Den der fortjener dine tårer, vil aldrig lade dig græde

Emma på 15 år er ikke bryder sig ikke om fodbold.
Men en dag tvinger hendes lærer hende til at tage med til skolefodbold.
Da Emma for øje på en fyr der ser vildt sød ud, kan hun ikke glemme ham.
Hans smil, hans øjne, alt ved ham virker perfekt.
Dog kender hun ham ikke, og har aldrig snakket med ham.
Men det ændrer ikke noget som helst. Hun tænker på ham 24 timer i døgnet og kan ikke glemme ham.
Emma må indrømme over for sig selv at hun er blevet forelsket i en dreng hun ikke kender.
Nu må hun så bare finde ud af hvordan hun finder ham, en helt tilfældig dreng, som hun bare er håbløs forelsket i.

- og jeg ved ikke lige hvor god den her er, og om prologen overhovedet er en prolog XD

8Likes
60Kommentarer
4421Visninger
AA

4. Chatten med Aleksander.

Det første jeg gjorde næste dag da jeg vågnede klokken kvart i seks var at gå direkte hen til min computer og tænde den.
Jeg loggede mig lynhurtigt ind på facebook, hvorefter jeg skrev 'Aleksander Pedersen' i søgefeltet. Han kom frem som den første.
Med søvn i øjnene klikkede jeg ind på hans profil. Det eneste jeg kunne se var hans navn og at han var single.
Uden overhovedet at tænke mig om trykkede jeg på "Ansøg" knappen, jeg ved ikke hvad der lige skete men jeg trykkede bare.
Egenligt kunne jeg nå at fortryde, jeg kunne gå ind og se dem jeg havde ansøgt og så fjerne ham med det samme, men det gjorde jeg ikke. I stedet valgte jeg at tænke over det til at jeg kom hjem, så kunne jeg altid fjerne ham igen, hvis han altså ikke havde accepteret eller afslået anmodningen.
Jeg lukkede computeren ned, og fik hurtigt nået tøj fundet frem som bestod af et par lyse jeans, en sort top, og en lys, lyserød cardigan.
Da jeg havde fået tøjet på og fået redt mit hår gik jeg ud i køkkenet, hvor min far sad og spiste morgenmad. "Godmorgen Emma" sagde han, "Godmorgen" svarede jeg hurtigt og tog en bolle. Da jeg havde spist tog jeg min jakke på og mine sko og så gik jeg ned mod bussen.
"Hej Emma" sagde Melissa i det jeg trådte ind i bussen, hun smillede til mig og jeg smilte hurtigt tilbage.
"Har du fået ansøgt ham drengen?" spurgte hun da vi havde kørt i et godt stykke tid, "Jep, men jeg tror jeg sletter anmodningen når jeg kommer hjem" svarede jeg ærligt.
"Det gør du bare ikke. Han accepter den jo helt sikkert" sagde hun optimistisk. "Han kan sikkert ikke engang huske mig" sukkede jeg.
"Jo han kan" slog hun fast. Og så slog vi emnet over på noget andet. Men jeg havde ham hele tiden i tankerne. Jeg kunne ikke vente til at komme hjem igen, så jeg kunne se om han havde accepteret eller afslået den.
Endnu en dag gik med at jeg ikke kunne koncentrer mig, jeg prøvede virkelig. Men jeg ønskede bare at komme hjem. Da klokken endelig slog halv to var jeg så glad at jeg løb direkte ud til bussen og sprang ind.
Da jeg kom hjem gik jeg igen direkte ind på facebook. Jeg kiggede i mine nokfikationer, og da jeg så at hán havde accepteret ansøgningen bredte der sig et kæmpe smil på mine læber.
Der var kun én ting der kunne gøre det hele bedre, at han var på, at han var online. Lynhurtigt kiggede jeg på onlinelisten og han var på. Mit hjerte sprang et slag over da jeg uden at tænke mig om bare skrev 'Hej :)' til ham.
Han svarede hurtigere end jeg havde forventet, da jeg så hvad han havde svaret blev mit smil bare tusinde gange større 'Hej smukke' stod der i chat beskeden.
Syntes han jeg var smuk, eller var det noget han skrev til alle piger? Jeg var jo ikke specielt smuk? Jeg var bare en almindelig pige. Vi chattede i lidt tid. Han fortalte at han havde haft lyst til at snakke med mig til fodbold kampen, men der ligesom ikke rigtig havde været tid, og da han så var på vej over mod mig var han blevet stoppet af en af sine venner.
Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde skrevet sammen, men da jeg kiggede ud af vinduet var himlen blevet grå og det var begyndt at dryppe. Jeg sukkede, kort efter afsluttede vi den ellers så gode samtale vi havde igang. Jeg havde fået hans nummer, og han havde spurgt om han måtte få mit.
Ham Aleksander så ikke bare vildt sød ud, han var også vildt sød, han kaldte mig de sødeste ting. Godt nok kendte jeg ham kun på det han havde fortalt mig i vores samtale, men alligevel syntes jeg at han virkede som mere end bare en sød fyr.
I morgen ville jeg helt sikkert skrive en besked til ham, og så håbede jeg inderligt på at jeg en dag ville møde ham igen.
Aleksander med de brune øjne, og det brune hår. Aleksander som med ét ord var perfekt!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...