulle han også være så forbandet perfekt, perfekt på alle tænkelige måder. Men alligevel så langt fra perfekt, perfekt var han i mine øjne indtil den dag, den dag der bare stille brænder sig fast i min nethinde. Som at se det i slowmotion, bare mere pinefuld, hver gang jeg ser det for mig følelse det så rigtig, så trist. Hvorfor var det også lige ham der skulle være mig utro, og så med skolen største dulle i hele verden. ”Jeg er ikke sulten” råbte jeg svagt tilbage, men høj nok til at de kunne høre det. Jeg sukkede en enkel gang, og lagde stille mit hoved tilbage og lukkede mine øjne stille i. Og ellers var jeg i drømmelandet, drømmelandet der var det eneste sted han ikke var ikke fyldte mine tanker.

”Skat skal vi ikke tage hjem til mig, og hygge os lidt?” Jeg kiggede over mod stemme, stemme der tilhørte en person, person der betyder alt. ”Jo skatter. Men hvad med hende tøsen?” grinede hun falsk og smilede en flirtet smil. ”Hvad hun ikke ser har hun heller ikke ondt af vel.” Var det mig de snakkede om, eller var det en anden pige.
Men det kunne kun være mig, da ham der talte selvfølgelig var min kæreste. Jeg gik trist, sur, forvirret hjem. Lagde mig stille ind på mit værelse, og faldt ellers i søvn imens tåren bare trillede ned.
Jeg vågnede igen, da jeg hørte min mobil ringe. Jeg sukkede kort, og rejste mig sløvt op, og gik med tunge skridt over til bordet hvor jeg sidst havde smidt min mobil. Så doven som jeg var, tog jeg den bare op til øret da jeg havde trykkede på godkend.
”Det er Alexandra” mumlede jeg sløvt ind i røret. ”Okay” mumlede jeg igen, og slukkede hurtig min mobil. Lige da jeg havde gjort det, brød jeg helt sammen, lagde mig grædende ned på gulvet, og lå bare og græd. Jeg kunne høre nogle fodtrin løbe op, og ind. Personen der havde løbet, havde hurtig fået placeret sig på gulvet lige ved siden af mig. Jeg vendte mig trist, sur, forvirret om. Og kiggede lige op på Nick, hans dejlig charmende smil. ”Hej pus” sagde han smilende.
Jeg rejste mig hurtig op, og kiggede vredt på ham. ”Nick du skal aldrig kalde mig pus, nogensinde mere. Er du glad fordi du endelig kunne få noget, kunne du ikke holde dig til en, din kæreste f. eks? Vi er færdige!” råbte jeg, og faldt grædende sammen igen, og ønskede af alt i hele verden at han gad gå.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg kiggede febrilsk rundt, alt var som de skulle være. Jeg mærkede hvordan det stille begyndte at dunke voldsom i mit hoved, min krop rystede alt var som det var, når jeg oplevet det samme om og om igen. Mit brud med den bedst uperfekt person. Jeg var bare forsendt til at opfatte noget af det.
Jeg tog kort og træt mine kolde hænder op til mit ansigt, jeg fjernede mange af mine uendelig tåre, sveden der bare stadige piblede ned.
Jeg rejste mig rystende op, og svang mine ben ud over sengen kanten. Og rejste mig op, og havde kun en ting i tankerne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...