Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25344Visninger
AA

6. En akavet tavshed

Justin var igang med at varme sin stemme op, inden han skulle på scenen. Willow skulle snart på som opvarmning, og The O2 Arena, var igen proppet til randen for anden gang med spændte og skrigende fans. Det var ved at være flere timer siden vi kom hjem fra London, og Justin havde ikke snakket specielt meget til mig siden da. Kun hvis jeg spurgte ham om noget, svarede han i korte træk. ”Victoria må jeg ikke lige snakke med dig?” Justins stemme lød foran mig. Igen kaldte han mig ved hele mit fornavn, så jeg kunne regne ud, at han ikke var helt afklaret med sit humør endnu. Jeg rejste mig hurtigt fra den stol jeg sad på, og fulgte så efter ham. Hvis vi skulle diskutere om et eller andet med Jasmine igen så ville jeg gå. Justin skulle snart på, og det ville ikke være godt hvis han gik på med dårligt humør, fordi jeg havde lavet rag i det. ”Hvad vil du så?” sagde jeg i et lavt toneleje, da han havde ført mig til et sted, hvor der ikke var andre end os. Jeg prøvede at fange hans blik, men det var som om han prøvede at undgå mig på en måde?
”Jeg gider ikke det her mere,” var det eneste han sagde. Med ét blev jeg nærvøs over det han havde sagt. Hvad mente han? Ville han nu til at slå op med mig, fordi vi havde diskuteret over sådan en småting som den tidligere på dagen? Det var jo absurt. Mit blik stivnede og jeg sagde ikke noget.
Det gik dog først op for mig, da han igen tog ordet. ”Hun skal ikke have lov til at komme imellem os igen. Det er sket en gang, og der ved vi godt begge hvad der skete. Det må ikke ske igen.” Han gik et skridt nærmere, mens han snakkede. Han ville ikke slå op. Sådan lød det hvertfald ikke. Med lethed kunne jeg regne ud, at han snakkede om Jasmine. ”Hun gjorde jo ikke noget galt dengang. Sket er sket, og det kan ingen lave om på Justin. Ikke engang vi selv kan ændre på fortiden.” Jeg prøvede på at komme med de klogeste ord jeg havde indeni mig, da jeg håbede det ville hjælpe ham på bedre og positive tanker.
”Så du beskytter hende faktisk nu? Du har da ellers så tit fortalt mig, hvor meget du havde imod hende. Har de tanker pludseligt bare vendt sig hundredeogfirs grader, fordi du mødte hende igen? Fordi du snakkede med hende? Fordi hun var sød overfor dig?” Han hævede delvist stemmen mens han snakkede. Hans humør havde ikke ændret sig en tomme, og han var stadig irriteret. ”Stop nu, Justin. Du er på vej ud hvor du ikke kan bunde. Jeg gider ikke diskutere med dig, over sådan en latterlig ting. Det skal ikke komme imellem os igen som du selv sagde, så hvorfor bliver vi ved med at snakke om det?” Som han havde gjort tidligere, så hævede jeg også stemmen. Han sagde selv det med Jasmine ikke skulle komme imellem os igen, så hvorfor hele tiden køre i det? Det var næsten som om, han gerne ville køre i det. Kort sukkede han. ”Det hjælper ikke vi diskuterer om det. Vi ender bare med at blive uenige, hvilket så resultere i, at du får en dårlig koncert. Bagefter bliver du så irritet over at koncerten gik dårligt, og så kommer vi også bare til at diskutere om dét,” konstaterede jeg og gik tættere på ham. Jeg kendte til metoder som kunne tø ham lidt op, og hvis han ikke snart kom på bedre og mere positive tanker, så måtte jeg tage de værker i brug.
”Og du vil ikke give dine fans et forkert indtryk ved at give dem en dårlig koncert vel?” fortsatte jeg, hvorefter han rystede på hovedet. ”Hvad er det så vi diskutere om?” ”Jeg ved det ikke. Undskyld. Siden dengang med Jasmine og bruddet mellem os, så har jeg følt at det var hendes skyld, lige så meget som det var min, for hun var ved min side da det mellem os skete. Hun var årsagen til det! Da jeg så hørte hendes stemme oppe i London Eye, og da du så gik hen og begyndte at snakke med hende, så ved jeg ikke lige hvad der slog klik for mig. Det er mig der er galt på den, det ved jeg, men du må også bare forstå at jeg ikke vil lade det samme ske igen. Hvis jeg enten bliver veninder med hende igen, hvilket jeg ikke tror, kommer til at ske, eller hvis du gør, så er der chance for det kan ske igen.” ”Stop!” fik jeg sagt, hvilket han hurtigt adlød.
”Så lad os glemme episoden i dag, og gå så ind og lav et brag af en koncert. Jeg vil som altid stå nede foran scenen ved siden af din mor, og være stolt af dig. Du ved jeg altid er stolt af dig, Justin. Uanset hvad du foretager dig af ting. Husk det!” Det jeg lige havde sagt, fik os begge til at smile, og han trak mig ind til et varmt kram, hvorefter han hårdt pressede sine læber mod mine. Forsigtigt gav jeg efter og kyssede med. ”Vis så hvad du duer til.”
