Min øjesten.

"Hvem er hun egentlig? Hun skøjter hen over livet uden at føle noget. Tør ikke ta' del i det. Mens hun tar' alting fra mig."
Jeg skrev denne korte tekst efter jeg hørte sangen "min øjesten", teksten og sangen betyder meget for mig.

6Likes
20Kommentarer
2113Visninger
AA

1. ... Hun kunne ikke mere ...

”Prolog”
Du ved jo nok at du tænder noget i mig. Du tænker nok endnu, at i nat er som i går, men nej. For du har glemt mig, så jeg har skubbet mine tanker så langt væk. Hvordan havde du tænkt dig, at jeg skulle overleve det her?
Jeg kan ikke mere - når én som hende, nu stjæler dine øjne. Vend dit blik her. - Har du glemt mig, min øjesten? Jeg kan ikke mere. - Det gør mig bange, at hun nu ejer dine øjne. Tænk at du ikke ser. - Ser hvor højt jeg elsker dig, min øjesten, se på mig!
Du ved jo nok at vi to hører sammen, du og jeg. Det brænder inden i når jeg ser at du forsvinder, forsvinder fra mig.
Hvem er hun egentlig? Hun skøjter hen over livet uden at føle noget. Tør ikke at tage del i det, mens hun tar' alting fra mig. Jeg kan ikke mere, - når én som hende, nu stjæler dine øjne. Vend dit blik her. - Har du glemt mig, min øjesten? Jeg kan ikke mere. - Det gør mig bange, at hun nu ejer dine øjne. Tænk at du ikke ser. - Ser hvor højt jeg elsker dig, min øjesten, se på mig!
Min øjesten, se på mig Ser du mig slet ikke mere?
.. For du har glemt mig. Så jeg har skubbet mine tanker så langt væk. Hvordan havde du tænkt dig, at jeg skulle overleve det her?
Jeg kan ikke mere, - når én som hende, nu stjæler dine øjne. Vend dit blik her. - Har du glemt mig, min øjesten? Jeg kan ikke mere. - Det gør mig bange, at hun nu ejer dine øjne. Tænk at du ikke ser. - Ser hvor højt jeg elsker dig, min øjesten, se på mig!


… Hun kunne ikke mere …

Hun kunne ikke styre sig selv, vidste ikke hvad hun skulle gøre. Alt blev taget fra hende, på så kort tid. Alle var ligeglade, der var ingen der bekymrede sig, ingen der var kede af det. Hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes tårer fyldte det hele, han havde skubbet hende så langt væk. – Glemt hende.
Hendes hånd kørte gennem hendes silkebløde, lyse hår. Hun havde netop lige fået farvet striber i, for kun 2 uger siden.
Hendes hænder rystede og hvis hun havde haft et glas i hånden, havde hun tabt det. Hendes rene hud var rødprikket efter alt den gråd. Hendes smukke krystalblå øjne var blodsprængte og hævet.
Han havde droppet hende, droppet hende til forskel for en anden. En anden, der nu ejede hans smukke øjne. Han var blevet til en andens øjesten. Det hele var hendes nu, og hun havde efterladt hende tilbage alene, uden nogle. Ingen hjalp hende. Ingen støttede hende. Alle var ligeglade. Selv dem der skulle forstille sig at være hendes veninder var der ikke. De var alle sammen gået fra hende, de havde alle sammen efterladt hende tilbage. Hun havde brug for trøst og omsorg, hun havde brug for kærlighed. Det hele blev taget fra hende så pludseligt. Hendes eneste kærlighed, den eneste ting der betød noget for hende, blev taget. Hun havde intet tilbage, hun havde tabt det hele.
Langsomt satte hun kniven i sin hud. Det skulle overstås. Tårerne fløj ud af hendes øjne. Det var smertefuldt, det gjorde ondt. Men det hele var lige meget, hun havde intet tilbage.
Langsomt hviskede hun til sig selv: ”Tænk at du ikke ser hvor højt jeg elsker dig. Du har glemt mig. Jeg har skubbet mine tanker så langt væk. Hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle overleve det her? Jeg kan ikke mere.” Alle var ligeglade. Hun havde taget alt fra hende. Hun kunne ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...