Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25402Visninger
AA

22. The show must go on

Som man så tit sagde; The show must go on. Noget som var præcist hvad jeg tog til mig. Israel havde været en stor oplevelse for mig, og da vi måtte rejse videre, for at holde planen, var det med sørgmod, at jeg fik taget afsked med Jesus’ land. Turen var gået til Australiens kystland i den sydligste del af verden.
Australien var et land, jeg før havde besøgt. Et land som havde taget mig med storm tidligere.
Endnu et par lyde hørtes i telefonen, hvorefter den så endeligt blev taget. Som jeg havde lovet, så ville jeg ringe så tit jeg kunne, til dem i Los Angeles. Ja i det hele taget til mine venner i USA. ”Julemandens værksted. Hvad kan jeg gøre for dem i dag sir? Skal de afbestille noget legetøj, til børn som har været uartige? Måske inklusiv dig selv?” Kort efter personen var færdig med at snakke, brød jeg ud i grin. Sådan en hilsen, havde jeg skam ikke regnet med. ”Hej Christian,” fik jeg fremstammet mellem de mange grinagtige anfald, der til tider indtog ved mig. Selvfølgelig var det Christian, som kunne finde på at sige sådanne ting. Dog undrede det mig lidt, at han tog Victorias telefon, som var hende jeg havde ringet til. Men på den anden side, kunne det jo være at hun sov, og at ham, Caitlin, Ryan og måske Chaz sad på hendes stue, og så havde taget mobilen, så hun ikke vågnede.
”Hvordan går det?” måtte jeg forsætte, da det ikke lød til, han havde tænkt sig at tage ordet igen. ”Det går vel nogenlunde. Jeg tror gerne Caitlin vil snakke med dig. Hils de andre Justin. Vi ses snart igen.”
Inden jeg kunne nå at svare, havde Caitlin allerede sagt hej. ”Victoria får det dårligere og dårligere, Justin. Hvis der ikke snart bliver gjort noget, kan det umuligt gå den rigtige vej for hende. Vi er alle urolige for hende.” Jeg måtte stoppe hende, for at få gentaget sætningen hun lige havde sagt. Ganske rigtigt, som jeg troede, så havde hun sagt at min kæreste havde fået det værre. Hvordan kunne jeg få mig selv til at sidde hernede, mens hun lå på et hospital i Los Angeles og kæmpede med alle kræfter mod sygdommen, som hendes nyrer var ramt af? Hvordan kunne jeg? ”Caitlin, lad mig snakke med hende,” sagde jeg alvorligt, men dog målrettet. Victoria måtte vide, at jeg ville komme så snart denne tour var ovre. Dog var der godt og vel en halv måned til, da vi befandt os i Melbourne, som var et af de sidste stop rundt i Australien. Udover Melbourne manglede vi bare Adelaide og Perth. Derefter ville turen gå til Asien igen, hvor lande som Japan, Hong Kong, Filipinerne og Taiwan skulle besøges.
”Justin?” sagde en hæs stemme pludseligt, hvilket fik mig til at reagere voldsomt. Hvad var der ved at ske med hende? Hvis jeg snakkede med Victoria, som jeg var hundrede procent sikker på jeg gjorde, så kunne jeg nemt høre, at han var ved at være tappet for kræfter. Til min store fortvivlelse. ”Hej Shawty. Hvordan går det?” svarede jeg, mens jeg prøvede på at lyde så positiv og munter som muligt, så hun ikke på den måde, ville kunne regne mit humørs tilstand ud. ”Det går nogenlunde fint. Det er lidt dystert at være her, men med de rigtige personer omkring en, går det vel altid.” Hostende, blev hun nødt til at stoppe op, dog fortsatte hun hurtigt igen; ”men jeg savner dig. Jeg mangler at kunne føle dit nærværd og tilstedeværelse.”
”Præcist på samme måde, har jeg det. Du ved, at hvis jeg kunne, så havde jeg rejst hjem til dig, for at bruge min tid med dig. Nu er det jo også snart din fødselsdag, så mon ikke der sker noget på den dag?” grinede jeg sarkastisk og smilede så. Hun havde fødselsdag i slutningen af maj, hvilket ville sige, lige når jeg kom hjem fra Japan, som var sidste stop på touren. Datoen for hendes fødselsdag, var helt præcist den 28. maj. Otte dage efter hjemkomsten. En gave, havde jeg endnu ikke fået købt, men jeg var fuldt overbevist om, at den skulle være noget helt unikt. Det skulle være noget som kunne gavne hende, men samtigdigt skulle det også være noget, som fortalte hvad jeg følte. Hvad mine følelser for hende var. ”Det kommer vel lige an på, om jeg holder til min fødselsdag.” Jeg stivnede, da hun lige havde afsluttet sin sætning. ”Ikke sig sådan. Hvis du ikke tror på, at du snart bliver rask og bliver ved med at bilde dig selv ind, hvor syg du er, så er det klart det går den forkerte vej. Du skal ikke give op, Shawty. Slet ikke nu!” gispede jeg, mens min vejrtrækning var blevet hakkende. Forsigtigt fik jeg sagt sætningen. Det kunne godt være sygdommen var ved at tage overhånd i hendes krop, men jeg lod hende på ingen måde, give op. Især ikke nu!
Hvad ville et liv være for mig, hvis jeg ikke havde hende ved min side? Hun var den person som betød mest for mig, så hvis hun endte med at gå bort, ville jeg heller ikke leve.
”Justin, bare lov mig, at du kommer og besøger mig, så hurtigt som muligt. Jeg har brug for at se dig. Måske det kan styrke mig lidt,” halvhviskede hun, da hendes kræfter nok ikke kunne klare at snakke i et normalt toneleje. Forsigtigt og lydløst sukkede jeg. Bare hun ikke ville give op i sidste ende, og lade kræften overtage hendes krop, så hun till sidst var udenfor behandling, og ikke kunne blive rask igen.
”Du ved jeg vil komme hvert minut, og jeg lover dig, at jeg kommer så snart jeg får en mulighed for det.”
Samtalen kørte i godt og vel et kvarterstid efter, hvor jeg så fik snakket lidt med Caitlin efterfølgende.
Min mor havde fået sig placeret ved siden af mig, og lyttede derved også til min samtale med de andre, da jeg havde valgt at sætte den på medhør. Hurtigt blev hun inddraget i samtalen, og selvom jeg i første omgang ikke var i specielt godt humør, og helt nede i kulkælderen, så endte det med, at jeg grinte i takt med min mor og Caitlin. Victoria var i mellemtiden faldet i søvn, hvilket jo selvfølgelig var en god ting, da hun havde brug for så meget søvn, som overhovedet muligt.
”Er du sikker på du klarer den Justin, og ikke mangler brug for at tage en tur til Los Angeles, hvor de andre befinder sig?” Med let hånd, strøg min mor mig igennem håret. Mest af alt, prøvede hun på at berolige mig, hvilket også virkede ret godt. Kort nikkede jeg. For sandheden var, at jeg var sikker på, at jeg nok skulle klare den. Victoria havde til sidst i vores samtale, givet udtryk for, at hun ikke gav op. Derved kæmpede hun videre mod sygdommen. Noget som fik mig til at sætte hovedet i blød for specielle tanker.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...