Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25420Visninger
AA

30. Genopfriskning af minder

Omkring en uge var gået, siden jeg var kommet hjem fra hospitalet. Justin fik lov til at forlade det, tidligere end jeg selv gjorde, fordi lægerne skulle være helt sikre på, at kræften i min krop, ikke havde spredt sig, hvilken den heldigvis ikke havde. Jeg var rask. Helt og aldeles rask.
I mellem tiden, havde Justin dog ikke forladt hospitalet helt. Der havde været en Award, som han var med til, selvom Scooter havde sagt, at han skulle få hvilt sig, så såret ikke endte med at gå op ved ham. Men så stædig som min kæreste nu var, havde han taget med, dog efter lidt overtalelse af Scooter.
En invitation til mig fra Justins side, havde jeg dog også fået, men der blev lægerne nødt til at sige nej.
Uheldigvis, måtte jeg så bare bruge min tid på hospitalet og kigge med på tv’et.
Og selvom jeg ikke var med til awardet, var jeg alligevel så stolt af Justin, som endnu en gang endte med at komme hjem med et par priser. Hvad den dejlige dreng ikke havde vundet.

”Vi skal afsted nu, Shawty. Har du fået pakket dine ting?” Justins stemme lød blidt i mit øre. Med lukkede øjne, havde jeg været helt i drømmeland. ”Jeg er klar,” endte mit svar med at blive. I den tid jeg havde været hjemme fra hospitalet, havde Justin sovet hjemme ved mig, da han gerne ville bruge sin tid med mig, som han selv havde sagt. Smerterne var væk ved Justin, mens de stadig plagede mig en del. Såret var så stille ved at hele ved os begge, mens stængene også var blevet taget ud. Et forfærdeligt syn, var det dog stadigvæk. Ikke just noget, jeg nogensinde ville vænne mig til at kigge på. ”Har du det Okay i dag?” spurgte han forsigtigt om, da jeg ikke havde rejst mig, fra sengen hvor jeg havde siddet det sidste stykke tid. ”Det gør lidt ondt igen, men det er lige meget. Jeg skal nok klare mig.” Han behøvede ikke at vide, hvilke smerter jeg i virkeligheden havde. Hvis dette var tilfældet, ville han aflyse vores tur over til Caitlin, Chris og alle de andre. Dem havde jeg ikke set, siden de var rejst efter min fødselsdag. Han kyssede mig blidt i panden, hvorefter han fik sat kufferterne på hjul, og fik dem så med besvær rullet ned af trapperne. Som medfølge af vores operationer, måtte vi ikke yderligt bære på tunge ting, så til vores held, havde kufferterne hjul på, hvilket ville sige, at de kunne.. rulle?!


