Den der fortjener dine tårer, vil aldrig lade dig græde

Emma på 15 år er ikke bryder sig ikke om fodbold.
Men en dag tvinger hendes lærer hende til at tage med til skolefodbold.
Da Emma for øje på en fyr der ser vildt sød ud, kan hun ikke glemme ham.
Hans smil, hans øjne, alt ved ham virker perfekt.
Dog kender hun ham ikke, og har aldrig snakket med ham.
Men det ændrer ikke noget som helst. Hun tænker på ham 24 timer i døgnet og kan ikke glemme ham.
Emma må indrømme over for sig selv at hun er blevet forelsket i en dreng hun ikke kender.
Nu må hun så bare finde ud af hvordan hun finder ham, en helt tilfældig dreng, som hun bare er håbløs forelsket i.

- og jeg ved ikke lige hvor god den her er, og om prologen overhovedet er en prolog XD

8Likes
60Kommentarer
4433Visninger
AA

10. Sidste kapitel...

Påskeferien nærmede sig. Aleksander og jeg havde set hinanden engang siden den dag vi var blevet kærester.
Dog mødtes vi i en anden by, og det var tilfældigt. Jeg skulle besøge min veninde i den by han boede i, og sjovt nok mødte jeg ham lige på banegården. Vi snakkede kun i 5 minutter.
Jeg havde besluttet mig for at det var i dag jeg skulle fortælle min mor at jeg havde en kæreste. "Moooor?" råbte jeg i det jeg trådte ud af mit værelse. "Hvad er der Emma?" spurgte hun. Jeg havde faktisk besluttet mig for at vente med at skulle sige det til en dag hun var i godt humør..
"Jeg har fået en kæreste!" sagde jeg ligeud. "A'hva behar?" sagde hun hurtigt. "Du hørte det godt" mumlede jeg.
"Tillykke SKAT!" råbte hun og omfavnede mig. Jeg vred mig ud, "jamen tak" sagde jeg og lavede en sjov grimasse.
"Det jeg ville spørge om var faktisk om, han kunne komme her hjem en dag?" spurgte jeg og satte mig op på køkkenbordet.
"Jamen det kan han godt.." sagde hun, man kunne se hun tænkte sig om i et par minutter. "Spørg ham om han kan komme Tirsdag eller Torsdag i næste uge... Der er det jo ferie, og de dage skal vi ikke noget" sagde hun og smilte til mig.
Jeg gik ind på mit værelse og fandt min mobil. Jeg skrev en sms.. 'Har snakket med min mor om det. Kan du komme Tirsdag eller Torsdag i næste uge?'
Han svarede først da jeg skulle til at i seng. 'Lige præcis de dage i påskeferien, der skal jeg noget andet' skrev han.
Æv var det eneste jeg kunne tænke lige i dette øjeblik. Igen faldt jeg i søvn med tåre i øjnene. Det var ikke første gang, og jeg havde svært ved at holde det ud mere.
Min kæreste som jeg ikke så.. Han skrev ikke engang Smileyer mere. Han var blevet mærkelig - igen.
Næste morgen skyndte jeg mig ned i køkkenet hvor mine forældre sad og spiste som sædvanligt. "Kan jeg ikke være sammen med Aleksander en af de andre dage?" spurgte jeg og smilte forsigtigt til dem. "Kunne han ikke de dage jeg forslog?" spurgte min mor, med et spørgende udtryk i ansigtet.
"Nej.." mumlede jeg, "Du kan blive hjem fra Ullas fødselsdag Onsdag hvis det er" sagde min mor opgivende.
Yes, så havde jeg måske alligevel en chance for at være sammen med ham. Han havde jo sagt han ikke skulle noget de andre dage.
Jeg fiksede min telefon op af lommen og skrev hurtigt en besked 'Så kan du komme Onsdag ;)' Min mor sad og smilte da hun så at jeg sms'ede.. "Tak mor" sagde jeg og rejste mig for at kramme hende. Det skete MEGET sjældent at jeg krammede min mor, det var kun når der var sket noget rigtigt godt at det skete.
Glæden forblev ikke særlig længe da jeg modtog en sms som jeg både blev vred og såret over. 'Jeg kan ikke den dag!' stod der bare. Hvad skete der lige? Hvor var den Aleksander, som var SÅ fantastisk, den dreng som jeg forelsket mig i? Han prøvede jo at undgå at være sammen med mig. Han sagde jo at han kunne alle dage pånær tirsdag og torsdag.
Jeg tastede hans nummer ind og ringede op, imens jeg gik ind på mit værelse. 'Hej Smukke. Jeg er virkelig ked af at..." blev der sagt som det første. Jeg afbrød ham...
"Hør her Aleksander. Du undgår at være sammen med mig. Jeg er ikke dum vel?.. Kan du overhovedet lide mig? Jeg syntes at vi slutter her. Du svarer næsten aldrig og det er altid mig der skal skrive først.. Du er ikke den jeg forelskede mig i!" sagde jeg ud i en lang køre. Jeg forsøgte virkelig at være roligt, dog endte det med at jeg råbte det sidste.
"Det vil sige at..." startede han, jeg vidste hvad han ville sige..Så jeg afbrød ham.. "Ja, vi slutter her. Farvel Aleksander"
Jeg lagde på, og lagde mig ned i min seng. Måske var jeg gået for hurtigt frem. Melissa havde ret. Jeg kendte ham jo nærmest ikke da vi blev kærester. Vi havde set hinanden 2 gange. Det var forkert gjort af mig.
Vi skulle have lært hinanden bedre at kende før at sådan noget skulle ske. Måske var Aleksander heller ikke den perfekte dreng som jeg i starten havde troet?
Han havde i hvert fald sine dårlige sider,måske bedømte jeg ham for meget på udseendet?
Tårene strømmede ned af kinderne på mig. Og lige der vidste jeg at hvis Aleksander havde fortjent at jeg lå her og græd så havde han aldrig ladet mig gøre det?
....Den der fortjener dine tårer ville aldrig lade dig græde, det gav så meget mening.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...