Det mørke vand

Mine veninder og mig var på overlevelses tur for nogle dage siden, men hvis vi troede at det blev ren hygge, blev vi grundigt skuffet. det blev en tur fyldt med overskredne grænser og tårer. Her er en lille smule af den tur.

1Likes
0Kommentarer
1103Visninger
AA

1. Det mørke vand

Stjernerne, på den alt for mørke nattehimmel, lignede tilfældige, lysende pletter, som var sat af et lille barn med en gylden, glimtende blyant. Månen derimod, var lige modsat, alt ved den var perfekt i nat. Dens bløde, hvide buer var, som skåret ud i pap, og mindede mig og den smilende kat fra Alice i eventyrland, som jeg havde set så mange gange sammen med mine veninder.
Med et blev jeg igen opmærksom på mine omgivelser. Båden gyngede voldsomt, og vandet sprøjtede ind over rælingen. Jeg gøs og mærkede den kvalmende fornemmelse i min mave.
Forgæves prøvede jeg igen at fokusere på den rolige nattehimmel over mig, men endnu engang, hoppede båden over de store bølger, og gjorde det umuligt for mig at tænkte på noget så ligegyldigt som stjernerne.
I nat skulle jeg overskride en grænse, jeg ikke vidste jeg havde!
Mit blik flakkede rundt på gruppen jeg sad sammen med. Vi var 8 skræmte børn, i alderen 14-18år. Nogen snakkede, for at holde den stigende rædsel og nervøsitet væk, mens andre sad helt stille med lukkede øjne og et kvalmende ansigtsudtryk.
Jeg bebrejdede dem intet. Vidste hvordan de havde det. Vidste hvordan de følte. Hvis det stod til mig, lå jeg hjemme i min seng. Min dejlige, varme, trygge, vidunderlige seng, i stedet for at sidde her under halvtaget på en ustabil båd, klokken lort om natten og hvem ved hvorhenne?
Blæsten hylede og skabte (om muligt) endnu større bølger, og det susede ubehageligt nede i min mave.
Gulvet på båden var drivvådt og isende koldt, og fugtigheden sivede op gennem min våddragt og fik min stakkels krop til at skælve.
Da jeg for cirka et halvt år siden, sad sammen med mine veninder og fik øje på ordet – overlevelsestur- tænkte vi straks på lejerbål, snobrød og gyser historier om aften, så vi meldte os alle tre til. Men hvis vi havde troet at det hele skulle blive ren afslapning, var vi som landet på Antarktis i stedet for Hawaii.
På min højre hånd sad mine to veninder og klyngede sig til hinanden. Den ene med tårerne trillende ned af kinderne og små hulkende lyde, mens den anden hviskede trøstende ord. Jeg gav hende min hånd og hun knugede den hårdt ind til sig.
Egentlig havde jeg også lyst til at græde, bare trække mine ben op under mig og tude, indtil min mor kom og trøstede mig. Men jeg vidste at min mor aldrig ville kunne finde mig på den her skod båd!
En brutal, hård stemme i mit baghoved begyndte at tale til mig. Den fortalte mig, at jeg skulle tage mig sammen, og lade være med at pibe! Ellers kom jeg aldrig igennem det her. Tage mig sammen og nyde øjeblikket. Nyde suset inden i mig, når båden vippede og nyde lyden af den blæsende vind. Nyde hvordan adrenalinen flød gennem min krop, ukontrolleret, som det mørke kolde vand under mig.
Jeg trak vejret dybt, og kiggede rundt på ansigterne endnu engang.
Døren til førerhuset gik op, og vores instruktør trådte snublende ud. Med et fast tag i rælingen, bevægende han sig usikkert over til os.
”Nå?” Brøllede han for at overdøve vinden. ”Er alle klar?”
Inden vi steg om bord på båden, havde han beordret os alle ned i en våddragt, hvorefter han kastede en redningsvest efter på os, og til sidst, som kronen på værket, havde han spændt en hjelm på hovedet af os. På hjelmen var der fastgjort et limegrønt knæklys, som fik os alle til at ligne en flok aliens som var på besøg på jorden i nattens mulm og mørke.
Han selv var kun iført en våddragt og svømmefødder. Og han forklarede det med at, hvis han tog redningsvest på, ville han have svært ved at svømme frem og tilbage mellem os og hjælpe, eller dykke efter os, hvis vi sank.
Det gik en ufrivillig rystelse gennem os alle, da vi hørte ordet sank.
Men han grinede og gav os et klap på ryggen, og sagde at der var mange mennesker, der ville betale oceaner af penge for at prøve det vi skulle prøve nu.
