Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25420Visninger
AA

28. Som vågnet op fra en drøm

DEL 3 – VICTORIA


Smerter tog til i maven på mig. Hvad var der sket med mig? Det sidste jeg huskede, var jeg mine forældre havde fået mig stille til ro, selvom klokken ikke var specielt meget. Måske var det fordi, du kunne se, at jeg var umådeligt træt? Det undrede mig bare, hvorfor Justin pludseligt fik fra mig. Det ene sekund var han ved min side, mens han det næste var væk, og han forblev væk. Han kom ikke tilbage.

Forsigtigt åbnede jeg mine øjne, da et hvidt lys næsten blændede mig. Jeg lå stadig på en stue på hospitalet, men denne stue jeg nu befandt mig i, lignede ikke just den anden. Da jeg med smerterne på sit højeste, fik vendt mig lidt til venstre over mod bordet, så jeg at mine fødselsdagsgaver var placeret på dette bord også. Rejsen som jeg havde fået af mine forældre, ville jeg sikkert aldrig komme til at bruge. Justin forsikrede mig dog fuldt og fast om tidligere, at rejsen ville blive til noget, og at vi nok skulle komme afsted. En helt anden tro, var jeg dog af. Mere nåede jeg ikke at tænke på, da smerterne igen tog til i maven på mig. Forsigtigt fik jeg vendt mig om på den anden side, men lukkede øjne.


Selvom jeg prøvede på at sove igen, kunne jeg ikke. Det var som om, jeg havde fået nok søvn. Derfor valgte jeg at åbne mine øjne på ny. Mit blik ramte først et par gardiner, som var trukket for, mens en lampe lyste i vindueskarmen. Lampen, hvor alt lyset kom fra. Blikket lod jeg så køre videre rundt i værelset, hvor et forfærdet syn, fik mig til at gyse. En seng var placeret klods op af min, mens en dreng lå med lukkede øjne, og et hvidt lagen godt trukket op om sig. Det gik hurtigt op for mig, hvem drengen egentligt var.
”Justin,” udbrød jeg forfærdet. Hvorfor lå han i en seng ved siden af mig. Hvorfor var det nat udenfor, og hvorfor var jeg gået glip af halvdelen af min fødselsdag? Spørgsmål kørte rundt i hovedet af mig, mens jeg prøvede på at rejse mig op fra sengen. Som ville mine ben ikke samarbejde med mig, endte jeg med at falde sammen på jorden. ”Victoria?” kunne jeg høre en svag mumlen sige. Justins.
Som jeg lå der, og rodede rundt, hørte jeg svage fodtrin ved min side. Min kæreste som haltende over mig. Forsigtigt rakte han en hånd ned mod mig, hvor jeg ikke tøvede, inden jeg tod i mod den. ”Hvad er der galt med dig? Hvad er der galt med mig? Hvorfor er vi blevet placeret til en ny stue, og hvorfor lægger du i en seng ved siden af mig, og har sådanne hospitaltstøj på også?” Som et vandfald, snakkede jeg derudaf. Men hvorfor havde Justin egentligt dette underlige tøj på, som jeg også havde på?
”Hør her… Måske du ikke kan huske det, eller også er det fordi der ikke er nogen som har sagt det til dig, da jeg fik de andre til at lade være. Men prøv at trække op i trøjen, Shawty,” hviskede han med en lav stemme, da vi havde fået sat os ned i sengen igen. ”Gu’ vil jeg da ej. Hvad tænker du dog på? Hvis det er fordi du vil se på min mave så…” Hvorfor var det lige jeg begyndte at skælde sådan halvt ud på ham? Han havde jo ikke gjort noget, men prøvede måske bare at vise mig noget. Men en let hånd, trak jeg op i min trøje. Smerterne tog igen til, inden jeg lod trøjen falde, uden at have set noget underligt og anderledes. ”Er du okay?” Hvis jeg ikke vidste bedre, så det ud til, at Justin også havde smerter ved maven, da en af hans hænder, lå som et støttenet over trøjen. Kort nikkede jeg, som svar på hans spørgsmål. Uden at tøve, rev jeg igen lidt op i min trøje. Denne gang lod jeg den ikke falde, uanset om smerterne så tog til igen, hvilket de med lynets hast gjorde.

Igen faldt mit blik på et forfærdeligt syn, da jeg havde fået øje på det, som Justin måske havde hentydet til tidligere. Hvad var der lige sket med mig? Hvorfor var der et stort og blåt ar på min mave, og hvorfor var der stæng i såret, samt hvorfor var det syet sammen?

”Justin hvad er der sket med mig?” udbrød jeg forfærdet. Havde han haft noget med det her at gøre? Havde jeg været ude for en ulykke jeg ikke selv kunne huske, eller havde jeg fået hukommelstab igen, hvilket var sket før for mig? ”Er jeg ved at blive sindssyg, og derved også bilder mig selv ind, at der er et stort ar ved min mave?” Jeg valgte ikke at sige det med respekt, men i stedet for råbte jeg det.
Han sagde ikke noget. Tavs var hvad han var. ”Du har haft noget med det her at gøre, ik’? Har vi været ude for en ulykke eller hvad er det?” Jeg råbte stadigvæk. ”Hør her… Vi har ikke været ude for en ulykke, men..” Han krympede sig sammen, da det så ud til, smerter tog til i maven på ham. Hvad skete der med ham?
Hvorfor havde han ondt i maven, ligesom jeg havde?

.......

I kort tid var der ikke nogen eller noget, der gav en eneste lyd fra sig. Min hjerne tænkte så det bragede.
Hvorfor var det han også havde ondt, og hvorfor var han så hemmelighedsfuld overfor mig?
Jeg vidste med sikkerhed, at han gemte noget for mig, og jeg havde i sinde, at det ikke just var en lille og ligegyldig ting, han holdt hemmelig.

Stilheden lå stadig over os. Det var som om, ingen turde tage ordet. Som om Justin ventede på det rigtige tidspunkt til at sige noget. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han tænkte. Tænkte ligesom jeg selv også gjorde. Hvis han havde ondt i maven, kunne det måske også være at… NO WAY!

Uden yderligt at få lov, rev jeg op i Justins trøje. Som jeg selv, havde han også ar henover maven. ”Det har du ikke gjort Justin,” råbte jeg igen, mens jeg kunne mærke tårerne fosse ud af mig. Intet kunne holde dem tilbage. Hvad var det lige han havde gjort? ”Fortæl mig, at du ikke har ladet dig operere på grund af mig? Fortæl mig, at du ikke har givet mig din ene af dine to raske nyrer?” På ingen tid brød jeg fuldstændig sammen. ”Det kunne jeg godt fortælle dig, men så ville jeg lyve dig direkte op i ansigtet,” kom det køligt fra ham. Som havde han ingen frygt og angst. ”Hvorfor? Hvorfor Justin? Du har risikeret dit liv, og har fået fjernet din ene nyre… På grund af mig?” græd jeg. Utallige mængder følelser steg op i mig på dette øjeblik. Han var virkelig den bedste og sødeste dreng, man nogensinde ville kunne finde…

Og han var min kæreste… Han var Justin Drew Bieber!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...