”Har du nogensinde tænkt på alle de ting vi har været igennem sammen?” Som spørgsmålet bare fløj ud af munden på mig, kunne jeg ikke lade være med at grine, hvilket fik endnu flere smerter frem i min mave. Med en forsigtig hånd, holdt jeg mig på maven, for at mildne smerterne bare lidt. Vi havde lige fået sagt farvel til min familie, samt til Pattie, som også havde boet hjemme ved mig siden operationerne. Derefter havde vi sat kurs mod LAX, hvor jeg endnu en gang skulle med flyet hjem til Justins og mine bedste venner. Sidste gang dette var tilfældet, var dengang Justin havde synget ”That Should Be Me,” mens jeg havde smuglyttet. Dengang vi også havde kysset påny, og dengang vi var blevet gode venner igen.
”Nu hvor du siger det, så kan jeg faktisk ikke rigtigt huske alle tingene… Kan du fortælle mig dem, så jeg kan få genopfrisket tankerne?” drillede han. Selvfølgelig kunne han huske dem, men ville have mig til at sige alle tingene. Da jeg sammen med min familie, kørte galt tidligere på året, fik jeg hukommelsestab, hvilket jo gjorde, at jeg ikke kunne huske nogle ting i noget tid, dog var alle minderne på plads igen, og hukommelsen var bedre end nogensinde før.
”Jo ser du…” Og sådan startede jeg ud, da jeg vidste at der ville blive en længere prædiken i sigte. Hvis jeg skulle til at fortælle Justin alle de ting vi havde været igennem sammen, ville jeg sikkert aldrig nogensinde stoppe, for der var utallige ting. ”Det hele startede jo ud med, at vi ved et uheld mødte hinanden på Café La Boheme sidste sommer. Nok den bedste dag i mit liv, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes den dag. Derefter var der den første koncert med dig, så var der koncerten hvor vi sang sammen, den romantiske tur i pariserhjulet, hvor du gav mig hjertehalsen som du kan jeg se, at jeg stadig har på… Så var der skænderiet mellem os, og vores pause på fire til fem måneder.” ”Og så var det at du kyssede mig, selvom du var sur på mig,” brød han ind med et lumsk smil på læberne. ”Faktisk var det dig der kyssede mig, hvis du ikke kan huske det. Remember, du havde trukket mig op i en blind gyde, så jeg ikke kunne bevæge andet end mine læber?” Et uskyldigt kys mellem to uvenner på daværende tidspunkt. To uvenner som i dag var bedste venner, og som også var sammen som et lykkeligt kærestepar.
”Men det ser jo ud til, at du alligevel godt kan huske lidt,” drillede jeg. Emnet om kysset var han selv begyndt at snakke om, så selvom han påstod han intet kunne huske, kunne han selvfølgelig godt. ”Hvad husker du så bedst?” kom det fra ham. Jeg havde haft det på fornemmelsen, at han ville spørge mig om det før eller siden. ”Er det iorden jeg nævner to ting?” Det var umuligt for mig, kun at vælge en enkelt ting, som jeg bedst kunne lide. Kropumuligt. ”Selvfølgelig.” ”Men så var det nok nytårsaften oppe på altanen, da du spurgte mig om en chance til. Et valg som jeg aldrig kommer til at fortryde. Og den anden ting var her for et par uger siden, da jeg indså hvor meget jeg elsker dig. Det gik op for mig, dengang jeg opdagede at du havde ladet dig operere til fordel for mig. Aldrig har jeg oplevet noget så sødt og romantisk,” halvhviskede jeg med rødmen, som hurtigt steg mig til hovedet. Selvom vi havde kendt hinanden i næsten et år nu, kunne Justin alligevel få mig til at rødme. Hvis han gav mig et kompliment eller kyssede mig på en ny lidenskabelig måde, rødmede jeg. Hvis han gav mig en gave, eller gjorde noget andet ved mig, rødmede jeg. ”Hvad syntes du har været det bedste eller mest romantiske i forholdet med mig?”
Tøvende fik jeg spurgt Justin om det samme spørgsmål, som han tidligere havde spurgt mig til. ”Der er så mange ting, men jeg må ærligt nok svare at det skete den fjortene februar. Valentines dag, var virkelig noget jeg aldrig glemmer. Men nytårsaften var også mindeværdigt,” oversmilede han, og trykkede så læberne mod mine. En dejlig og genert følelse strøg hurtigt gennem kroppen på mig.
Han kunne stadig huske vores helt unikke og specielle aften den fjortene februar. En ting, som ikke just var blevet gentaget siden, da ingen af os, ja… Jeg vidste faktisk ikke hvorfor. ”Jeg elsker dig Justin. Tak for alle de gode minder, og lad os så få skabt nogle nye.” En sætning som fik mig til at grine. Lad os for skabt nogle nye, hvor dumt lød det ikke lige? ”Ja lad os få skabt nogle nye, og lad det starte nu. Hvad siger du til, at vi invitere Caitlin og alle de andre med til noget grænseoverskridende, som vi sent vil glemme?”
Hvad havde den dreng nu i tankerne? Når han sagde grænseoverskridende, kunne det ikke være en god og behagelig ting. Langt fra. ”Og med grænseoverskridende mener du?” ”Der mener jeg, en ting vi sent vil glemme, og en ting, som kan få os to tættere på hinanden,” grinede han sarkastisk og kærtegnede så blidt min kind. Han var virkelig ikke for klog nogle gange.
Måske han manglede lidt søvn, eller måske han bare glædede sig til at se vores fælles venner igen. Bare han selv vidste hvad han havde gang i, så var det fint for mig. Jeg støttede ham i hvert eneste valg han tog, og så selvom de nogengange var lidt for langt ude.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...