Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25339Visninger
AA

16. En aftale med en veninde

Trist til mode, kom jeg traskende ud til min mor, Alfredo, Kenny og Ryan, som stod med spændte blikke og ventede ude i venteværelset. Måske de allerede kunne fornemme på mig, at der var noget galt. Noget meget alvorligt endda. ”Hvad så? Hvordan gik det?” Ryan var den første til at gå mig i møde. Mens mit blik stadig var rettet mod plastgulvet, fik jeg kort svaret ham; ”Det gik fint.” Mere var der ikke i det. Dog kunne jeg nemt mærke på ham, at han vidste det langt fra gik fint. ”Kom her skat? Jeg kan se du skjuler noget for os? Hvad skete der? Hvordan havde hun det?” Min mor fik så slået sine arme om mig. Mine armen klemte jeg også om hende, og så kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg begravede mit hoved i hendes skulder, og begyndte så lydløst at græde. ”Mor.. Hun har kræft,” fik jeg mumlet gennem alt gråden.
Det gav et sæt i min mor. Hun havde sikkert heller ikke troet det. De tre andre gispede ligeså, og derefter var Ryan hurtigt henne og klappe mig på skulderen. ”Har Victoria kræft?” udbrød de andre på samme tid. Kort nikkede jeg. Gråden gjorde sådan, at jeg ikke ordentligt kunne snakke. ”Hun sagde vi skulle fortsætte til Milan, og så komme tilbage til hende med så hurtigt som muligt. Jeg tilbød hende at jeg aflyste koncerten i Italien, men det hun selvfølgelig ikke hører tale om.” ”Lige så stædig som altid,” grinede Ryan, hvilket smittede af på mig. Han havde ret. Uanset om hun var helt på dupperne, eller om hun var syg, hvilket hun jo var nu, så var hun altid lige stædig. Det var bare én af de ting, som kendetegnede hende. Min mor slap stille grebet om mig, og gik så ind til Vic på hendes stue. Hvis jeg kendte min mor ret, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, så græd hun også lige nu. ”I skal nok klare den, Justin. Du ved selv hvor hårdt hun altid kæmper, så hvorfor skulle hun ikke blive ved med at kæmpe nu? Hvorfor give op? Det er god du har fundet dig en så stærk kæreste som Vic. Hvis du bliver ved hende side i et godt stykke tid, og hjælper hende med at kæmpe mod sygdommen, så kan det være hun ikke taber modet.” Som de dejlige og venskabelige personer Kenny, Alfredo og Ryan var, så kom de alle med de positive ting de kunne komme i tanke om.
De vidste altid hvad de skulle sige, i specielle situationer. Nu vidste jeg dog også bare at det var sværere at fortælle de andre om det. Hvordan skulle jeg nogensinde fortælle til Scooter, til Mama Jan, til Ryan Good og alle de andre, at min kæreste havde fået konstateret kræft, og at hun muligvis ikke kom med på touren igen? At jeg blev nødt til at rejse fra hende. ”Jeg går lige ind og siger farvel til hende, og så må vi hellere komme afsted til Milan, hvis vi skulle nå det til koncerten.” Kort sukkede jeg, mens jeg snakkede,
og begav mig derefter ind til Vic's stue igen.
