Den der fortjener dine tårer, vil aldrig lade dig græde

Emma på 15 år er ikke bryder sig ikke om fodbold.
Men en dag tvinger hendes lærer hende til at tage med til skolefodbold.
Da Emma for øje på en fyr der ser vildt sød ud, kan hun ikke glemme ham.
Hans smil, hans øjne, alt ved ham virker perfekt.
Dog kender hun ham ikke, og har aldrig snakket med ham.
Men det ændrer ikke noget som helst. Hun tænker på ham 24 timer i døgnet og kan ikke glemme ham.
Emma må indrømme over for sig selv at hun er blevet forelsket i en dreng hun ikke kender.
Nu må hun så bare finde ud af hvordan hun finder ham, en helt tilfældig dreng, som hun bare er håbløs forelsket i.

- og jeg ved ikke lige hvor god den her er, og om prologen overhovedet er en prolog XD

8Likes
60Kommentarer
4418Visninger
AA

7. Skal vi?

Aleksander havde været her i godt og vel 3 timer, vi havde snakket, kysset, snakket, kysset, snakket og så havde vi lige kysset lidt mere.
Vi var ikke blevet kærester eller noget selvom jeg ønskede det. Han havde fortalt om sin skole, sin familie og hans venner. Og jeg måtte indrømme at jeg var blevet meget klogere på hvem han var.
Klokken var ti minutter i fire da hans telefon begyndte at ringe, han tog den hurtigt og jeg kunne nemt gætte at det var hans mor han snakkede med.
"Var det din mor?" spurgte jeg da han havde afsluttet samtalen. "Ja, jeg bliver nød til at gå Emma" sagde han og sukkede.
"Hey, det okay" sagde jeg og krammede ham hurtigt. "Tak for en super dejlig dag" sagde han og smilte forsigtigt til mig.
"I lige måde" sagde jeg, imens vi sammen gik vi ud til døren. Han tog sin jakke på og kiggede underligt på mig. Vi havde øjenkontakt for 1000'ende gang i dag. Og jeg kunne kigge ind i de øjne i 100 år hvis det skulle være.
"Emma, du er virkelig noget af det sødeste jeg har mødt!" sagde han alvorligt. Jeg kunne mærke at jeg blev helt varm inden i.
"i lige måde" svarede jeg og kiggede genert ned i jorden. Jeg ville væde med at jeg rødmede og det skulle han helst ikke se.
"Og så er du vildt sød når du rødmer" tilføjede han og flækkede af grin. "Jamen tak da" sagde jeg ironisk og puffede til ham.
"Emma?" startede han, jeg nikkede på hovedet og sendte ham et smil. "Jeg vil godt spørge dig om noget...." forsatte han.
"Sig frem" sagde jeg og prøvede at lyde så berogligende som mulig. "Vil du komme sammen med mig?" spurgte han og kiggede mig direkte i øjnene.
Først var jeg så chokeret at jeg ikke kunne sige et ord, men da det gik op for mig hvad han havde sagt, så pressede jeg hårdt mine læber mod hans.
"Jeg tager det som et ja" grinte han, da vi trak os ud igen. "Det kan du roligt gør" grinede jeg igen. "Vi ses smukke" sagde han, han kyssede mig blidt på kinden. Varmen gik igennem min krop i det han forlod huset imens han vinkede til mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...