Min hånd lå i hans da vi igen gik ind til de andre. Sagen med Jasmine var endnu ikke "opklaret" mellem Justin og jeg, og måske blev den det aldrig. Det vigtigste var lige nu at han var kommet på bedre tanker. Positive tanker. ”Tak for din positive indstilling,” hviskede han til mig. Smilede og takkende lagde jeg mit hoved på hans skulder. Vi mødte de andre med et smil, hvilket de gengældte. Jeg havde på fornemmelsen, at de godt havde vidst at der var noget der gik både Justin og jeg selv på. Da de så kunne se vi begge smilede, kunne de ikke gøre andet end at gengælde smilene. Justin skulle igen ind og have stemmen varmet op, så jeg fik fundet Pattie, hvorefter vi gik ned foran scenen, så vi var klar til Willow og Justin ville gå på scenen. Dog først Willow og senere Justin.
”Det er Justins kæreste,” lød det fra flere piger, da Pattie og jeg stod foran hegnet som adskilte fansene og scenen. Jeg kunne ikke lade være med at smile over deres kommentar. ”Victoria! Må vi ikke få din autograf?” råbte andre piger. Forsigtigt kiggede jeg over på Pattie, som kiggede smilende på mig. Jeg ville på en måde gerne over til de piger som kaldte på mig. Vi var jo ens på en del punkter, for selvom jeg kom sammen med Justin, så var jeg jo stadig en helt normal pige ligesom dem. ”Jeg kan se på dig, at du gerne vil over til dem. Bare gør det Victoria. Du gør dem glade ved det, og hvis det samtigdigt kan gøre dig glad også, så er det dejligt,” sagde Patties fredsfyldte stemme, og gav min skulder et lille klem, inden jeg smilede. Derefter gik jeg over til nogle af de fans, som havde råbt på mig. ”Hej piger,” startede jeg ud, da jeg stod på den anden side af hegnet lige ude foran dem. ”Oh my Bieber! Tænk at Justins kæreste står lige ude foran os! Hvor er det vildt. Må vi få din autograf og et billede med dig?” skræppede de op om, hvortil jeg smilende tog både billede med dem, og skrev autografer. Hvis der var noget jeg elskede, så var det at gøre andre folk glade. Det var dejligt at kunne gøre en forskel for andre, og derved også få andre til at smile og le. ”Du er bare så heldig. Tænk at du kommer sammen med Justin Bieber! Verdens heldigste pige, du er!” sagde flere i munden på hinanden. ”Verdens heldigste pige? Tak piger, men han er jo bare en helt normal dreng, ligesom alle de andre drenge. Bare fordi han er verdenskendt, så har han stadig følelser som alle andre, knogler som alle normale mennesker har, to ben og to arme, samt ti tæer og ti fingre.
Helt normal som alle andre. Men jeg indrømmer dog gerne, at han til tider er lidt underlig. Selvfølgelig på den gode måde,” grinede jeg, mens jeg forklarede det sidste. En del fans så ikke Justin som en normal dreng, fordi han jo nemlig var kendt verden over, men som jeg lige havde sagt, så var han jo bare ligesom alle vi andre. Han var født med et talent. Et stort talent indenfor musik. Ligesom Justin var født med et helt unikt talent for musik, så var andre født med et talent for baseball, basket, golf, fodbold, dans, skuespil. Et talent for at være god i skolen, god til at udtrykke sig. Så mange ting andre ting også kunne man være født som. Hvad mit talent var endnu, havde jeg så ikke fundet helt ud af endnu.
Måske havde jeg et helt specielt talent for at være ved Justins side? Alle havde et helt specielt talent for noget. Alle! ”Er han underlig? Jeg syntes nu han er verdens sødeste dreng,” hvinede pigerne og kunne slet ikke komme ned på jorden igen. De var helt oppe og køre, hvilket var tydeligt at se, for de hoppede på stedet, deres åndedræt var hurtige og de kunne i det hele taget slet ikke forholde sig i ro. ”Han er da også verdens sødeste dreng, men er alle ikke underlige? Justin har en tildens til at plabre løs i vildelse, uden at man egentligt ved hvad han snakker om. Ret sødt egentligt.” Fansene havde ret til at vide lidt om deres idol, og siden det ikke var mere end en snes stykker som alligevel kunne høre hvad jeg sagde, så gjorde det vel ikke den store forskel. Jeg kunne godt lide at fortælle ting om Justins og mit forhold, og siden de tit spurgte ind til sådanne ting, så svarede jeg bare med et smil på læben. ”Byd velkommen til WILLOW SMITH alle sammen!” kunne jeg høre en stemme sige. Willow var klar til at gå på, så om cirka tre kvarter var Justin klar til at indtage London… Igen! Jeg vidste han kunne præstere et lige så godt fabelagtigt show som dette han havde optrådt med i forgårs. Det var der slet ikke nogen tvivl om, at han kunne. Jeg troede på ham, Pattie troede på ham, Scooter og Alfredo troede på ham, samt alle hans fans og alle de andre som også gjorde. Justin var en der helst ville præstere varen med stil, og gerne lidt mere til. Alt skulle være perfekt, eller bedre end det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...