Hvem? Hvem ville betale penge for at gøre det vi gør nu? Spørgsmålet rungede inden i os alle. Og den hårde, kolde stemme i mit baghoved havde et nogen lunde fornuftigt svar: ’Mennesker der er besat af adrenalin!’ Jeg rystede forvirret på hovedet, tænkt at være besat af den her følelse. Det ville være helt utænkeligt at møde sådan en person, hvordan skulle man opføre sig?
”Om lidt går vi til bagenden af båden og der stille vi os op på to rækker. Rødt og grønt hold!” Skreg instruktøren og kiggede rundt på os alle for at se om vi har forstået det. ”Vi gør præcis som vi har øvet! Og når jeg siger spring! Så SPRINGER i! okay? Så samles vi ude i vandet, bare følg de limegrønne lys, og så svømmer vi ind til land. Hvis i går i krampe eller har brug for hjælp, så skal i bare skrige, så kommer jeg til jer! Har alle forstået?”
Ingen svarede ham. Jeg vekslede et hurtigt blik med min veninde.
”Rødt hold! Vi går nu!” Råbte instruktøren, mens han drejede op på hælen og forsvandt om bag førerhuset.
”Vi ses!” Hviskede jeg til mine veninder, før jeg rejste mig og vaklede over til rælingen. Jeg klamrede mig fast til kanten, mens jeg gik med meget usikre skridt om mod bagenden af båden. I takt med bølgerne, følte jeg mig skiftevis vægtløs og tynget mod det klamme gulv. Hele to gange var jeg ved at skvatte, før jeg endelig nåede frem. Jeg stillede mig som nummer to i rækken, og rystede som aldrig før, vidste ikke om det var af kulde eller spænding.
”Jeg henter grønt hold!” Råbte han til os. Vi nikkede.
Det mørke vand under mig skvulpede op mod bådens kant, som mørke uformelige fangarme, der bare ventede på at trække mig under. Jeg var bange. Bange for vandet. Det var mig en underlig følelse, for jeg havde aldrig før været bange for vand. Jeg havde altid været den bedste eller anden bedste til at svømme i min klasse, og der var en årgang hvor jeg gik på talent holdet i svømning. Faktisk elskede jeg at svømme, følelsen af at være helt fri og bevægelig, være i fred og tænke det hele igennem, mens man lå der og svømmede eller dykkede.
Men lige nu forekom det mig skræmmende, fremmed og chokerende. Det blinkende lys inde på land, som vi skulle svømme efter, virkede flere kilometre væk.
Tårerne trillede ned af kinderne, og jeg overvejede om jeg skulle løbe hen og gemme mig i førerhuset. Men så talte den rå og barske stemme igen til mig inde i mit hoved: ’Lad nu vær med at tude! Hvis du ikke tror du kan klarer det! Så kan du ikke! Og hvad så med din grædende veninde? Hva’? Hvordan tror du hun har det? Du bliver ned til at hjælpe hende! Kom nu man! Det her er fedt! Nyd det!’
Det grønne hold var kommet og havde stillet sig i en række overfor os, så man kunne springe to af gangen.
”Så er vi klar,” kommanderede han. ”Tag fat i stangen!” Drengen foran mig tog automatisk fat i jernstolpen. ”Op på kanten!” Han trådte op på kanten af båden. ”SPRING!” Sekundet efter var han væk, og vi kunne høre et plask, og det eneste vi kunne se var en limegrøn plet et stykke borte. Jeg fik ikke tid til at tænke på, om han var okay, for i det samme sagde instruktøren noget igen. ”Næste hold! Tag fat i stangen!” Og til min overraskelse, havde min hånd nu et fast tag i jernstolpen. ”Op på kanten!” Mine fødder trådte lydigt op på bådens kant og jeg kunne se hele havet for mit blik. Adrenalinen føltes stærkere end nogen sinde, og fyldte mig med en skræmmende og fantastisk rus. ”SPRING!” Vinden blæste, der lugtede af salt, og det var så koldt. Men det eneste jeg opfangede, var den hårde, brutale stemme i hele mit hoved, der bare hylede og skreg af fryd og nydelse, da jeg sprang ud i intetheden. Det mørke vand kom tættere og tættere på mig.

Og pludselig blev den stille. Alt blev stille og mørkt. Det kolde vand klamrede sig til mig, krøb helt ind under min våddragt og igennem min hud. Ind gennem min mund, så jeg følte mig helt kvalt. Der var ingen lyde, ingen lugte, ingen tanker. Kun den kolde, klamme følelse af at glide længere ned i mørket, ned hvor intet kunne nå mig, ubevidst om hvornår jeg mon ville se dagslys igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...