Min mor stod ved hende side, med hånden i hendes, da jeg kom ind på stuen. ”Justin,” udbrød min mor, som havde fået helt røde øjne af at græde. Vic reagerede ved lyden af mit navn, kunne jeg tydeligt se, da hun prøvede på at sætte sig op i sengen. ”Hej i to.” Forsigtigt satte jeg mig ned i sengen, lige ved siden af hende. ”Vi bliver nødt til at tage afsted nu, hvis vi skal nå det. Er du helt sikker på, at jeg ikke skal blive her ved dig?” Spørgsmålet jeg stilte, var selvfølgelig henvendt til Victoria. Hun kiggede med sammenknebne øjne op på mig. ”Tag nu afsted Justin. Dine fans venter, så hvorfor aflyse?” ”Aflyse fordi du har brug for al den selvskab du kan få. Jeg har brug for dig ved min side, så hvordan skal jeg kunne synge mig igennem alle sangene, når du ikke står nedenfor scenen og smiler til mig under hele koncerten?” Hun lagde en finger på mine læber, som tegn på at jeg ikke skulle sige mere. Hendes berøring var kold, og gav mig kuldegysninger i hele kroppen. Min mor rejste sig op, hvorefter hun kyssede Vic i panden. ”Vi ses i morgen søde. Jeg lader jer lige være lidt alene, så i kan snakke uden mig på medhør.” Derefter forlod hun stuen. ”Farvel Justin,” fik hun fremstammet, da hun nu også vidste, at hun måtte tage afsked med mig. Godt nok var det bare for en dag, men følelsen inden i mig ved at efterlade på et hospital i Schweiz, var ikke speciel behagelig. Hun var syg, og så rejste jeg fra hende. ”Ikke sig farvel Shawty. Det ord kommer aldrig til at skulle i brug. Jeg vil hellere sige; Vi ses i stedet for.” Et lille smil formede sig på hendes læber, hvorefter hun fik trukket mig ned til sig. Hendes læber pressede sig mod mine. Noget som jeg nok ikke ville kunne gøre så tit, som jeg plejede at gøre. ”Jeg skynder mig tilbage. Få noget søvn søde, så kan du være udhvilet,” sagde jeg, slap hendes hånd som lå i min, og forlod så stuen. Mod min vilje forlod jeg så sygehuset med de fire andre. Så ville turen gå til Milan, hvor der skulle spilles koncert foran flere tusinde skrigende piger. En koncert som bare skulle overståes.
”Hej Caitlin.. Hvis du ikke har nogle planer for de næste fire-fem dage, så vil jeg godt have dig til at komme herover til Europa. Jeg har desperat brug for din hjælp.” Jeg havde ringet op til Caitilin, da vi var kommet ind i Tourbussen igen parate til at køre videre. Hun var min bedste veninde, og jeg havde brug for hende ved min side. Hun kunne altid få mig igennem svære tider. ”Jamen også hej til dig Justin. Jeg skal vel ikke andet end i skole, dog ikke noget udover det. Hvorfor vil du da have mig til Europa?” Hendes stemme løb munter. En munter stemme som med dræstige tag, ville vende til noget negativt, når jeg fortalte hende grunden for at komme over til mig på touren. ”Jeg har brug for dig ved min side.” "Du har da Ryan derovre? Eller mangler Victoria en til at have smalltalks med?” grinede hun med en latter, som mindede mig om Victoria. Selvfølgelig troede hun vi manglede hende til at grine med i hverdagen, så vi på den måde kunne få en lille ferie ud af det, dog var det noget helt andet det drejede sig om. ”Victoria har fået konstateret kræft, Cait. Hun ligger på et sygehus i Schweiz, mens jeg, sammen med de andre er på vej til Milan,” indrømmede jeg, og lagde alle kortene på bordet med det samme. Caitlin kunne lige så godt få klar besked med det samme. Jeg kunne høre hun gispede i den anden ende af røret, hvorefter der blev helt stille mellem os. Det var tydeligt at høre, at hun var i chok. I chok ligesom alle de andre. ”Har min bedsteveninde fået kræft.. Justin.. Jeg kommer med det samme. Chris bliver nødt til at tage med mig, da jeg har brug for selvskab på vej derover. Jeg bliver nødt til at have en at snakke med, så jeg ikke kommer ind på tanker om kræft. Er det i orden?” Lettet åndede jeg ud. Hun kom herover med det samme. Sammen med Chris endda, hvilket fik mig til at smile lidt. ”Du ved du hellere end gerne må tage ham med. Victoria ved ikke noget om det her, men jeg vil lade det være en overraskelse for hende. Måske det kan få hendes helbred til at blive lidt bedre. Hun er blevet meget svag de sidste par dage, og mister kræfter efter kræfter.” I korte træk fik jeg forklaret Caitlin, hvordan hele situationen stod til, og da vi begge havde fået lagt på, vidste jeg, at hende og Christian var på vej herover indenfor kort tid. Det eneste jeg skulle sørge for blev gjort, var bare at de blev hentet i lufthaven i Zürich når de landede. Endnu en ting som bare drejede sig om tid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...